Mødedato: 20.02.2025, kl. 18:30
Mødested: MBK Kursuscenter, Pilestræde 61

B-sag: Puljeansøgninger, februar 2025

Indstilling

  1. at Indre By Lokaludvalg giver Fredsgruppen New Outlook tilsagn om 10.000 kr. af 2025-puljen til en dialogmiddag den 12. marts 2025 i Ubuntuhuset i Købmagergade. Tilsagnet gives under forudsætning af, at der ikke tages entré.

  2. at Indre By Lokaludvalg giver tilsagn om støtte på 25.170 kr. af 2025-puljen til Sunday sessions - fem gratis events i perioden 30. marts-7. december 2025 i Kulturhuset Indre By, hvor der tilbydes en alternativ, ædru måde at skabe klubkultur på og hvor fokus flyttes tilbage til det essentielle: musik, dansekultur, fællesskabsopbygning, og kulturel udveksling.
     
  3. at Indre By Lokaludvalg giver Teaterforeningen IN THEIR OWN WRITE afslag på en ansøgning om 39.000 kr. af 2025-puljen til fotoprint, katalog og flyers i forbindelse med Dance 2025 Vibes N Pics, som finder sted 29. april – 2. maj 2025 i Rådhushallen. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at bruge sine penge på andre aktiviteter.

  4. at Indre By Lokaludvalg giver Foreningen Break Forward tilsagn om en underskudsgaranti på 20.000 kr. i støtte til promovering, dj, vært, dommer og forplejning i forbindelse med et breakdance-arrangement i Pumpehuset for henholdsvis børn og unge, samt voksne dansere.  
      
  5. at Indre By Lokaludvalg giver tre borgere afslag på en ansøgning om 37.500 kr. af 2025-puljen til at ombygge en ladcykel og skabe et dialog- og workshopformat på hjul - en såkaldt Samtalecykel. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at bruge sine penge på andre aktiviteter.

 

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget 5 ansøgninger om støtte.

Løsning

1.  Dialogmiddag arrangeret af Fredsgruppen New Outlook

Fredsgruppen New Outlook søger om 12.200 kr. i støtte til en dialogmiddag. Middagen vil blive holdt den 12. marts 2025 i Ubuntuhuset, Købmagergade.

Dialogmiddagen er planlagt i samarbejde med fredsforsker Isabel Bramsen fra Lund Universitet. Temaet for middagen er “Konkurrerende narrativer i forhold til et kontroversielt emne” ”, som “FRED med fredelige midler”. Formålet med middagen, er at skabe et vedvarende mødested i såvel København som i Lund, hvor erfaringer med dialog og fredsarbejde kan foregå i trygge rammer. Et parallelforløb planlægges derfor også til at foregå med studerende på Lund Universitet, ledet af fredsforsker Isabel Bramsen.

Arrangementet er i udgangspunktet gratis.

Målgruppen er mennesker, som arbejder med dialog og fredarbejde. Der er plads til ca. 80 personer. 

Arrangementet offentliggøres på New Outlooks hjemmeside og på Facebook.

I ansøgningen står der, at der søges 15.000 kr. i støtte. Dette beløb er i mellemtiden blevet ændret. Sekretariatet har været i dialog med ansøger, der fortæller, at de 15.000 kr. var et overslag. Budgettet er efterfølgende blevet præciseret. Det korrekte budget er med udgifter for 13.200 kr. og der søges om støtte på 12.200 kr., idet egenfinansieringen er på 1.000 kr.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Puljegruppens anbefaling

Et godt projekt, men hvorfor skal man have catering udefra til 200 kr. pr. næse? 2-3 mennesker kan lave en lækker, fin middag med flere retter for under 100 kr. Madlavning er dialogskabende!
Uklart, om de tager entré 

Indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver tilsagn om 10.000 kr. af 2025-puljen til en dialogmiddag den 12. marts 2025 i Ubuntuhuset i Købmagergade. Tilsagnet gives under forudsætning af, at der ikke tages entré. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 12.200 kr., fordi det mener, at kuvertprisen er for høj.

2.  Universal Language

Universal Language søger om 25.170 kr. i støtte til Sunday sessions - fem gratis events i perioden 30. marts-7. december 2025, hvor der tilbydes en alternativ, ædru måde at skabe klubkultur på og hvor fokus flyttes tilbage til det essentielle: musik, dansekultur, fællesskabsopbygning, og kulturel udveksling. Det er tænkt som en løbende dialog, hvor folk med forskellige baggrunde kan mødes og opbygge et ”club space”, hvor man frit kan udtrykke sig i ikke-dømmende miljø, nære kunstnerisk udvikling inden for dansemusik og kultur i Danmark. 

