Ny Biblioteksplan 2019-2023 - samarbejde med KFF
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget drøfter og tager beslutning om lokaludvalget vil indgå samarbejde med Kultur- og fritidsforvaltningen om at undersøge borgernes ønsker og behov i forhold til byens biblioteker.
Problemstilling
Da Københavns Bibliotekers nuværende strategi snart udløber, arbejder bibliotekerne på en ny biblioteksplan.
Kultur- og fritidsudvalget og bibliotekerne vil rigtig gerne inddrage lokaludvalgene i processen, så strategien kommer til at afspejle borgernes ønsker og behov.
De vil blandt andet have input til byens fysiske biblioteker, bibliotekernes digitale tilbud, hvordan man kan arbejde målrettet med læsning og litteratur, og hvordan man får skabt de bedste tilbud til børn og unge.
Det er tale om en overordnet plan for alle biblioteker i byen, derfor er de primært interesserede i mere generelle ønsker, frem for specifikke ønsker til et konkret bibliotek.
Borgerinddragelse
Der lægges op til fire borgermøder, der følger Kultur- og fritidsforvaltningens administrative opdeling af byen. Det vil sige et møde i byområderne i henholdsvis Kultur N, Kultur S, Kultur V samt Kultur Ø og Indre by.
Der er metodefrihed, det vil sige, at lokaludvalgenes ønsker til borgermødernes indhold og form er velkomne.
Udover borgermøder, foreslår forvaltningen at man tager ud og taler med ikke-brugere af bibliotekerne, samt at man overvejer brug af de digitale borgerpaneler.
Borgermøderne afholdes som udgangspunkt i januar og senest midt februar, så indholdet kan indgå i det videre arbejde frem mod en vedtagelse af planen inden sommerferien 2019.
Der vil være en høring af planen i april/maj.
Løsning
Lokaludvalget beslutter, om man ønsker at indgå samarbejde med Kultur- og fritidsforvaltningen om at undersøge borgernes ønsker og behov i forhold til byens biblioteker
Økonomi
Kultur N, S Ø og V står for lokaler og forplejning.
Videre proces
Hvis lokaludvalget beslutter at indgå samarbejde, vil den videre planlægning vil foregå i samarbejde med enhedscheferne i de forskellige bydele.