Drøftelse af udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 med henblik på høringssvar
Indstilling
Kultur- og fritidsforvaltningen indstiller,
- at Musikudvalget drøfter udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 med henblik på at afgive høringssvar.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet vedhæftede udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025.
Kultur- og Fritidsudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget besluttede henholdsvis den 22. februar og 24. februar 2025 at sende udkastet i offentlig høring i otte uger på kommunens høringsportal ’Bliv hørt’.
Løsning
Udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 beskriver Københavns Kommunes ambitioner for restaurations- og nattelivsområdet. Planen indeholder oplæg til en fælles vision for nattelivet, en miljøplan og en restaurationsplan gældende for perioden 2026-2029.
Udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 udgør et forslag til rammen for Københavns Kommunes arbejde med nattelivsområdet i perioden 2026-2029.
Planen er disponeret i tre dele:
- Del 1: En vision med fokus på at skabe en langsigtet og bæredygtig udvikling af nattelivet, herunder at skabe trygge og ansvarlige rammer for festen
- Del 2: En miljøplan, der skal understøtte strategier for et balanceret natteliv, herunder at forebygge og regulere miljøgener
- Del 3: En restaurationsplan, som indeholder vejledende retningslinjer for Bevillingsnævnets arbejde
Udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 er udarbejdet i samarbejde med Københavns Nattelivsudvalg.
Planen skal behandles af Kultur- og Fritidsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og endeligt i Borgerrepræsentationen
Musikudvalget skal drøfte planen med henblik på at afgive høringssvar.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen vil på baggrund af udvalgets drøftelse udarbejde udkast til høringssvar der sendes i skriftlig votering i udvalget forud for fremlæggelse i de politiske udvalg.