Mødedato: 12.12.2024, kl. 18:00
Mødested: Spiseriet, Teglholmsgade 10F, 2450 SV

A-sag Ansøgning til Kgs. Enghavepuljen 2025 Opzoomerne Støtte til aktiviteter i 2025

Denne ansøgning behandles som A-sag, da der manglede oplysninger i budgettet, og Socialudvalget har derfor ikke lavet en indstilling. De manglende oplysninger er nu modtaget og fremgår af indstillingen.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget træffer afgørelse vedrørende ansøgning fra Opzoomerne om støtte til deres aktiviteter i 2025. Der er søgt 44.000 kr.

Problemstilling

Ansøgningen er forbehandler i Socialudvalget, men SU fandt budgettet for mangelfuldt til at de kunne lave en indstilling.

Ansøgningen drejer sig om 44.000 kr. i støtte til Opzoomernes aktiviteter i 2025. Aktiviteterne er en del af  en social indsats, som har hjulpet udsatte voksne i Kgs. Enghave siden 2018. Projektet anvender mange års erfaring i, hvordan man løfter udsatte voksnes generelle trivsel og sundhed gennem alkohol- og stoffrie aktiviteter samt brobygning til bl.a. offentlige instanser, herunder sundhedstilbud.

Der søges om støtte til fgl. aktiviteter:

 

1.  Ugentligt Morgencafé 

   - Et afslappet mødested for at starte dagen med kaffe, te og samtale. 

   - Formål: Skabe en tryg og imødekommende atmosfære, hvor deltagere kan mødes

 

2.  Ugentligt Madklub

    - Fokus på sunde og budgetvenlige retter. 

   - Formål: Fremme fællesskab gennem madlavning og styrke deltagernes praktiske færdigheder. 

3. Månedlige ture

   - Kulturelle og sociale udflugter til fx museer, naturparker, eller lokalhistoriske steder. 

   - Formål: Skabe positive oplevelser uden for hjemmet og styrke deltagernes kulturelle                         tilhørsforhold. 

 

4. Højtidsarrangementer 

   - Fælles fejring af højtider som påske, sommerfest, mortensaften og julefrokost. 

   - Formål: Skabe traditioner og fællesskaber omkring særlige begivenheder

 

Målgruppen er udsatte voksne med sociale og helbredsmæssige udfordringer, der giver sig til udtryk i hjemløshed, misbrug og svage sociale netværk. Personer i målgruppen befinder sig ofte i økonomiske problemer og har mistet overblikket. Målgruppen er kontanthjælpsmodtagere, ressourceforløbsborgere, førtidspensionister mv., som primært er over 30 år og bosat i Kgs. Enghave.

Aktiviteterne, der søges tilskud til, omfatter på årsbasis ca. 75 deltagere, som min. har deltaget i én af aktiviteterne. 

 

Budgettet indeholder fgl. poster:

Morgenmad ugentligt: 12.000 kr.

Ugentlig frokost: 12.000 kr.

Månedlige ture: 10.000 kr.

Højtidsarrangementer: 10.000 kr.

 

Der er ikke oplysninger om egenfinansiering eller brugerbetaling.

Sekretariatet har efter ønske fra Socialudvalget stillet fgl. spørgsmål pr. mail til ansøger:

 

"

Jeres ansøgning om støtte fra Kgs. Enghavepuljen er blevet forbehandlet i Socialudvalget under Kgs. Enghave Lokaludvalg. Vi vil gerne bede om flere oplysninger, inden ansøgningen bliver forelagt for lokaludvalget:

 

  • Hvor mange vurderer I (ca.), at der vil deltage i de enkelte arrangementer?
  • Indgår der egenfinansiering fra Opzoomerne i budgettet?
  • Er der egenbetaling ved bespisningen (madklubben)
  • Kan det uddybes, hvor de månedlige ture går hen og hvad højtidsarrangementer dækker over?

