Mødedato: 22.08.2013, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar om nye retningslinjer for juletræsstader

Lokaludvalget skal træffe beslutning om et evt. høringssvar omkring nye retningslinjer for juletræsstader i København.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1.  at lokaludvalget drøfter de nye retningslinjer for juletræsstader og beslutter, om der er særlige forhold for Indre By, som forvaltningen skal orienteres om i et høringssvar.

Problemstilling

Salg af juletræer varsler julens komme på hjørner og pladser rundt omkring i København i december måned. Her kan Københavnerne købe deres juletræer og andet julestads og staderne ses som et velkomment element i bybilledet. Den nuværende stadeordning betyder, at stadeholdere år for år har mulighed for at gentegne deres stade og eventuelle ledige stader kan d. 30. september efterfølgende erhverves ved personligt fremmøde i Kundecenteret. Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker at ændre ordningen for tildeling af juletræsstader.

Lokaludvalget skal drøfte de nye retningslinjer for juletræsstader som er i høring frem til 30. august, og beslutte om der er forhold for Indre By, som forvaltningen skal orienteres om i et høringssvar. 

Baggrunden for den foreslående ændring er et ønske om, at ledige stadepladser fremover fortrinsvis kan tildeles godkendte folkeoplysende foreninger i København. Ligeledes forkortes gentegningsretten til en treårig periode og ledige pladser vil blive slået op på kommunens hjemmeside, hvor interesserede kan ansøge. Forvaltningen vil fordele de ledige stadepladser til de bedst egnede ansøgere ud fra kriterier som fx sortiment, pris m.v.

Mere information samt de nye retningslinjer findes på bliv hørt:http://blivhoert.kk.dk/hoering/juletr-sstader.

Løsning

Lokaludvalget drøfter forvaltningens forslag til nye retningslinjer og vurderer, om der er særlige forhold for Indre By, som forvalningen skal gøres opmærksom på i forhold til de nye retningslinjer.
 
Såfremt der er særlige forhold forvaltningen skal være opmærksom på, vil sekretariatet indsende lokaludvalgets beslutning som høringssvar på kommunens høringsportal Bliv Hørt. 

Økonomi

Punktet har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt lokaludvalget beslutter, at der er særlige forhold, som forvaltningen skal gøres opmærksom på i forbindelse med nye retningslinjer for juletræsstader, noteres og besluttes disse på mødet, hvorefter sekretariatet vil indsende lokaludvalgets beslutning som høringssvar på Bliv Hørt inden 30. august.

Beslutning

1: Lokaludvalget drøftede de nye retningslinjer for juletræsstader og besluttede at skrive et høringssvar ud fra de i mødet faldne bemærkninger:
  • Uenighed om kommunens ønske om i højere grad at lægge jukletræssaæget ud til institutioner og foreninger.
  • Hvis juletræssalghet primært varetages af lokale foreninger, vil det blive vanskeligere at købe juletræer, da disse som oftest kun har åbent lørdag søndag.
  • Lokaludvalget har modtaget kommentarer på indrebylokaludvalg.kk.dk, som pointerer, at det kræver visse færdigheder og maskinel at sælge juletræer, f.eks. udstyr til indpakning, montering af fod mv.
Til top