Mødedato: 27.08.2020, kl. 18:30
Mødested: Festsalen i Bethesda, Rømersgade 17

Opstilling af reklamestandere på Amagertorv og Kgs. Nytorv

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. opstilling af fritstående reklamestandere ved Amagertorv 24, ved fodgængerfeltet Østergade/Kongens Nytorv og ved Kongens Nytorv 17.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. opstilling af fritstående reklamestandere ved Amagertorv 24, ved fodgængerfeltet Østergade/Kongens Nytorv og ved Kongens Nytorv 17, som fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget ansøgninger fra AFA JCDecaux om at opstille tre fritstående reklamestandere ved hhv. Amagertorv 24, ved fodgængerfeltet Østergade/Kongens Nytorv og ved Kongens Nytorv 17. Se bilaget.

Reklamestanderen er digital, men der vises ikke film eller andre former for ”levende billeder”, ligesom det er forudsat, at reklamestanderen ved en regulering af lysstyrken mv. kan udgøre både en visuel og funktionel forbedring i forhold til de analoge reklamestandere. Foruden reklamer vises kommunal information på reklamestanderen. 

Sekretariatet har aftalt med Teknik- og Miljøforvaltningen, at lokaludvalgets bemærkninger til sagen sendes til forvaltningen umiddelbart efter lokaludvalgets møde den 13. august 2020.

 

Sagen var på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 13. august 2020, men blev udsat.

 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Tak for orienteringen om ansøgningerne fra AFA JCDecaux om at opstille en fritstående reklamestander ved Amagertorv 24, ved fodgængerfeltet Østergade/Kongens Nytorv og Kongens Nytorv 17.

Indre By Lokaludvalg har følgende bemærkninger:

  • De ansøgte reklamestandere ødelægger den karakter, som Strøget og Kongens Nytorv har og bør have. Reklamestandere hører ikke hjemme her. 
  • De ansøgte reklamestandere vil efter vores vurdering påføre ejendommene og forretningerne på Amagertorv og på Kongens Nytorv gener, der overstiger, hvad man som erhvervsdrivende må tåle.
  • Den ansøgte reklamestander på Amagertorv vil mindske fremkommeligheden på Strøget.
  • De ansøgte reklamestandere vil trække indtrykket af Strøget og Kongens Nytorv ned. De vil blive set som endnu et element i tarveliggørelsen af Indre Bys forretningsområder.
  • Lokaludvalget mener, at de ansøgte reklamestandere overtræder kommunens egne regler for skilte og reklamer. Kommunen giver AFA JCDecaux tilladelser, som de almindelige forretningsdrivende ikke kan få. Det er en forskelsbehandling, som bør efterprøves juridisk.
  • Cykelparkering op ad reklamestandere er et generelt problem i Indre By.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalget beder Teknik- og Miljøforvaltningen bekræfte, at det oprindeligt var planen, at der ikke skulle opsættes flere reklamestandere i Middelalderbyen.

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. opstilling af fritstående reklamestandere ved Amagertorv 24, ved fodgængerfeltet Østergade/Kongens Nytorv og ved Kongens Nytorv 17, som fremgår af løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.

 

Til top