Mødedato: 14.12.2017, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19, 2450 Kbh SV

Orientering. Beslutning om områdefornyelse i Bavnehøj

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal orienteres om Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. november om at tildele midler til områdefornyelse i Bavnehøj.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

 

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 27. november at afsætte 44 millioner kroner til en områdefornyelse i Bavnehøj. Beslutningen kan læses her: https://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/27112017/edoc-agenda/5c6605c9-df65-4a3c-85c2-0dac01f39564/e3b8f70c-f894-4930-b9ed-7a1146fcbb54

Der skal udarbejdes en kvartersplan, som skal forelægges Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen til godkendelse i efteråret 2018.

Det forudsættes, at Områdefornyelsens sekretariat, der skal placeres lokalt, ved udarbejdelse af kvartersplanen og det første år vil kunne trække på medarbejdere i den eksisterende områdefornyelse i Sydhavnen, og at den besparelse, der opnås herved, vil kunne anvendes på projekter.

Projekterne vil blive definerede i kvartersplanen, men af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning fremgår det, at der bl.a. kan fokuseres på åbning af Bavnehøj Skoles skolegård, klimasikring af Sjælør Boulevard og udvikling af grønne byrum, der henvender sig til børn og unge. Der er også et stort potentiale i et samarbejde mellem en områdefornyelse i Bavnehøj og Sikker By om en tryghedsindsats, der også omfatter resten af Sydhavnen og nærområderne i Valby. Desuden peger beslutningen på behovet for byfornyelse i Bavnehøj.

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Beslutning

Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning.
Til top