Mødedato: 21.08.2014, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Borgerdialog om forslag til kommuneplanstrategi

Indre By Lokaludvalg skal beslutte at holde et borgermøde om forslaget til kommuneplanstrategi, der sendes i offentlig høring i perioden 15. august–10. oktober 2014.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Indre By Lokaludvalg beslutter, at lokaludvalget holder et borgermøde om forslag til kommuneplanstrategi, der sendes i offentlig høring i perioden 15. august–10. oktober 2014, jf. løsningsasnittet.  Borgermødet bygger videre på det borgermøde, som lokaludvalget havde den 13. maj 2014.
  2. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 12.000 kr. til arrangementet. Midlerne tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  3. at Indre By Lokaludvalg udpeger mindst to tovholdere til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og stå for arrangementet.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen holder to kommunedækkende borgermøder ultimo september om forslag til kommuneplanstrategien, der sendes i offentlig høring i perioden 15. august – 10. oktober 2014. Borgermøderne vil have fokus på befolkningsvæksten og de udfordringer, det giver. Offentligheden kan i høringsperioden komme med bemærkninger til kommuneplanstrategien på bliv hørt-portalen.

Løsning

Baggrund for Økonomiforvaltningens borgermøder
Københavns Kommune har i en årrække oplevet en stærk befolkningsvækst, og det forventes, at der i 2025 vil være 670.000 indbyggere i kommunen, hvilket er 100.000 flere end i 2014. At flere vælger at bo i kommunen ses som en miljømæssig fordel for regionen og landet sammenlignet med en mere spredt byudvikling. At vælge Københavns Kommune ses tillige som et tilvalg af muligheden for en bæredygtig livsstil, hvor man kan cykle til sine daglige gøremål. Samtidig udgør befolkningsvæksten et godt fundament for fremtidens vækst og beskæftigelse i København og regionen.

Befolkningsvæksten og flere arbejdspladser udgør desuden grundlaget for et stort kulturudbud og en god kollektiv trafik. Væksten skaber også både behov og mulighed for en udbygning af den offentlige service i form af eksempelvis nye daginstitutioner, renoverede skoler, fritidstilbud, moderniserede plejeboliger samt en ren og tryg by med attraktive rekreative muligheder. Denne udbygning og renovering af de kommunale servicetilbud betyder, at der reelt sker en storstilet grøn omstilling og fornyelse af kommunen i disse år.

I forslag til kommuneplanstrategien gennemgås en række af de muligheder og udfordringer, som blandt andet befolkningsvæksten giver for byens udvikling og dens fortsatte sammenhængskraft.

Lokal borgerdialog
Det er op til lokaludvalgene at stå for borgerdialog med en bydelsvinkel på kommuneplanstrategien. Formanden foreslår, at lokaludvalget holder et borgermøde, der bygger videre på resultaterne af lokaludvalgets borgermøde den 13. maj 2014. Borgermødet forslås at være med oplæg fra og og debat med embedsmænd fra Økonomiforvaltningen om det foreliggende forslag til kommuneplanstrategi. Endvidere foreslås det, at medlemmer af lokaludvalget kort fortæller om konklusionerne på borgermødet den 13. maj 2014 og om de synspunkter, som lokaludvalget havde til udkastet - se lokaludvalgets høringssvar i bilaget. 

Økonomi

Formanden foreslår, at lokaludvalget afsætter en ramme på 12.000 kr. til arrangementet, jf. en anden sag på dagsordenen "Ændringer i Budget 2014".

Videre proces

Lokaludvalget har mulighed for - men ikke pligt til - at afgive et høringssvar om sagen. Det skal i givet fald besluttes i lokaludvalgsmødet den 9. oktober 2014.

Beslutning

1. Lokaludvalget besluttede at holde et borgermøde om forslag til kommuneplanstrategi i den offentlige høringsperiode.
2. Lokaludvalget afsatte en ramme på 12.000 kr. til arrangementet.
3. Lokaludvalget udpegede Kjeld A. Larsen og Thomas Køhler til at være tovholdere for arrangementet.
Til top