Mødedato: 12.12.2024, kl. 18:00
Mødested: Spiseriet, Teglholmsgade 10F, 2450 SV

Input til den nationale cykelpulje 2025

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal drøfte Teknik- og Miljøforvaltningens henvendelse vedrørende kvalificering af mulige cykelpuljeprojekter og beslutte, om den skal besvares. 

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget drøfter henvendelsen fra Teknik- og Miljøforvaltningen  og beslutter, om den skal besvares. 

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) ønsker at inddrage lokaludvalgene i kvalificeringen af mulige cykelpuljeprojekter frem mod Teknik- og Miljøudvalgets behandling af forvaltningens cykelpuljeansøgninger. 

TMF har den 3. december 2024 bedt lokaludvalgene om at fremsende eventuelle forslag senest den 17. januar 2025.

Teknik- og Miljøudvalget skal forventeligt i marts 2025 tage stilling til, hvilke projekter der skal ansøges om medfinansiering til fra den nationale Cykelpulje 2025. I bedes derfor indsende jeres input i nedenstående skema med ét til to forslag senest d. 17. januar 2025.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen udvælger projekterne til mulige cykelpuljeansøgninger på baggrund af Københavns Kommunes strategier og plangrundlag på cykelområdet samt lokaludvalgenes input. Teknik- og Miljøforvaltningen prioriterer projekterne i forhold til Vejdirektoratets kriterier for tildeling af midler fra den nationale cykelpulje. Det fulde administrationsgrundlag for Cykelpuljen 2025 er vedlagt som bilag. Vejdirektoratets kriterier for tildeling af tilskud er:

 

  • Bedre sammenhængende cykelinfrastruktur på tværs af kommunegrænser.
  • Bedre fremkommelighed på cykelstier og nye cykelstier, der styrker pendling i såvel større som mindre kommuner.
  • Flest mulige cykelpendlere får gavn af projektet.
  • Forbedringer af trafiksikkerhed og sammenhæng på skolevejsnet.

 

I infrastrukturplan ”Danmark fremad 2035” er der afsat midler til tilskud til kommunale infrastrukturprojekter på cykelområdet. Der ydes op til 40 % medfinansiering til anlæg af cykelinfrastruktur op til 50 % medfinansiering til projekter, der forbedrer trafiksikkerhed på skoleveje, samt projekter, der skaber sammenhængende cykelinfrastruktur på tværs af kommunegrænser, hvor én eller flere kommuner ansøger samtidig.

 

Løsning

Lokaludvalget beslutter, om henvendelsen fra TMF skal besvares. I givet fald skal lokaludvalget bemyndige Bymiljøudvalget til at udarbejde et svar, da fristen ligger inden næste lokaludvalgsmøde den 30. januar 2025.

Økonomi

Intet

Videre proces

Hvis Bymiljøudvalget bemyndiges til at indsende et svar, sendes det via Sekretariatet til TMF inden udløbet af fristen den 17. januar 2025.

Beslutning

Lokaludvalget besluttede at afgive høringssvar og bemyndigede BMU til at udarbejde det.

Der kom forslag om cykelstier ved Stubmøllevej og Scandiagade. Ann bemærkede, at der ved stibroer, som f.eks. ved Sjællandsbroen, skal laves en forundersøgelse. Dette er blot endnu en grund til at lokaludvalget i sine budgetønsker til TMF husker at medtage forundersøgelse af trafikforholdene ved Sydhavnsgade/Sjællandsbroen.

Til top