Drøftelse af kriterium for ligestilling
Indstilling
Forvaltningen indstiller,
- at scenekunstudvalget drøfter forvaltningens nye forslag til kriterium for ligestilling
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget vedtog på mødet den 26. november 2020 en handlingsplan for ligestilling for perioden 2021-2024.
Handlingsplanen består af syv initiativer, hvoraf et initiativ er, at der skal indføres kriterier for ligestilling i alle puljer med kriterier, herunder scenekunstudvalget. Derudover opfordrer Kultur- og Fritidsudvalget fagudvalgene, herunder scenekunstudvalget, til en årlig drøftelse af ligestillingsprofilen på deres område og beder om en tilbagemelding herom hvert år.
Se alle syv kriterier i Kultur- og Fritidsudvalgets handlingsplan for ligestilling (Bilag 1).
1. Kriterium om ligestilling i alle puljer
"For alle puljer med kriterier vil der blive opstillet et nyt kriterium, der stiller krav til ansøgere om at reflektere over ligestillingsforhold i henhold til det formål, der ansøges om støtte til. Ligestillingskriteriet vil blive tilpasset den enkelte pulje og kan derfor variere.
Ansøgere vil i deres ansøgning blive bedt om at redegøre for konkrete ligestillingsperspektiver i projektet herunder ligestillingsinitiativer i organisationen og vurdering af målgrupper (mænd, kvinder, andet)."
Til scenekunstudvalgets ekstraordinære møde den 27. januar 2021 drøftede udvalget forvaltningens udkast til et nyt kriterium for ligestilling.
Forvaltningen foreslog følgende forslag til et kriterium for ligestilling:
"Scenekunstudvalget prioriterer projekter, hvor ansøger har gjort sig overvejelser om ligestilling i forhold til at tiltrække, engagere og aktivere borgere uanset køn"
Udvalget bad i den forbindelse forvaltningen om at vende tilbage med et nyt udkast, der i højere grad inddrog et hensyn til mangfoldighed, etnicitet og alder.
Løsning
Forvaltningen foreslår følgende forslag til et kriterium for ligestilling:
"Scenekunstudvalget prioriterer projekter, hvor ansøger har reflekteret over ligestilling og mangfoldighed i forhold til at tiltrække, engagere og aktivere publikum uanset køn, etnicitet og alder"
Videre proces
Såfremt udvalget tiltræder det nye ligestillingskriterium, vil forvaltningen tilføje det nye kriterium til scenekunstudvalgets retningslinjer og til ansøgningsvejledningen på udvalgets hjemmeside.