Mødedato: 11.12.2008, kl. 19:00

Ansøgning om støtte til projektet "Solcelletasker"

Ansøgning om støtte til projektet "Solcelletasker"

Kongens Enghave Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde torsdag den 11. december 2008

 

 

4.      Ansøgning om støtte til projektet "Solcelletasker"

KON 165/2008

 

BESLUTNING

 

Socialudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg,

 

1. at Lokaludvalget besluttter at støtte projekt "Solcelletasker" med 25.000 kr.

 

2. at der afsættes 25.000 kr. af puljemidlerne.

 

Kgs. Enghave Lokaludvalg besluttede på mødet den 11. december 2008 at bevilge 25.000 kr. til projektet.

 

 

 

 

PROBLEMSTILLING

 

Husforbi, designfirmaet Faktor 3 samt Nina Marie Ericsson, medlem Bispebjerg Lokaludvalg og Bispebjerg Miljøcenters bestyrelse, ansøger Lokaludvalget om støtte til Solcelletaske-projekt.

 

Projektet gennemføres i perioden november 2008 - oktober 2009.

 

Mobiltelefonen er vigtig for hjemløse – langt mere vigtig end for folk der har fastnettelefon, computer, e-mail osv. Mobiltelefonen er ofte den hjemløses eneste kontakt til et i forvejen spinkelt netværk. Problemet er at få opladet mobiltelefonen, når man ikke har et netværk og en stikkontakt.

I praksis får de hjemløse deres telefoner opladet på herberger m.m., men der er ofte rift om stikkontakterne. Samtidig er det en psykisk belastning ikke at være selvhjulpen, men afhængig af at kunne låne en ledig stikkontakt.

 

Løsningen er en solcelletaske, hvor den hjemløse kan få opladet sin mobiltelefon ved hjælp af dagslyset. De tre ansøgere er derfor gået sammen om at udarbejde sådanne tasker. Faktor 3 vil designe taskerne i samarbejde med et panel af Hus-Forbi sælgere. Taskerne vil blive vejrbestandige og praktiske. Solcellen bliver monteret på forsiden. Indvendig i tasken er et lille batteri, samt en ledning i en separat lomme, hvorfra mobilen kan oplades. Taskerne bliver valgfri og gratis for de hjemløse. Der vil blive produceret 500 tasker.

 

Det er håbet at projektet vil blive bemærket af "almindelige" københavnere, og at dialogen mellem de hjemløse og andre borgere på denne vis vil blive styrket. Derudover er det ligeledes håbet at projektet vil skabe opmærksomhed omkring muligheden for brug af solceller.

 

Da hjemløse-problematikken ikke er et fænomen, der lader sig begrænse til én bestemt bydel, søges samtlige Lokaludvalg og Agendacentre om bidrag. Al arbejdskraft i forbindelse med projektet er frivillig.

 

Ud af et samlet budget på 265.000 kr ansøges Lokaludvalget om 37.500 kr. (heraf 12.500 kr. i underskudsgaranti) til materialer i forbindelse med udarbejdelse af solcelletaskerne.

 

Alle øvrige lokaludvalg er ansøgt samme beløb i støtte til projektet. En rundspørge blandt de lokaludvalg som har behandlet ansøgningen (enten i fagudvalg eller på lokaludvalgsmøder) viser at kun Bispebjerg, hvor ansøgningen er forankret, indstiller projektet til støtte. Alle andre lokaludvalg finder, at projektet falder udenfor formålet om lokal forankring.

 

Ansøgningen har været behandlet i Socialudvalget, som indstiller, at projektet bevilges et støttebeløb på 25.000 kr.

 

LØSNING

Lokaludvalget tager stilling til projektet og beslutter at følge Socialudvalgets indstilling.

 

ØKONOMI

Hvis Lokaludvalget vælger at støtte projekt "Solcelletasker" med 25.000 kr. kan midlerne tages af puljemidlerne.

 

Der er af Borgerrepræsentationen bevilget 1.144.000 kr. til Kgs. Enghave Lokaludvalg i puljemidler i 2009.

 

Der er heraf allerede disponeret over kr. 69.000, som det fremgår af orienteringspunktet.

 

Der resterer dermed 1.075.000 kr. på 2009-budgettet.

 

Puljemidlerne er givet som driftsmidler og bevillingen er anvist på Økonomiudvalgets bevilling, økonomisk forvaltning, drift, funktion 6.45.51.1.

 

 

BILAG

·        Ansøgning om støtte til projektet "Solcelletasker".

 



 

Til top