Mødedato: 19.02.2015, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6
Tivolis ansøgning om tillæg til miljøgodkendelse vedr. store udendørs koncerter i Tivoli
Indre By Lokaludvalg skal godkende en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget om Tivolis ansøgning om tillæg til miljøgodkendelse vedr. store udendørs koncerter i Tivoli, herunder fredagsrock.
Indstilling og beslutning
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget om Tivolis ansøgning om tillæg til miljøgodkendelse vedr. store udendørs koncerter i Tivoli, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Tivolis Naboer har gjort formandskabet opmærksom på, at Tivolis ansøgning til Københavns kommune om tillæg til miljøgodkendelse vedr. store udendørs koncerter i Tivoli giver anledning til en række spørgsmål fra lokaludvalget til Teknik- og Miljøudvalget.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver følgende til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget:
"Indre By Lokaludvalg takker for Teknik- og Miljøforvaltningens svar af 10. december 2014 om lyden fra Tivolis udendørs koncerter. Lokaludvalget kvitterer for meldingen om, at lokaludvalget vil blive hørt, inden kommunen træffer afgørelse om ansøgningen fra Tivoli om tillæg til Miljøgodkendelse af 16. april 1996 med henblik på at få ændret vilkår for store udendørs koncerter i Tivoli – herunder Fredagsrock.
Nu har lokaludvalget sammen med foreningen Tivolis Naboer, der repræsenterer borgere i Glyptotek-kvarteret, læst ansøgningen på Tivolis hjemmeside - vedlagt. Ansøgningen giver anledning til en række spørgsmål til jer:
"Indre By Lokaludvalg takker for Teknik- og Miljøforvaltningens svar af 10. december 2014 om lyden fra Tivolis udendørs koncerter. Lokaludvalget kvitterer for meldingen om, at lokaludvalget vil blive hørt, inden kommunen træffer afgørelse om ansøgningen fra Tivoli om tillæg til Miljøgodkendelse af 16. april 1996 med henblik på at få ændret vilkår for store udendørs koncerter i Tivoli – herunder Fredagsrock.
Nu har lokaludvalget sammen med foreningen Tivolis Naboer, der repræsenterer borgere i Glyptotek-kvarteret, læst ansøgningen på Tivolis hjemmeside - vedlagt. Ansøgningen giver anledning til en række spørgsmål til jer:
- Hvilken vægt vil trivsels- og miljømæssige effekter for beboerne i Glyptotek-kvarteret få, når der skal træffes afgørelse om hvorvidt den nuværende grænse ved Fredagskoncerterne kan hæves til 70db(A) ved nærmeste beboelse? Vi gør opmærksom på, at der er tale om koncerter hver fredag aften i hele sommerhalvåret ved et støjniveau, der normalt kun tillades i områder med tung industri. Se regler for støj fra virksomheder: http://mst.dk/virksomhed-yndighed/stoej/stoejgraenser/graensevaerdier-virksomheder/
- Vil den uafhængige sagkundskab blive inddraget, når effekten af den nuværende (60db(A)) i forhold til det ansøgte støjniveau (70db(A)) skal vurderes som grundlag for en afgørelse om Tivolis ansøgning? Vi gør opmærksom på, at Henrik Møller, professor i akustik, udtaler, at det nuværende niveau på 60db(A) er "ekstremt højt" for et beboelsesområde, samt at 70db(A) "slet ikke er acceptabelt for et beboelsesområde, heller ikke selvom det ligger midt i København" (Metroexpress 20.11.2014).
- Hvilken vægt vil det få, når der skal træffes afgørelse om Tivolis ansøgning, at en forøgelse af lydniveauet i publikumsområdet vil medføre forøget risiko for høreskader hos publikum?
- Hvordan vil Tivolis ansøgning blive vurderet i forhold til Københavns Kommunes miljøpolitik, der indeholder målsætninger om mindre støj og indarbejdelse af miljøhensyn i alle sektorer og beslutninger?
- Glyptotek-kvarteret og området omkring Dantes Plads er i forvejen belastet af publikumsstøj fra de kørende forlystelser som Dæmonen og Det Gyldne Tårn ud mod Tietgensgade og Dantes Plads. Forlystelsernes placering følger ikke Miljøstyrelsens vejledning vedr. støj fra forlystelsesparker: http://mst.dk/service/nyheder/nyhedsarkiv/2007/jan/ny-vejledning-stoej-fra-forlystelsesparker/ Hvilken vægt vil det få, når der skal træffes afgørelse om Tivolis ansøgning?
- Tivoli skriver i sin ansøgning om ”dokumenterbar og konkurrenceforvridende ulighed mellem Tivoli og andre udendørs koncertudbydere i København”. Vi beder om en bekræftelse på, at spørgsmålet om konkurrence er et uvedkommende forhold, når der skal træffes afgørelse om en ansøgning om tillæg til en miljøgodkendelse. Vi gør i øvrigt opmærksom på, at der i 2014 blev afholdt fem koncerter ved maksimum lydniveau på de af Tivoli nævnte pladser, nemlig Distortion "vejfest" på Enghave Plads, én jazzkoncert i Nyhavn, samt Eurovision Song Contest Finale, X-Factor og Copenhagen Gay Pride parade på Rådhuspladsen. Det er næppe sådanne arrangementer, Tivoli konkurrerer med, set i forhold til Tivolis egne 26-28 årlige rockkoncerter.
- Vil Københavns Kommune bede Tivoli om at bekræfte, at alle muligheder for optimering af højttalerløsning vil blive undersøgt, inden der træffes en afgørelse om Tivolis ansøgning? I følge professor i akustik Henrik Møller eksisterer der løsninger, der via en række mindre højttalere placeret tæt på publikum kan øge lydstyrken i publikumsområdet uden tilsvarende belastning af det omgivende lokalområde.
- Hvilken vægt vil input fra Beatbox Bookings, som Tivoli omtaler i sin ansøgning, få, når der skal træffes en afgørelse? Umiddelbart mener vi, at der skal ses bort fra Beatbox Bookings input, da de kan have en forretningsmæssige forbindelse med Tivoli og dermed ikke anses for at være uvildige.
Lokaludvalget er gået ind i denne sag, fordi man bør tage behørigt hensyn til de borgere og erhverv, der bor i Glyptotek-kvarteret og omkring Dantes Plads. Tivoli er vigtig for København, men Tivolis interesser må ikke overskygge de omkringboendes interesser og bekymringer, når kommunen som myndighed skal træffe afgørelser om ansøgninger fra Tivoli.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget.
BILAG
Læs Tivolis ansøgning til Københavns kommune om tillæg til miljøgodkendelse vedr. store udendørs koncerter i Tivoli her:
http://www.tivoli.dk/da/om/virksomheden/csr/svar+paa+tiltale/ansogning+om+tillaeg+til+miljogodkendelse/~/media/Files/Pdf/Om%20Tivoli/AnsgningomtillgtilmiljgodkendelsevedrstoreudendrskoncerteriTivolidecember2014.pdf
Læs Tivolis ansøgning til Københavns kommune om tillæg til miljøgodkendelse vedr. store udendørs koncerter i Tivoli her:
http://www.tivoli.dk/da/om/virksomheden/csr/svar+paa+tiltale/ansogning+om+tillaeg+til+miljogodkendelse/~/media/Files/Pdf/Om%20Tivoli/AnsgningomtillgtilmiljgodkendelsevedrstoreudendrskoncerteriTivolidecember2014.pdf
Beslutning
Godkendt.