Mødedato: 19.02.2015, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Orientering fra arbejdsgrupperne mv.

Lokaludvalget orienteres om nyt fra arbejdsgrupper mv.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
1. at Indre By Lokaludvalg tager orienteringen fra arbejdsgrupperne mv. til efterretning.

Problemstilling

Arbejdsgrupperne mv. skal orientere lokaludvalget om deres virke.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Arbejdsgrupperne mv. mødes med jævne mellemrum.

Beslutning

Byudviklingsgruppen:
Kjeld A. Larsen og Ingolf Ibus orienterede om
  • lokaludvalgets borgermøde om parkering, hvor det havde vist sig, at der ikke er enighed blandt borgerne om, hvad arealerne i gaderummet skal prioriteres til
  • lokaludvalgets kommende borgermøde om turisttransport
  • grøn sti-projektet, som nu sendes til Teknik- og Miljøforvaltningen med en anbefaling fra lokaludvalget om at undersøge, hvad der kan realiseres
  • Teknik- og Miljøforvaltningens projekt "Fremkommelighed i Bredgade", som lokaludvalget nu har bedt om borgerdialog omkring.

Metrogruppen:
Bent Lohmann oplyste, at der har været forslag om at nedlægge Metrogruppen, men da gruppen er lokaludvalgets forbindelse til Metroselskabet, bør den opretholdes. Arbejdet i gruppen kan ske som en del af Byudviklingsgruppens virke.

Bent Lohmann oplyste videre, at han har bedt Metroselskabet om på et offentligt dialogmøde at orientere om status på forpladserne for de kommende metrostationer, men endnu ikke fået et svar.

Jan Baltzersen bad sekretariatet rykke metroselskabet for den lovede invitation til lokaludvalget til at besigtige metrobyggeriet.

Arbejdsgruppen Social, sundhed, ældre og integration:
Ulla Ekberg oplyste, at arbejdsgruppen har arbejdet på et høringssvar om ældrepolitik og nu forsøger at etablere et netværk i Indre By på ældre- og socialområdet.

Puljeansøgningsgruppen:
Jan Baltzersen oplyste, at arbejdsgruppen vil drøfte, om der er behov for at ændre lokaludvalgets retningslinjer for støtte til eksternes aktiviteter.

Niels Jarler bad om, at fokusområdet "Events" bliver justeret, så det er i overensstemmelse med lokaludvalgets politik på området.

Anton Ørnbo Skovle foreslog, at når lokaludvalget beslutter tilsagn om støtte til eksternes aktiviteter, også beslutter hvem fra lokaludvalget, der skal overvære aktiviteten. Endvidere, at støttemodtagerne forpligtes til at sende en invitation til lokaludvalget til deres aktivitet.

Arbejdsgruppen om Til Havns-projektet: 
Bent Lohmann oplyste, at der på pladserne lå omdelt en status på projektet. Det fremgår, at arbejdsgruppen stiler efter at holde et offentligt ’interessemøde’ onsdag d. 15. april. Formålet er, at få en fornemmelse for interessen for projektet, samt at få et afsæt til en foreningsdannelsen af foreningen ’Til Havns’. Selve dannelsen af foreningen med den stiftende generalforsamling lægges en anden dag kort efter interessemødet.

Arbejdsgruppen om det lokale miljøarbejde:
Bent Lohmann oplyste, at arbejdet i gruppen skrider fremad. Næste skridt er at drøfte, hvordan visionen gennemføres. Resultatet af arbejdet forventes forelagt Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg i marts måned.

Samarbejdsforum for nattelivet i Indre By: 
Lokaludvalget konstaterede, at overborgmesteren ikke havde ønsket at deltage i en tryghedsvandring i Indre Bys natteliv.

Nørre Kvarter-følgegruppen: 
Marietta Bonnet oplyste, at der fortsat bliver givet nye bevillinger i kvarteret. Beboerforeningen vil tage det op.

Følgegruppen vedr. Frederiksholms Kanal-projektet
Steen Juhl Olesen oplyste, at han og Bent Lohmann var blevet varslet til et møde i januar, men endnu ikke var blevet indkaldt.

Følgegruppen vedr. Christiansborgs Slotsplads
Bent Lohmann oplyste, at følgegruppens arbejde er afsluttet.

Styregruppen for udvikling af Søerne og Parkbrugerrådet for Søerne:
Ingolf Ibus oplyste, at idékataloget for Søerne endnu ikke er blevet forelagt Teknik- og Miljøudvalget, men at det formentlig kommer på udvalgets dagsorden inden så længe. Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder for, at en opgradering af Søerne kan komme med i budgetforhandlingerne i august.

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn:
Marietta Bonnet orienterede om et affaldssorteringsprojekt i Kartoffelrækkerne, om status på grønt tag-projektet og om kommende arrangementer.
Til top