Opstart af undersøgelse om københavnernes holdning til restaurations- og nattelivet
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Nattelivsudvalget godkender oplæg til temaer for undersøgelse af københavnernes holdning til byens restaurations- og natteliv.
Problemstilling
I forbindelse med temadrøftelserne i Nattelivsudvalget 2022-2023 har udvalget efterspurgt større viden om københavnernes holdning til restaurations- og nattelivet i byen. Nattelivsudvalget besluttede den 7. februar 2023, at forvaltningen skulle igangsætte det indledende arbejde med en undersøgelse heraf.
Forvaltningen har sidenhen været i dialog med et eksternt analysebureau om udarbejdelse af undersøgelsen. Undersøgelsen vil udgøre en spørgeskemaundersøgelse, som distribueres til en repræsentativ gruppe af borgere i København (ca. 10.000 borgere). Undersøgelsen vil blive udsendt via e-Boks.
Løsning
Formålet med undersøgelsen vil være at skabe et bedre vidensgrundlag om borgernes holdning til Københavns restaurations- og natteliv og dermed understøtte Nattelivsudvalgets virksomhed.
Forvaltningen lægger op til, at undersøgelsen omhandler følgende tematikker:
- Københavnernes brug af restaurations- og natteliv
- Udbud af restaurations- og natteliv
- Fordeling af restaurations- og natteliv
- Gener fra restaurations- og natteliv
Det bemærkes, at en eventuel iværksættelse af Udvalgets ønske om et ungeinddragelsesprojekt, kunne bidrage til unges oplevelser i og ønsker til nattelivet, jf. Nattelivsudvalgets forslag til iværksættelse af et ungeinddragelsesprojekt i 2024.
Videre proces
Såfremt Nattelivsudvalget godkender oplæg til temaer for undersøgelse af københavnernes holdning til byens restaurations- og natteliv, vil forvaltningen gå i dialog med en ekstern leverandør om iværksættelse af undersøgelsen i november-december 2023.
Beslutning
Nattelivsudvalget godkendte oplæg til temaer for undersøgelse af københavnernes holdning til byens restaurations- og natteliv.
Det blev aftalt, at forvaltningen undersøger omkostninger og konsekvenser med repræsentativitet ved forskellige metoder for udvælgelse af undersøgelsens stikprøve med henblik på forelæggelse for udvalget.