Arrangementerne holdes i Kulturhuset Indre By.

Målgruppen er alle voksne. Der forventes mellem 50-100 deltagere til hver session.

Udgiftsbudgettet er på 25.170 kr. Der er ingen egenfinansiering.

Der søges støtte til forplejning til gæster og frivillige, promovering, leje af lys-udstyr og lokaleleje.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Puljegruppens anbefaling

Fint projekt, der kan være et lille, godt alternativ til drukkulturen. Måske hellere fredage/lørdage. OK.

Indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver tilsagn om støtte på 25.170 kr. af 2025-puljen til Sunday sessions - fem gratis events i perioden 30. marts-7. december 2025 i Kulturhuset Indre By, hvor der tilbydes en alternativ, ædru måde at skabe klubkultur på og hvor fokus flyttes tilbage til det essentielle: musik, dansekultur, fællesskabsopbygning, og kulturel udveksling. 

 

3.  Dance 2025  Vibes N pics: En event i Københavns Rådhushal

Teaterforeningen IN THEIR OWN WRITE søger om 39.000 kr. i støtte til fotoprint, katalog og flyers i forbindelse med eventen Dance 2025 Vibes N Pics, som finder sted 29. april – 2. maj 2025 i Rådhushallen.

Til eventen er der en offentlig visning med dansere fra stilarterne ballet, contemporary og urban dance, der danser i Rådhushallen omgivet af dansefotografier. Fotografierne udstilles i Rådhushallen i perioden.

Skoler inviteres til arrangementet og får tilsendt programmet. Efter eventen vil dansefotografierne blive tilbudt skolerne som donation til udsmykning på skolen.

Der er gratis entre.

Målgruppen er voksne, børn, unge og familier. Der forventes et dagligt besøg i Rådhushallen på 1.000-1.500 personer. 

Arrangementet formidles på ansøgers sociale medier, via pressemeddelelser i aviser i Københavnsområdet. Der formidles til skolerne via Københavns Kommune.

Udgiftsbudgettet er på 164.000 kr. og ansøger har fået bevilget støtte fra Augustinus Fonden, Balletten Venner, William Demant fonden og KK. Scenekunstudvalg. 15.000 kr. søges hos andre fonde.

Lokaludvalgsstøtten vil gå til tryksager og fotoprint i forbindelse med aktiviteten.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten i form af en underskudsgaranti.

Puljegruppens anbefaling

Sikkert fint projekt, men
- er årligt tilbagevendende
- er kommunalt støttet 
- meget løn
- er rettet mod hele byen + turister
- evt. støtte til transport af fotos til skolerne
- der er stort set ikke en sætning uden engelske ord og dårligt dansk (Google oversat?)
 Afslag.

Indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver Teaterforeningen IN THEIR OWN WRITE afslag på en ansøgning om 39.000 kr. af 2025-puljen til fotoprint, katalog og flyers i forbindelse med Dance 2025 Vibes N Pics, som finder sted 29. april – 2. maj 2025 i Rådhushallen.

Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at bruge sine penge på andre aktiviteter.

 

4.  Break Forward i Pumpehuset 2025

Foreningen Break Forward søger om 20.000 kr. i støtte til promovering, dj, vært, dommer og forplejning i forbindelse med et breakdance-arrangement for henholdsvis børn og unge, samt voksne dansere.

Arrangementet finder sted den 26. april 2025 i Pumpehuset.

Arrangementet er gratis.

Break Forward ønsker at udbrede kendskabet til breaking (breakdance) og invitere nye med bl.a. lokale borgere. Dagsarrangementet består af tre dele; børnedans for hele familien med og uden erfaring med breaking, socialt samvær og kvalifikation til voksen battle dance og slutteligt battle mellem voksne, erfarne dansere efterfulgt af åbent dansegulv. 

Den primære målgruppe er børn og unge mellem 6-30 år og voksne mellem 30-60. Der forventes minimum 1.400 deltagere i form af publikum og dansere. 

Arrangementet formidles gennem SoMe, plakater og flyers i lokalområdet, samt uddeling af flyers på fritidscentre og ungeværker.

Der er udgiftsposter for 67.400 kr. Der foreligger en egen finansiering på 12.400 kr. og der søges støtte for 35.000 kr. hos DGI og DIFS foreningspuljer.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten i form af en underskudsgaranti.

