Mødedato: 19.02.2015, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Genbodialog om Papirøen og Dokøen

Indre By Lokaludvalg skal afsætte midler til borgerdialog om Christiansholm (Papirøen) og Dokøen. Hensigten er, at lade de borgere og erhverv, der bor overfor Christiansholm og Dokøen, komme til orde i forbindelse med den forestående borgerdialog og idékonkurrence om de to øer, som forvaltningen sætter i værk i marts måned.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Indre By Lokaludvalg afsætter 15.000 kr. til borgerdialog i Indre By om Christiansholm (Papirøen) og Dokøen, idet forvaltningen til marts udskriver en idékonkurrence for en ny offentlig kultur- og fritidsaktivitet på Christiansholm og idet området omkring Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads skal byudvikles i et samarbejde mellem kommunen, grundejerne i området og københavnerne. Midlerne tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  2. at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre borgerdialogen.

 

Problemstilling

Grundejerne af Christiansholm (By&Havn), Dokøen (A.P. Møller Fonden) , Arsenaløen (Forsvarsministeriet Ejendomsstyrelsen) og Grønlandske Handels Plads (Styrelsen for Slotte- og Kulturejendomme) ønsker at udvikle deres grunde med henblik på at få nye funktioner og byliv i områderne.

Ønskerne kræver ændringer af plangrundlaget, hvorfor der foretages en indledende høring med henblik på at få idéer og synspunkter til udviklingen af delområderne og helheden af de fire delområder. Herudover udskrives en idékonkurrence for anvendelse af Christiansholm til en fritids- og kulturfunktion med henblik på at få borgernes input og idéer til den videre planlægning af området.

Hovedmålsætningen er at få skabt nyt liv, sammenhæng og værdi for københavnerne og besøgende i området. De fire områder udgør nogle af de ældste områder i København og ligger centralt midt i havneløbet mellem en række af Københavns store kulturinstitutioner. Den centrale og attraktive placering betyder, at området allerede i dag er præget af byliv, som forventes intensiveret, når Inderhavnsbroen står færdig. På baggrund af kommunens undersøgelse og forudgående høring vil en udvikling af området kræve igangsættelse af en proces med udarbejdelse af en masterplan og nye lokalplaner enten for alle områderne eller kun for nogle. 

Idekonkurrencen om Christiansholm vil være åben for alle og skal derfor nå bredt ud bl.a. via sociale medier. Endvidere skal der afholdes tre offentlige arrangementer: 1) Igangsættelse af konkurrencen. 2) Et borgermøde/workshop eller lignende undervejs, der både omhandler idekonkurrencen for den offentlige funktion og den forudgående høring. 3) Offentliggørelse af vinderne.

Eksterne konsulenter gennemfører idekonkurrencen, mens dommerkomitéen vil bestå af Overborgmesteren, Teknik- og Miljøborgmesteren og Kultur- og Fritidsborgmesteren. Målet er at udpege flere vindere, så der er flere ideer at arbejde videre med.

Sideløbende med den forudgående høring og idekonkurrencen vil der blive udarbejdet en helhedsanalyse for de fire områder, hvor stedets særlige karakter og beliggenhed, trafik samt mulige funktioner vil blive belyst.

Løsning

Repræsentanter for lokaludvalget har haft møde med Økonomiudvalget om sagen. I lokaludvalgsmødet vil de orientere om resultatet af mødet.

Formandskabet har drøftet sagen og vurderer, at Indre Bys interesser i forhold til området nemt glemmes, når der er lagt op til, at alle kan komme med ideer til områdernes anvendelse. 

Lokaludvalgets borgerdialog om Christiansholm og Dokøen  skal lægge op til et forslag fra lokaludvalget til idékonkurrencen om Christiansholm. Borgerdialogen skal endvidere være grundlaget for lokaludvalgets meldinger i offentlighedsfasen om udviklingen af Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads.

Økonomi

Det foreslås at afsætte 15.000 kr. til borgerdialog i Indre By om udviklingen af Christiansholm og Dokøen. Midlerne tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

De udpegede tovholdere planlægger og gennemfører borgerdialogen i samarbejde med sekretariatet.
Borgerdialogen finder sted i marts måned.

Forvaltningen oplyser, at man kan komme med ideer og kommentarer til planlægningen Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og
Grønlandske Handels Plads indtil den 7. april 2015.

Idékonkurrencen for, hvad en ny fritids- og kulturfunktion på Christiansholm skal indeholde, løber fra d. 2. marts til d. 7. april 2015.

Der afholdes en workshop om udviklingen af Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads den 18. marts kl. 17.00.

 

BILAG
Læs om den forudgående høring om kommuneplantillæg for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads her:
https://subsite.kk.dk/~/media/0109728A5B064C61AE298E6C53AE0D29.ashx

Beslutning

  1. Lokaludvalget besluttede at afsætte 15.000 kr. til borgerdialog i Indre By om Christiansholm (Papirøen) og Dokøen, idet forvaltningen til marts udskriver en idékonkurrence for en ny offentlig kultur- og fritidsaktivitet på Christiansholm og idet området omkring Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads skal byudvikles i et samarbejde mellem kommunen, grundejerne i området og københavnerne. Midlerne tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  2. På forslag fra Gunna Starck godkendte lokaludvalget at inddrage det forhold, at Realdania har haft ønske om en tunnel mellem parkeringskælderen under Kvæsthusmolen og Dokøen, i borgerdialogen.
  3. Lokaludvalget udpegede Anton Ørnbo Skovle og Kjeld A. Larsen til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre borgerdialogen.

 

Til top