Mødedato: 27.08.2020, kl. 18:30
Mødested: Festsalen i Bethesda, Rømersgade 17

Tagterrasse med udendørs biograf og café på Cinemateket

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget om Det Danske Filminstituts plan om at indrette en tagterrasse med udendørs biograf og café på Cinemateket, Gothersgade 55.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget om Det Danske Filminstituts plan om at indrette en tagterrasse med udendørs biograf og café på Cinemateket, Gothersgade 55, som fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Det Danske Filminstitut har søgt kommunen om byggetilladelse til at indrette en tagterrasse på Cinemateket, Gothersgade 55, med udendørs biograf og café. Projektet blev præsenteret af Det Danske Filminstitut på lokaludvalgets borgermøde om sagen den 19. august 2020. Her fremgik det, at udendørs-biografen på tagterrassen vil kunne rumme 127 gæster og at flugtvejsforholdene er sådan, at det af Det Danske Filminstituts rådgiver Rambøll vurderes, at tagterrassen i alt vil kunne rumme op til 650 gæster.

Af borgermødet fremgik det også, at kommunen ikke kan stille konkrete krav vedr. støj fra tagterrassen med Byggeloven, men at man i en byggetilladelse vil forudsætte, at Det Danske Filminstitut overholder miljølovgivningen. Det Danske Filminstitut gav i borgermødet udtryk for, at man vil gå langt for at overholde miljølovgivningens krav vedr. støj.

Se i øvrigt referatet af borgermødet i bilaget.

Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til sagen i sit møde den 14. september 2020.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøudvalget:

"I perioden 16. juni-7. juli 2020 gennemførte Teknik- og Miljøforvaltningen en partshøring af ejerne af og lejerne i de ejendomme, der ligger tættest på Det Danske Filminstituts ejendom Cinemateket i Gothersgade 55, om Det Danske Filminstituts plan om en tagterrasse på Cinemateket med udendørs biograf og café. Teknik- og Miljøforvaltningen orienterede med mail den 22. juni 2020 lokaludvalget om partshøringen.

Lokaludvalget har været i kontakt med borgere om projektet og har også tidligere skrevet til Teknik- og Miljøudvalget om det, og den 19. august 2020 var lokaludvalget vært for et borgermøde om projektet, som blev holdt i Cinematekets biograf "Bio Asta".

I mødet oplyste Det Danske Filminstitut, at udendørs-biografen på tagterrassen vil kunne rumme 127 gæster og at flugtvejsforholdene er sådan, at det af Det Danske Filminstituts rådgiver Rambøll vurderes, at tagterrassen i alt vil kunne rumme op til 650 gæster. Det Danske Filminstitut oplyste i den forbindelse, at Cinemateket vil holde egne events på tagterrassen, ligesom andre vil få mulighed for at leje tagterrassen til fx. modeshows og bryllupsreceptioner.

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyste i mødet, at kommunen ikke kan stille konkrete krav vedr. støj fra tagterrassen med Byggeloven, men at man i en byggetilladelse vil forudsætte, at Det Danske Filminstitut overholder miljølovgivningen. 

Referatet af borgermødet er vedlagt.

 

Lokaludvalget drøftede projektet i sit møde den 27. august 2020, da vi forstår, at Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til projektet den 14. september 2020.

Vi har følgende bemærkninger og spørgsmål:

  1. Vil det indgå i Teknik- og Miljøudvalgets vurdering af sagen, at der fra tagterrassen vil være lyd, både fra biografen og fra cafeens gæster, som kastes rundt i de omgivende byrum og ind i de nærliggende boliger?
    Lokaludvalget stiller spørgsmålet, fordi lyden fra en tagterrasse kan være til gene for omgivelserne, selv om støjgrænser overholdes, fordi lyden bevæger sig rundt.
    Spørgsmålet skal desuden ses i lyset af, at det på borgermødet den 19. august 2020 kom frem, at det for en privat tagterrasse i nærheden af Cinemateket er bestemt, at den ikke må anvendes efter kl. 22.00 af hensyn til naboerne.

  2. Vil det indgå i Teknik- og Miljøudvalgets vurdering af sagen, at området, som Cinemateket ligger i, i forvejen er belastet af natteliv, støj, aktiviteter i Kongens Have og menneskemylder?

      
  3. Vil det indgå i Teknik- og Miljøudvalgets vurdering af sagen, at området, som Cinemateket ligger i, er presset af trafik, at Cinemateket og Cinematekets restauratør i dag får leveret varer tidligt om morgen til gene for beboerne i nabolaget og at Cinemateket ligger i området, der indgår i "Mindre biltrafik i Middelalderbyen"-projektet?

