Mødedato: 25.06.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86 (KFU mødesal)

Fastholdelse af underskudsgaranti til "Mens vi venter på Godot"

Se alle bilag
Scenekunstudvalget skal tage stilling til, om en underskudsgaranti på 82.000 kr. til Teatret ved Sorte Hest til forestillingen "Mens vi venter på Godot" kan fastholdes. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at udvalget trækker underskudsgaranti på 82.000 kr. til "Mens vi venter på Godot" tilbage, med henvisning til, at betingelserne for modtagelse af bevilling ikke er opfyldt

Problemstilling

Scenekunstudvalget bevilgede den 5. december 2024 en underskudsgaranti på 82.000 kr. til 41 forestillinger af "Mens vi venter på Godot". 

Ansøgningen blev behandlet med vedlagte budget, hvor der fremgår en egenfinansering på 222.461 kr (bilag 1). 

Tilskudsmodtager har den 1. maj 2024 indsendt afrapportering for bevillingen, hvor der af regnskabet fremgår en reduceret egenfinansering på 83.405 kr (bilag 2). Tilskudsmodtager har oplyst, at den reducerede egenfinansering skyldes et højere projekttilskud fra Kulturministeriet samt højere billetindtægter end forventet (bilag 3). 

Løsning

Da bevillingen er tildelt som en underskudsgaranti, skal der ved regnskabsaflæggelse kunne konstateres et underskud, som dækkes op til det bevilgede beløb.

Det er forvaltningens vurdering, at der med det fremsendte regnskab inklusiv budgetteret egenfinansering og øgede indtægter ikke kan konstateres et underskud. 

Teatret ved Sorte Hest har til orientering fremsendt revideret sæsonbudget for 23/24 (vedlagt som bilag), hvor de øgede indtægter fremgår. Budgettet er revideret af Kultur- og Fritidsforvaltningen af den ansvarlige sagsbehandler i forbindelse med administrationen af Teatret ved Sorte Hests driftstilskud. 

Det reviderede budget er ikke fremsendt til udvalgssekretæren ifm. projektbevilling fra Scenekunstudvalget til forestillingen "Mens vi venter på Godot", og har derfor ikke indgået i behandlingen af afrapporteringen for projektet.

Økonomi

Hvis udvalget vælger at fastholde underskudsgarantien, vil den blive udbetalt umiddelbart efter mødet. Hvis udvalget vælger at trække underskudsgarantien tilbage, vil midlerne tilbageføres til udvalgets disponible midler. 

Beslutning

Udvalget valgte at følge indstillingen. 

Til top