Mødedato: 19.02.2015, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Østerport II - lokalplanforslag med kommuneplantillæg

Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om lokalplanforslaget Østerport II med kommuneplantillæg.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om lokalplanforslaget Østerport II med kommuneplantillæg, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har med svarfrist den 20. februar 2015 sendt lokalplanforslaget Østerport II med kommuneplantillæg i offentligt høring via Bliv hørt-portalen.

Planerne gør det muligt at fortætte erhvervsbebyggelsen på Oslo Plads øst for Østerport Station. Bebyggelsen skal tilføre området et mere bymæssigt præg og samtidig indordne sig i områdets kulturhistoriske miljø. Forvaltningen oplyser, at projektet er i overensstemmelse med kommuneplanens målsætning om at sikre en høj tilgængelighed med kollektiv trafik til kontor- og serviceerhverv.

Løsning

Formanden deltog i forvaltningens borgermøde den 20. januar 2015 om sagen og foreslår på baggrund af borgernes synspunkter følgende høringssvar:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har med svarfrist den 20. februar 2015 sendt lokalplanforslaget Østerport II med kommuneplantillæg i offentligt høring via Bliv hørt-portalen.

Borgerdialog
Med annoncering har lokaludvalget gjort borgerne opmærksomme på muligheden for at kommentere sagen på Bliv hørt-portalen samt deltage i forvaltningens borgermøde den 20. januar 2015.

Lokaludvalgets holdning
Lokaludvalget foreslår, at der udarbejdes en helhedsplan for Østerport-området, så området ses under ét, og ikke planlægges "bid for bid". Det er et  centralt, væsentligt og dejligt område i København, som fortjener at blive behandlet med omhu.

På side 24 i lokalplanforslaget kan man se, at den gældende fortidsmindebeskyttelseslinje i forhold til Kastellet og Østre Anlæg samt den gældende søbeskyttelseslinje omkring Kastelsgraven knækker i hjørnet ved Folke Bernadottes Alle og Østerport Station omkring grunden, der ønskes bebygget. Årsagen er, at her har været jernbaneareal. Men det er der ikke længere. Lokalplanen og sagsbehandlingen i øvrigt vedrørende det ønskede byggeri bør derfor tage udgangspunkt i en fiktiv fortidsmindebeskyttelseslinje i forhold til Kastellet og Østre Anlæg samt en fiktiv søbeskyttelseslinje omkring Kastelsgraven, som de ville have været lagt, hvis ikke der havde været jernbaneareal i det hjørne, da beskyttelseslinjerne blev besluttet. 

Lokaludvalget opfordrer derfor Borgerrepræsentationen til at behandle byggesagen som en ansøgning om
  • dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen. Vi gør opmærksom på, at Naturstyrelsen  på sin hjemmeside skriver, at der kun undtagelsesvist meddeles dispensation.
  • dispensation fra søbeskyttelseslinjen. Vi gør opmærksom på, at Naturstyrelsen på sin hjemmeside skriver, at der skal foreligge særlige omstændigheder, for at der kan dispenseres.
På side 25 i lokalplanforslaget fremgår det, at man vil have et tårn i byggeriet med en max. bygningshøjde på kote 23. Lokaludvalget beder om, at max. bygningshøjde sættes til kote 16. Østerport station er med dets arkitektoniske kvaliteter det væsentlige byggeri i området, hvorfor det ikke skal overskygges af andet byggeri, heller ikke et tårn.  

Lokalplanen og forvaltningens planlægning for området i øvrigt skal tage udgangspunkt i, at der er et stort behov for cykelparkering ved Østerport station. Det bliver større, når metrostationen åbner. Lokaludvalget foreslår, at forvaltningen hurtigst muligt planlægger og anlægger det nødvendige antal cykelparkeringspladser; gerne i et design som de cykelparkeringspladser, der er ved Nørreport station.

Endelig bør forvaltningen se på, om der er behov for det antal kørebaner, der er i dag er på Oslo Plads.


Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, lægger sekretariatet det på Bliv hørt-portalen.

BILAG
Læs om Østerport II - lokalplanforslag med kommuneplantillæg her:
http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/sterport-ii-lokalplanforslag-med-kommuneplantill-g

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om i høringssvaret at bemærke, at byggeriet vil virke voldsomt stort, når man står på Oslo Plads, da terrænet falder, hvorfor Teknik- og Miljøudvalget bør få en illustration af byggeriet fra dette perspektiv, når udvalget skal beslutte lokalplanen.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om i høringssvaret at foreslå etablering af overdækket cykelparkering på arealet mellem jernbanearealet og byggeriet, så cyklister får nem adgang til stationen via gangbroen over perronerne.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om i høringssvaret at bemærke, at det er et paradoks, at der ved et stationsnært byggeri skal være 100 bilparkeringspladser.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om at formulere sidste sætning således: "Endelig bør forvaltningen se på, om der er behov for det antal kørebaner, der er i dag er på Oslo Plads, da der er behov for mere plads foran Østerport til cykelparkering."

Lokaludvalget godkendte det foreslåede høringssvar med de tiltrådte ændringsforslag.
Til top