Mødedato: 21.08.2014, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar om kommuneplantillægget "Kreative zoner"

Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om kommuneplantillægget "Kreative zoner".

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvarety til Økonomiforvaltningen om kommuneplantillægget "Kreative zoner", der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har vedtaget et forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 for de kreative zoner. Formålet med planlægningen er at sikre, at områderne fortsat tilbyder gode rammebetingelser for både nuværende og fremtidige virksomheder i områderne. Planforslaget er i offentlig høring frem til den 27. august 2014.

København har i dag 10 kreative zoner og 3 potentialeområder. Ingen af dem ligger i Indre By. En evaluering har vist, at de kreative zoner overordnet set tilbyder nogle rammer, som både er fysisk og økonomisk attraktive for kreative iværksættere.

Løsning

Formandskabet foreslår følgende høringssvar:
"Økonomiforvaltningen har med svarfrist den 27. august sendt forslag til kommuneplantillæg "Kreative zoner" i offentlig høring.

Borgerdialog
Indre By Lokaludvalg har ikke haft borgerdialog om denne sag, da borgerne har mulighed for at kommentere på den via bliv hørt-portalen.

Lokaludvalgets holdning
Lokaludvalget foreslår, at de planmæssige bindninger, der måtte hindre kreative erhverv i nedlagte butikslokaler mv. i stueetagerne i Indre By, ophæves. Lokaludvalget mener at kunne konstatere, at antallet af tomme butikslokaler i bydelen er stigende; selv i Middelalderbyen er der tomme lokaler. Det svækker bylivet og dermed også turismen. Fremfor at lokalerne indrettes til kontorer o.l., foretrækker lokaludvalget udadvendte kreative erhverv i lokalerne, gerne turistorienterede erhverv, som kan understøtte det eksisterende forretningsliv i bydelen.


Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"



Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.
BILAG
Læs kommuneplantillægget "Kreative zoner" her: http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/kreative-zoner-kommuneplantill-g

Beslutning

Lokaludvalget bemyndigede formanden til at indsende et høringssvar, som understreger følgende pointer:
  • at lokaludvalget gerne ser, at Københavns Kommune skaber planmæssige muligheder for, at der kan komme små erhverv med udadvendt aktivitet i stueetagerne i Indre By, også i ikke-strøggader.
  • at lokaludvalget ikke ønsker, at det bliver muligt at etablere kontorer med indadvendt aktivitet i stueetagerne,

idet bemærkningerne om turistorienteret erhverv slettes.

Til top