     
  4. Vil det indgå i Teknik- og Miljøudvalgets vurdering af sagen, at området, som Cinemateket ligger i, er omfattet af ”Varslingszonen”; dvs. området, hvor Bevillingsnævnet pr. 18. september 2018 besluttede at ændre sin praksis for nattilladelser i Middelalderbyen. Den nye praksis medfører et stop for alle nye nattilladelser i Middelalderbyen i tidsrummet fra kl. 24.00 til kl. 05.00 alle ugens dage.
    Vi stiller spørgsmålet, fordi vi har erfaret, at restaurant Sult i Cinemateket netop har fået en kl. 2-bevilling. Det Danske Filminstitut oplyste i borgermødet den 19. august 2020, at samme restauratør skal drive cafeen på tagterrassen.

  5. Tagterrasse-projektet er så vidt vi forstår tænkt som et kulturprojekt; et projekt, der vil kunne fremme brugen af Cinematekets kulturtilbud. Men da vi på borgermødet den 19. august 2020 hørte, at tagterrassen skal anvendes til sekundære formål som café, events, private selskaber osv. bliver vi bekymret. Vil Teknik- og Miljøudvalget stille krav om, hvordan tagterrassen anvendes? Fx. mht. max. antal gæster på tagterrassen, omfanget af cafeen, åbne- og lukketid, krav om headphones til biografens gæster fremfor højtalere, omfanget af brugen af tagterrassen til aktiviteter, der ikke hænger sammen med Cinematekets kulturelle kerneopgave osv.
    Vi stiller spørgsmålet, fordi Det Danske Filminstitut i borgermødet den 19. august 2020 oplyste, at man forventer, at tagterrassen genererer øgede billet- og forpagtningsindtægter. Noget tyder derfor på, at cafédrift, events, private selskaber osv. på tagterrassen skal fylde mere end de kulturelle aktiviteter.
    Dertil kommer turisme. Nye tagterrasser på toppen af Salling-stormagasinerne i centrum af hhv. Ålborg og Århus er blevet populære turistattraktioner. Se den vedlagte artikel fra Rambølls hjemmeside. Rambøll er rådgiver for Det Danske Filminstituts tagterrasse-projektet.

  6. Lokaludvalget mener, at de kulturelle aktiviteter, som planlægges lagt på tagterrassen lige så godt kan lægges i Cinematekets stueetage. Stueetagen har et potentiale, som efter vores vurdering ikke er udnyttet. I den forbindelse skal I vide, at der kun vil være kulturelle aktiviteter på tagterrassen i sommerhalvåret, hvilket der selvsagt kan være i stueetagen hele året.

  7. Både Det Danske Filminstitut og Teknik- og Miljøforvaltningen lagde i borgermødet den 19. august 2020 vægt på, at kommunen kan skride ind, hvis det konstateres, at støjgrænserne ikke overholdes. Vil kommunen prioritere ressourcer til håndtering af støjgener fra biografen og cafeen på tagterrassen? I givet fald: Hvilke støjgener andre steder i byen vil man da ikke tage hånd om?

  8. Grundlaget for vurderingen af støjgener fra tagterrassen er udarbejdet af Det Danske Filminstituts rådgiver Rambøll. Det kunne være fint at få en vurdering af støjgenerne,  som er udarbejdet af en virksomhed, der ikke er afhængig af Det Danske Filminstitut. Det kunne også være fint, hvis Det Danske Filminstitut eller kommunen offentliggør materialet, som Rambøll har udarbejdet om støjgenerne.

  9. Tagterrasse-projektet har ikke været i offentlig høring, fordi Teknik- og Miljøforvaltningen aftalte med Det Danske Filminstitut, at projektet skulle nedskaleres, så det ikke var lokalplanpligtigt.  Der har derfor stort set ikke været offentlig debat om projektet; hverken om fordele og ulemper ved det eller om nødvendigheden af det. Teknik- og Miljøforvaltningen har som nævnt kun foretaget partshøring af ejere af og lejere i de allernærmeste ejendomme. Hvordan ser Teknik- og Miljøudvalget på det? 
    Spørgsmålet skal ses i lyset af, at Det Danske Filminstitut viste deres tag frem for borgerne forud for borgermødet den 19. august 2020. I borgermødet var der flere, der oplyste, at de fra taget kunne se ind i deres egen bolig, selv om boligen ligger 70-100 meter væk. De forventer således indbliksgener fra tagterrassen særligt om aftenen, når der er lys i deres boliger, men de er ikke blevet partshørt om projektet.
    Spørgsmålet skal også ses i lyset af, at der ikke er taget principiel politisk stilling til, om der skal være offentlige tagterrasser i Indre By med café/barvirksomhed og underholdningsaktiviteter. Forvaltningen forelægger ikke af egen drift sådanne projekter for Teknik- og Miljøudvalget; I får dem kun at se, hvis der er protester mod disse projekter. I har således ikke fået mulighed for at tage stilling til Illums tagterrasse og Hotel Danmarks tagterrasse.
    Lokaludvalget mener, at I skal bede Teknik- og Miljøforvaltningen standse  behandlingen af alle ansøgninger om tagterrasser i Indre By med offentlig adgang, indtil I har fået mulighed for at tage principiel politisk stilling til, om der skal være offentlige tagterrasser i Indre By med café/barvirksomhed og underholdningsaktiviteter.

