Mødedato: 19.02.2009, kl. 19:00

Høring om sammenlægning af lokalområder

Høring om sammenlægning af lokalområder

Indre By Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde torsdag den 19. februar 2009

 

 

7.      Høring om sammenlægning af lokalområder

IBL  29/2009

Lokaludvalget skal beslutte et høringssvar om en administrativ sammenlægning af lokalområder på ældre- og sundhedsområdet.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Formanden indstiller,

1.      at Indre By Lokaludvalg godkender udkastet til høringssvar fra arbejdsgruppen Ældre/Integration/Beskæftigelse/Social/Sundhed om sammenlægning af lokalområder på ældre- og sundhedsområdet (se løsningsafsnittet)

 

 

 

 

PROBLEMSTILLING

Lokaludvalget skal tage stilling til et forslag fra kommunens Sundheds- og Omsorgsudvalg om vedlagte forslag om sammenlægning af lokalområder på ældre- og sundhedsområdet. Forslaget medfører, at der etableres et nyt lokalområde for bydelene Østerbro og Indre By.
I høringsmaterialet skriver man bl.a., at formålet er

·        at skabe bæredygtige og homogene lokalområder ud fra den demografiske udvikling i befolkningsgrundlaget, udfordringer i sundhedsprofilen og behovet for fagligt robuste lokale forvaltningsenheder, der kan bidrage til udvikling, sikre ensartet implementering af tværgående udviklingstiltag og understøtte enhederne i lokalområdet med henblik på sikker drift og økonomisk balance.

·        at sikre en fortsat effektiv administrativ organisering.


Høringsfristen er den 27. februar 2009.


LØSNING

Lokaludvalget godkender nedenstående høringssvar, som arbejdsgruppen Ældre/Integration/Beskæftigelse/Social/Sundhed har forfattet:


"Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har sendt det materiale vedrørende sammenlægning af lokalområder, som Sundheds- og Omsorgsudvalget vedtog den 22. januar 2009, i høring.

Borgerinddragelse
Indre By Lokaludvalg har ikke på det foreliggende grundlag og med den korte frist for svar haft mulighed for at iværksætte en borgerinddragelsesproces forud for behandlingen af sagen i lokaludvalgets møde den 19. februar 2009.

Lokaludvalgets holdning

Indre By Lokaludvalg kan tilslutte sig det overordnede formål med ændringerne, nemlig at gavne borgerne ved at få tilpas store administrative og faglige enheder, som er bæredygtige og homogene og tilpasset befolkningssammensætningen og udviklingen på social- og sundhedsområdet.

 

Men på grundlag af det udsendte materiale er det ikke muligt at vurdere, hvad de påtænkte ændringer vil medføre af fordele og eventuelle utilsigtede ulemper for borgerne.

Eksempelvis nævnes det i materialet, at 238 medarbejdere vil blive berørt af ændringerne, og herudover at hjemmeplejen for to af bydelene vil blive berørt. Imidlertid oplyser man ikke om hvilke konkrete ændringer, der er tale om, og hvad det vil betyde for de borgere, der er afhængige af hjemmepleje og andre former for hjælp.

Vi vil derudover gøre opmærksom på, at materialet indeholder et ret omfattende statistisk materiale, hvis fortolkning og betydning ikke eksplicit fremgår af teksten.


Ligesådan nævnes forskellige kontorers nuværende beliggenhed, men man skriver ikke, om de påtænkte ændringer vil skabe større afstande mellem borgerne og kontorerne.

Vi vil således opfordre Sundheds- og Omsorgsudvalget til at få vurderet, hvad planen om sammenlægning af lokalområder konkret kommer til at betyde for den enkelte bruger i Indre By af systemet og at vurderingen forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget, før planen videresendes til beslutning i Borgerrepræsentationen."

                     

 

ØKONOMI

-

 

VIDERE PROCES

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, sender sekretariatet det til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Høringssvaret vil indgå som en del af grundlaget for Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning om sammenlægningen af lokalområder.

 

BILAG

1. Høringsmaterialet fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

 

 



 

Til top