Stillingtagen til invitation, form m.m. for Musiklivstræf 2024
Indstilling
Kultur- og fritidsforvaltningen indstiller, at Musikudvalget
- godkender udkast til invitation (bilag 1)
- godkender liste over hvem der skal inviteres (bilag 2)
- beslutter hvilken fællessang der skal synges til træffet og hvem der evt. skal synge for/spille til
- drøfter spørgsmål til bordene og evt. bordplan
Problemstilling
Musikudvalget skal afholde Musiklivstræf onsdag den 20. november 2024. Musikudvalget har nedsat en arbejdsgruppe bestående af Anders Malta, Eva Rehling og Benjamin Hansen.
Musikudvalget besluttede på mødet den 25. maj 2024, at temaet for træffet blev 'Repræsentation' og at emnet belyses både fra en dels statistisk vinkel og en dels erfaringsmæssig vinkel.
Udvalget besluttede endvidere på mødet, at JazzDanmark og SheCanPlay inviteres til at holde oplæg, samt at Benjamin Hansen er moderator ved træffet.
Der var enighed om, at deltagerne og udvalget skal være mere deltagende i træffet. Derfor er der et ønske om, at der udover oplæg bliver lagt op til dialog ved bordene eventuelt ved for-formulerede spørgsmål.
Løsning
Musikudvalget skal tage stilling til, om udkast til invitation kan godkendes (bilag 1).
Musikudvalget skal endvidere tage stilling til, om udkast til liste over inviterede er fyldestgørende (bilag 2).
Musikudvalget skal tage stilling til, hvilken fællessang der skal synges i starten af Musiklivstræffet. Herudover skal udvalget drøfte om et eller flere medlemmer skal synge for og om der er behov for instrumenter. I festsalen står et flygel, som skulle være funktionsdygtigt.
Musikudvalget skal drøfte, hvordan udvalget fælles kan deltage i drøftelserne der gennemføres imellem oplæggene ved de enkelte borde, samt hvilke spørgsmål der skal ligge klar. En mulighed er, at udvalgets medlemmer fordeler sig på de enkelte borde for derved at bidrage og igangsætte dialogen. Samtidig vil det give mulighed for, at udvalget får lyttet til så mange drøftelser som muligt.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt udvalget godkender indstillingen, vil udvalget sende invitationen ud.
Beslutning
Indstillingens 1. at-punkt blev efter konkrete kommentarer fra medlemmerne godkendt.
Indstillingens 2. at-punkt blev efter enkelte tilføjelser godkendt.
Indstillingens 3. at-punkt blev fællessangen besluttet til at være 'Frit Land', og at Brian Clausen synger for med hjælp fra Adem Fajkovic' på klaver.
Indstillingens 4. at-punkt blev drøftet, og udvalget besluttede, at arbejdsgruppen mødes med oplægsholderne med henblik på udarbejdelse af spørgsmål til bordene.