Mødedato: 10.01.2008, kl. 19:00

Ansøgning om støtte fra Børnekulturstedet/Sydhavnens Bibliotek om projekt "Valhalla"

Ansøgning om støtte fra Børnekulturstedet/Sydhavnens Bibliotek om projekt "Valhalla"

Kongens Enghave Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde torsdag den 10. januar 2008

 

 

3.      Ansøgning om støtte fra Børnekulturstedet/Sydhavnens Bibliotek om projekt "Valhalla"

KON 110/2007

BESLUTNING

 

Kulturudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg,

 

1. at Lokaludvalget træffer beslutning om, hvorvidt udvalget vil støtte "Valhalla – en vinterferie med thor, Odin, Freja, rollespil, film billedskole og meget mere" med 17.450 kr.

 

2. at der afsættes 17.450 kr. af puljemidlerne, hvis Lokaludvalget vælger at støtte arrangementet.

 

Kgs. Enghave Lokaludvalg besluttede på mødet den 10. januar 2008 at bevilge 16.450 kr. Støttebeløbet er 1.000 kr. lavere end det i budgettet opstillede som konsekvens af en regnefejl i budgettet.

 

 

 

Børnekulturstedet ansøger om støtte til vinterferieprojektet "Valhalla", som arrangeres i samarbejde med Sydhavnens Bibliotek og Karens Minde Kulturhus.

 

Arrangørerne ønsker at give Sydhavnens børn en hyggelig og spændende ferie, også selvom de ikke skal ud og rejse. Projektet er primært for bydelens børn fra 7 år og opefter og deres forældre. Med udgangspunkt i historierne fra den Nordiske Mytologi inviteres børnene og deres forældre til at se, høre, mærke og smage. Programmet består af historiefortælling, billedværksted, rollespilsværksted, live rollespil på Tippen, børnebio og onsdagsmidddag tilberedt af børnene.  

 

Projektet er del af en større børnekulturfestival, som også foregår på 9 andre københavnske Kulturhuse. I Sydhavnen er projektet et samarbejde mellem Børnekulturstedet, Kulturhuset og Biblioteket. Parterne bidrager alle med arbejdskraft ifm. planlægning og afvikling.

 

Projektet finder sted i vinterferien 2008 (uge 7).

 

Projektet har et samlet budget på 34.750 kr. Der er egenfinansiering i form af arbejdskraft og indtægter fra deltagerbetaling. Herudover er der søgt og opnået støtte fra øvrige fonde.

 

På sidste lokaludvalgsmøde blev der stillet spørgsmål til, hvorvidt Børnekulturstedet og Karens Minde Kulturhus er uafhængige. Det er nu blevet oplyst, at der er tale om to selvstændige enheder. Børnekulturstedet har en bestyrelse og et sæt vedtægter. Kulturhuset laver økonomisk administration for Børnekulturstedet mod betaling, men Børnekulturstedet har egne kommunale bevillinger og laver eget regnskab. Lokaludvalgets sekretariat har fået tilsendt Børnekulturstedets vedtægter og seneste regnskab og årsberetning.

 

Kulturudvalget har fået puljeansøgningen til behandling og kan muligvis nå at komme med indstilling til lokaludvalgsmødet.

 

LØSNING

Det foreslås, at Lokaludvalget træffer beslutning om, hvorvidt udvalget vil støtte projektet "Valhalla" med 17.450 kr.

 

ØKONOMI

Hvis Lokaludvalget vælger at støtte teaterprojektet med 17.450 kr. kan midlerne tages af puljemidlerne.

 

Der er af Borgerrepræsentationen bevilget 1.107.000 kr. til Kgs. Enghave Lokaludvalg i puljemidler i 2008. Hertil kommer en mulighed for at overføre ca. 580.000 kr. fra 2007.

 

Der er heraf allerede disponeret over 346.000 kr. (til en netværksmedarbejder og til puljeansøgningerne Kulturhusets musikbegivenhed, Børnekulturstedets "Storslået teaterprojekt" og til logo).

 

Puljemidlerne er givet som driftsmidler og bevillingen er anvist på Økonomiudvalgets bevilling, økonomisk forvaltning, drift, funktion 6.45.51.1.

 

 

BILAG

 

·        Ansøgning om støtte til "Valhalla"

 

 

 



 

Til top