 

Du må gerne svare på ovenstående spørgsmål så snart som muligt"

 

Ansøgeren har den 4. december besvaret henvendelsen:

"

Tak for behagelig telefonsamtale og jeg sender hermed svar på dine spørgsmål

 

  • Hvor mange vurderer I (ca.), at der vil deltage i de enkelte arrangementer? mellem 20 - 30 personer, Budgettet er for et helt år
  • Indgår der egenfinansiering fra Opzoomerne i budgettet? Svar . Egenfinansieringen er  husleje buskørsel samt rekruttering af frivillige,  samt lønmidler til koordinatorer, tilbuddet er gratis for brugerne

Er der egenbetaling ved bespisningen (madklubben) Svar: Det er gratis for målgruppen at komme i madklubben, det er mennesker der ikke har ret meget der benytter sig af tilbuddet. Det har vi erfaringer for i det forgangne år som blev støttet af lokaludvalget.

  • Kan det uddybes, hvor de månedlige ture går hen. Svar:  Vi påtænker at tage på  museer, havnerundfart, gå på trollevandring, skovture og historiske steder som mindelunden. Vi vil meget gerne inddrage brugernes ønsker i hvilken ture de kunne være interesseret i.
  • højtidsarrangementer dækker over? Svar: VI afholder påske, pinse samt julefrokoster for brugerne

 Jeg håber at svarerne er fyldestgørende nok."

 

Sekretariatet har lagt ansøgningen for Opzoomernes aktiviteter for 2024 op på Medlemmernes Side. Der er tale om en ansøgning, der ligner den for 2025 i forhold til oplysninger, men dog på et lavere beløb (31.800 kr.). Aktiviteterne løber året ud, og der er derfor ikke nogen evaluering eller regnskab at forholde sig til endnu. 2024-ansøgningen blev behandlet som en B-sag, og der blev tildelt det fulde beløb.

Løsning

Lokaludvalget drøfter ansøgningen og beslutter, om den skal imødekommes helt eller delvist, eller om der skal meddeles afslag.

Økonomi

Puljemidler til disposition d.d. i Kgs. Enghavepuljen: 853.728

Der er ved ansøgningsrunden søgt bevillinger for: 223.890

Der er indstillet bevillinger for 171.620 - nærværende ansøgning er IKKE medregnet

Til resterende disposition i Kgs. Enghavepuljen, hvis alle ansøgninger bevilliges fuld støtte: 629.838.

Til resterende disposition i Kgs. Enghavepuljen, hvis fagudvalgenes indstillinger følges: 682.108

Hvis denne ansøgning imødekommes med det fulde beløb, vil der være (682.108 - 44.000) 638.108 kr. til rest i Kgs. Enghavepuljen.

Videre proces

Sekretariatet meddeler afgørelsen til ansøger snarest muligt efter lokaludvalgets møde.

Beslutning

Ansøgning fra Opzoomerne: Lokaludvalget drøftede tilbagemeldingen fra ansøger. Lokaludvalget stemte om at tildele det fulde beløb.

Bjarne, Joan, Ole, Hanne og Flemming undlod at stemme Alle andre stemte for. det blev vedtaget at tildele det fulde beløb

 

 

Ad ansøgning om Grønne dage 

Ansøgningen blev løftet op fra dagsordenens punkt 10 som en A-sag efter ønske fra Jan Fønss. Jan ville gerne have en uddybning af, hvorfor bespisningen ikke blev anset for en naturlig del af arrangementet. Han mener, at det, at tilbyde lidt forplejning er en måde at få folk til at blive hængende på.

Lokaludvalget stemte om ændringsforslag til begrundelsen for at meddele afslag på den del af ansøgningen, der vedrører bespisning (kage/dessert og kaffe). der blev stemt om flg.. begrundelse:

"Da kaffe og dessert under fællesspisningen ikke er essentielt for afviklingen af selve den grønne dag"

Afstemning:

Bjarne, Anna, Brian, Jan, Ann, Michael og Steen undlod at stemme. Alle andre stemte for at meddele delvist afslag med ovenstående begrundelse, hvorefter BMUs indstilling blev vedtaget.

 

 

 

 

Til top