Stillingtagen til ansøgningsproces for musikerlisten - pleje- og aktivitetspuljen 2025
Musikudvalget skal tage stilling til ansøgningsprocessen for musikerlisten til pleje- og aktivitetspuljen 2025.
Indstilling
Kultur- og fritidsforvaltningen indstiller, at
- Musikudvalget godkender forslag til ansøgningsprocessen for musikerlisten til pleje- og aktivitetspuljen 2025
- Musikudvalget godkender, at processen bliver varig.
Problemstilling
Ved budgetforhandlingerne for 2020 blev det vedtaget, at der i 2020-2023 afsættes 500.000 kr. årligt til støtte til musikerhonorar til koncerter på pleje- og aktivitetscentre i Københavns Kommune.
Ved budgetforhandlingerne for 2024 blev ordningen gjort varig med en bevillig på ca. 560.000 kr. årligt.
Musikudvalget skal på mødet den 27. november 2024 gennemgå og godkende ansøgninger fra solister og bands, der ønsker at komme på listen i 2025.
Da budgettet til musik på pleje- og aktivitetscentre, foreslås at nedenstående proces ligeledes er varig. Således at udvalget ikke skal godkende processen hvert år. Udvalget vil hvert år blive orienteret om fristerne.
Løsning
Sekretariatet foreslår følgende ansøgningsproces for musikere til musikerlisten:
- Ansøgningsskemaet publiceres på puljens hjemmeside i 2024 den 15. august og herefter hvert år den 1. august.
- Ansøgningsfristen er i 2024 den 15. september og herefter hvert år den 1. september.
- Solister og bands, der fremgår af listen for det igangværende år, og som søger om at komme på listen for det kommende år, skal ikke behandles af indstillingsgrupperne, men alene screenes af sekretariatet, som udarbejder en fællesindstilling for disse ansøgninger til udvalget.
- De resterende ”nye” ansøgninger fordeles ligeligt mellem den rytmiske og den klassiske indstillingsgruppe med henblik på indstilling.
- Ansøgninger sendes til indstillingsgrupperne hvert år den 1. oktober.
- Indstillingsgrupperne fremsender deres indstilling til sekretariatet tre uger inden udvalgets sidste møde
- Indstillinger fremlægges og godkendes på Musikudvalgets sidste ordinære møde i det indeværende år. I 2024 den 27. november 2024.
Økonomi
Budgettet er ca. 560.000 kr. årligt. Heraf øremærkes 75.000 kr. til KODA-afgift pr. år. Det årlige budget er derfor på 485.000 kr. til musikerhonorarer.
Videre proces
Hvis Musikudvalget godkender ansøgningsprocessen, vil sekretariatet publicere ansøgningsskemaet på hjemmesiden og fastsætte datoerne efter ovenstående proces.
Beslutning
Udvalget besluttede i år at nedsætte et indstillingsudvalg bestående af Anders Malta, Eva Rehling og Iben Vestergård til at gennemgå alle indkomne ansøgninger vedrørende 2025.
Udvalget godkendte herefter indstillingens 1. og 2. at-punkt.