Drøftelse af forslag til prioriteringer på kulturhus- og biblioteksområdet med henblik på høringssvar
Indstilling
Kultur- og fritidsforvaltningen indstiller,
- at Musikudvalget drøfter forslag til prioriteringer på kulturhus- og biblioteksområdet m.m. med henblik på at afgive høringssvar til Kultur- og fritidsudvalget.
Problemstilling
Københavns Kommune skal hvert år levere velfærd til et stigende antal borgere i byen og finansiere nye politiske initiativer. Borgerrepræsentationen har besluttet, at dette blandt andet finansieres gennem kommunens effektiviseringsstrategi, hvor hvert udvalg hvert år skal anvise effektiviseringer.
Det betyder, at Kultur- og Fritidsforvaltningen i alt skal finde effektiviseringer og besparelser for ca. 20 mio. kr. i 2026 stigende til ca. 37 mio. kr. i 2027. Kultur- og Fritidsudvalget har derfor på deres budgetseminar den 21. februar 2025 drøftet forvaltningens forslag til indfrielse af finansieringsudfordringen for 2026 og frem.
Løsning
På budgetseminaret har Kultur- og Fritidsudvalget været enige om en række initiativer, som skal give besparelser på administration, besparelser i Borgerservice gennem brug af ny teknologi i borgerbetjeningen mv. Initiativerne besluttes endeligt i forhandlingerne om Overførselssagen 2024-25.
Herudover har udvalget besluttet at arbejde videre med en række forslag til prioriteringer på kulturhus- og biblioteksområdet samt et forslag om sammenlægning af Borgerserviceindgange og ændring af åbningstid, som hermed sendes i høring med henblik på at kunne indgå i budgetaftalen for 2026.
Fælles for høringsforslagene er et ønske om at nedjustere antallet af kommunes fysiske kvadratmeter for så til gengæld at styrke kvaliteten af de kommunale tilbud ved at øge aktivitets- og bemandingsniveauet.
Forslagene behandles endeligt på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 10. juni 2025.
Musikudvalget skal drøfte forslagene med henblik på at afgive høringssvar.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen vil på baggrund af udvalgets drøftelse udarbejde udkast til høringssvar der sendes i skriftlig votering i udvalget forud for fremlæggelse for Kultur- og Fritidsudvalget.