      
  10. Vi har vedlagt materialet vedr. tagterrasse med udendørs biograf og café på Cinemateket, der blev sendt i partshøring til andelshavere og lejere. Det var dels Cinematekets projektmateriale, der bl.a. indeholder en masse tekniske tegninger, og dels et intetsigende følgebrev fra Teknik- og Miljøforvaltningen. Materialet indeholder hverken oplysninger om, hvad en partshøring er eller om hvad høringen omfatter. Vi ved nu, at partshøringen er i medfør af Byggeloven og ikke Miljøloven, hvilket fovaltningen godt kunne have nævnt og forklaret betydningen af i følgebrevet. Til gengæld forklares det, at der er tale om en partshøring, men at man som andelshaver eller lejer ikke er part!. Har Teknik- og Miljøudvalget bemærkninger til det materiale, Teknik- og Miljøforvaltningen sendte i partshøring?

  11. Vi forstår på oplysningerne, vi fik i borgermødet den 19. august 2020, at Teknik- og Miljøforvaltningen foretager en faglig vurdering, når det skal afgøres, om et byggeprojekt er lokalplanpligtigt. Hvad ligger til grund for den faglige vurdering? Er der nogle faste kriterier og tommelfingerregler? Er der taget politisk stilling til grundlaget for faglige vurderinger om, hvad der er lokalplanpligtigt?
     
  12. Vi forstår på oplysningerne, vi fik i borgermødet den 19. august 2020, at når Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætter et lokalplanarbejde, er det i forventning om, at lokalplanen bliver vedtaget politisk. Underforstået, at resultaterne af borgerdialog og dialog med interessenter som fx. lokaludvalg sjældent eller aldrig kan føre til, at et lokalplanarbejde indstilles og at et byggeprojekt derfor må ændres eller opgives. Er det rigtigt forstået? Kan bygherren være sikker på at få en lokalplan, når Teknik- og Miljøforvaltningen har afgjort, at lokalplanarbejdet skal sættes i gang?

  13. Lokaludvalget har tidligere foreslået, at Cinemateket flytter til Palads-bygningen på Axeltorv. Palads-bygningen har en historie, der hænger sammen med dansk film helt tilbage  fra stumfilmenes dage. Umiddelbart vurderer vi, at Cinematekets aktiviteter passer godt ind i den bygning. Hvordan ser Teknik- og Miljøudvalget på det? Vil I foreslå Kulturministeriet, som Det Danske Filminstitut og Cinemateket jo hører under, at flytte Cinemateket til Palads-bygningen?

  14. I hvilken grad spiller politiske signaler og politisk vedtagne strategier som fx. Fællesskab København ind, når Teknik- og Miljøforvaltningen skal vurdere et byggeprojekt og træffe juridiske afgørelser om det?

  15. Cityringen er taget i brug og man kan derfor sige, at "centrum" af København er blevet udvidet. Giver det Teknik- og Miljøudvalget anledning til at overveje, om en strategi som Fællesskab København skal revideres med henblik på at lette trykket på Indre By?

Med venlig hilsen

Bent Lohmann
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt brevet, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøudvalget.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at de spørgsmål, der blev stillet under "Åben spørgetid", tages med i henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at spørgsmål nr. 13 vedr. Palads slettes.

    Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at lokaludvalget spørger om, hvorvidt beskyttelseslinjer i forhold til Kongens Have er en hindring for projektet.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at et notat fra Miljøpunkt Indre By & Christanshavn om støj fra tagterrassen vedlægges lokaludvalgets brev til Teknik- og Miljøudvalget.

    Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget om Det Danske Filminstituts plan om at indrette en tagterrasse med udendørs biograf og café på Cinemateket, Gothersgade 55, som fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

  2. Lokaludvalget godkendte Bent Lohmanns forslag om, at lokaludvalget søger om foretræde for Teknik- og Miljøudvalget, når sagen kommer på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden.
Til top