Mødedato: 26.11.2024, kl. 16:00
Mødested: Københavns Rådhus

Orientering om status på kommunens undersøgelse af omfanget af kørsel med partybusser i København

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Nattelivsudvalget tager orienteringen om status på kommunens undersøgelse af omfanget af kørsel med partybusser i København til efterretning.

Problemstilling

Den 22. august 2024 har Borgerrepræsentationen vedtaget et medlemsforslag vedrørende partybusser. Det vedtagne forslaget lyder:

at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøudvalget i samarbejde med Kultur- og Fritidsudvalget, politiet og Nattelivsudvalget at udarbejde et overblik over omfanget af kørsel med partybusser i København og invitere operatørerne af partybusserne til en dialog om en fælles løsning på udfordringer med partybusser i København.

at Teknik- og Miljøudvalget derudover skal fremlægge bud på, hvordan trafikale værktøjer som fx standsningsforbud, tidsbegrænsede indkørselsforbud eller lignende på de mest belastede gader kan begrænse kørsel med partybusser i København.

at teknik- og miljøborgmesteren på vegne af Borgerrepræsentationen sender et brev til de relevante ministre med en opfordring til dialog om, hvordan Københavns Kommune kan gribe ind overfor Partybusser, der støjer og sviner i byen.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har kortlagt operatørerne på området og har den 7. oktober 2024 afholdt et dialogmøde med Partybussernes Brancheforening, hvor Kultur- og Fritidsforvaltningen og Københavns Politi deltog.

Forvaltningen har herefter sendt medlemsforslaget i skriftlig høring i Nattelivsudvalget med frist den 4. november 2024.

Partybussernes Brancheforening har givet udtryk for, at organisationen ønsker at indgå i dialog med Københavns Kommune samt indgå en aftale med henblik på at begrænse gener ifm. buskørslen. Forvaltningen arbejder således på at udarbejde en hensigtserklæring.

Parallelt har forvaltningen været i dialog med en række styrelser med henblik på at afklare myndighedsområdet, så der på baggrund af behandlingen af medlemsforslaget kan sendes breve til relevante ministre. Det er vurderingen, at relevante ministre for sagen inkluderer transportministeren (færdselsloven), miljøministeren (miljøbeskyttelsesloven), erhvervsministeren (restaurationsloven) og justitsministeren (færdselsloven).

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder videre med udmøntning af borgerrepræsentationens beslutning.

Beslutning

Nattelivsudvalget tog orienteringen om status på kommunens undersøgelse af omfanget af kørsel med partybusser i København til efterretning.
Til top