Mødedato: 12.05.2021, kl. 15:30
Mødested: ---

Supplement til Scenekunstpakken 2021-2024

Se alle bilag

Indstilling

Forvaltningen indstiller, 

  1. at scenekunstudvalget høres vedrørende Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning om at tildele Teaterhuset et årligt tilskud på 238.000 kr. i perioden 2022-2024 til vækstlagsinitiativerne Vildskud og Teaterbattle. 
  2. at scenekunstudvalget orienteres om at Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet, at der oprettes en pulje under scenekunstudvalget på 400.000 kr. årligt fra 2022-2024 øremærket til gratis teater for børn og teater, der fremmer mangfoldighed.  

Problemstilling

Til Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 29. april 2021 tog Kultur- og Fritidsudvalget stilling til et forslag om oprettelse af supplement til Scenekunstpakken 2021-2024 i årene 2022-2024.

Dette blev drøftet på baggrund af et medlemsforslag om understøttelse af scenekunstens vækstlag den 14. april 2021 samt drøftelser af en række ansøgninger om tilskud til scenekunstformål, herunder til gratis børneteater og LGBT+ scenekunst. Se indstillingen (bilag 1).

Løsning

Teaterhuset

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at tildele Teaterhuset et årligt tilskud på 238.000 kr. i perioden 2022-2024 til vækstlagsinitiativerne Vildskud og Teaterbattle. I forbindelse med denne beslutning ønsker Kultur- og Fritidsudvalget at høre scenekunstudvalget, om Teaterhuset er dækkende for vækstlaget i det københavnske scenekunstmiljø.

Se præsentation af Teaterhuset her (bilag 2) og medlemsforslag om vækstlaget og frivilligt teater behandlet på Kultur- og Fritidsudvalget den 14. april her (bilag 3). 

Pulje til børneteater og mangfoldighed

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede også, at der fra 2022 oprettes en pulje under scenekunstudvalget på 400.000 kr. årligt til gratis teater for børn og teater, der fremmer mangfoldighed. Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet fire principper til denne pulje. Se bilag med principperne her (bilag 4).  

Videre proces

Når Scenekunstudvalget har drøftet, hvorvidt Teaterhuset kan siges at favne det scenekunstneriske vækstlag i København vil forvaltningen orientere Kultur- og Fritidsudvalget om Scenekunstudvalgets bemærkninger. Puljen øremærket til gratis teater for børn og teater, der fremmer mangfoldighed vil blive implementeret under scenekunstudvalget fra 2022.  

Beslutning

Scenekunstudvalget erklærede sig enigt i Kultur- og Fritidsudvalgets beslutninger. Et høringssvar vil blive sendt til Kultur- og Fritidsudvalget.
Til top