Puljegruppens anbefaling

Fint projekt forankret i Indre By. Især børnefamilieeftermiddagen kan måske lokke børn til at komme i KIBY.

Indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver Foreningen Break Forward tilsagn om en underskudsgaranti på 20.000 kr. i støtte til promovering, dj, vært, dommer og forplejning i forbindelse med et breakdance-arrangement i Pumpehuset for henholdsvis børn og unge, samt voksne dansere.   

 

5. Et dialogværktøj – Samtalecykelen

Tre borgere søger om 37.500 kr. i støtte til at ombygge en ladcykel og skabe et dialog- og workshopformat på hjul - en såkaldt Samtalecykel. Samtalecykelen er en ladcykel, man kan folde ud og omdanne til et bar- og siddemøbel med plads til 12 personer. Det ansøgte beløb skal bruges til at medfinansiere bygningen af en samtalecykel og er derfor en delfinansiering. Ansøger har søgt støtte fra Amager Øst Lokaludvalg, Amager Vest Lokaludvalg og Vesterbro Lokaludvalg og har tilkendegivet, at de også vil sende en ansøgning til Christianshavns Lokaludvalg.

Projektets samlede udgiftsbudget er 150.000 kr. foruden en egen medfinansiering på 100.000 kr. Af de 150.000 kr. er 20.000 kr. afsat til de to events. De resterende 130.000 kr. er til køb af ladcykel, materialer, udsmykning og ombygning af ladcykel. 

Temaet for Samtalecykelen og tilhørende events er ”Måden vi indretter og prioriterer byens rum”. Ansøger vil vælge 2 byrum hvor denne problemstilling er særlig aktuel. Ansøger oplyser, at der vil blive planlagt to events i Indre By med Samtalecykelen, som vil finde sted mellem maj og august 2025. Disse skal foregå på 2 udvalgte byrum/gaderum i Indre By, gerne i dialog/anbefaling fra Lokaludvalget.

Ansøger foreslår konkret Niels Brocks Gade og Nyropsgade, da dette er to gader hvor der er bredt ønsker fra beboere og brugere om et løft i kvalitet og tryghed.

Eventene vil være gratis. Målgruppen er borgere det givne sted, hvor samtalecyklen befinder sig.

Ansøger har oplyst sekretariatet om, at cyklen vil blive bygget således, at den lever op til den lovlige størrelse cykel, samt at parkering af cyklen er lovlig på parkeringsareal.  

Sekretariatets bemærkninger

Det fremgår af ansøgningen, at ansøger ønsker at disponere over samtalecyklen i 1 år. Ansøger foreslår, at den herefter overgår til lokaludvalget, Miljøpunkt eller en områdefornyelse. Ansøger oplyser, at Miljøpunkt Indre By & Christianshavn gerne vil overtage samtalecyklen. Hvis lokaludvalget skal være ejer eller medejer af samtalecyklen, kræver det en selvstændig beslutning i lokaludvalget.

De events, som man ønsker at afholde i Indre By, er kortfattet beskrevet, men knytter an til beslutninger i lokaludvalget i mødet den 14. marts 2024, om at det skal have borgerdialog i 2025 om udviklingen af Nyropsgade-kvarteret og i Glyptotek-kvarteret.

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte til projektet, skal det ske med en forudsætning om, at Samtalecyklen anvendes i Indre By i 2025. Tilsagnet skal desuden være med en bemærkning om, at lokaludvalget med tilsagnet om støtte ikke har givet tilsagn om at ville overtage cyklen.

Puljegruppens anbefaling

Afslag.

Et noget dyrt og luftigt projekt. De to foreslåede lokationer er stort set beboertomme. Genbrug af de to projekter, vi allerede har set. Evt. kan LU købe cyklen senere, som supplement til debatvognen.

Indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver tre borgere afslag på en ansøgning om 37.500 kr. af 2025-puljen til at ombygge en ladcykel og skabe et dialog- og workshopformat på hjul - en såkaldt Samtalecykel.

Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil bruge sine penge på andre aktiviteter.

 

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 400.000 kr. af 2025-puljen til puljeansøgninger. Hidtil er der disponeret for 77.240 kr. af rammen.

Hvis lokaludvalget følger indstillingerne, vil der være disponeret for yderligere 55.170 kr. af 2025-puljen.

Videre proces

Sekretariatet orienterer ansøgerne om lokaludvalgets beslutning. Får ansøgerne tilsagn om støtte, skal vedkommende aflægge regnskab samt evaluering af projekt/arrangement, før støtten kan udbetales.

Til top