Mødedato: 18.08.2022, kl. 18:30
Mødested: MBK Kursuscenter, Pilestræde 61

Drøftelse af forslag til Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal drøfte forslaget til Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen, som er i offentlig høring på Bliv Hørt-portalen i perioden 28. juni-26. september 2022. Derudover skal lokaludvalget beslutte, om det vil gennemføre en borgerpanelundersøgelse om forslaget, om det skal bede politikere om et møde om forslaget og/eller om det skal være vært for en offentlig byvandring i Middelalderbyen med politikere, som afsluttes med et møde.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter forslaget til Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen. Se bilaget.
  2. at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det skal gennemføre en borgerpanelundersøgelse om forslaget til Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen eller delelementer i forslaget.
  3. at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det skal invitere medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget til et møde om forslaget til Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen inden lokaludvalgsmødet den 15. september 2022, hvor lokaludvalget skal beslutte sit høringssvar.
  4. at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det skal være vært for en offentlig byvandring i Middelalderbyen med politikere, som afsluttes med et møde om Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen. Byvandringen skal i givet fald foregå inden lokaludvalgsmødet den 15. september 2022, hvor lokaludvalget skal beslutte sit høringssvar.

 

Problemstilling

Forslag til byrums- og trafikplan for Middelalderbyen er i offentlig høring på Bliv Hørt-portalen i perioden 28. juni-26. september 2022. Forslaget bygger på anbefalingerne fra en borgersamling om Middelalderbyen, som blev gennemført i 2019, og forvaltningens bearbejdning heraf.

Desuden bygger planen på en kortlægning af Middelalderbyen og på resultater af byrumsforsøgene i 2021 i Vestergade, Skindergade, Dyrkøb,  Klosterstræde / Hyskenstræde / Naboløs og Lille Kongensgade / Store Kirkestræde, samt på resultater af en erhvervsanalyse.

Endelig er planen blevet til med input fra en følgegruppe bestående af borgere, brugere og erhvervsliv samt den øvrige borgerinvolvering og inddragelse af omverdenen. Lokaludvalgets formand Bent Lohmann repræsenterede Indre By Lokaludvalg i følgegruppen.

Medlemmerne i borgersamlingen om Middelalderbyen er blevet præsenteret for byrums- og trafikplanen ved et møde i juni 2022.

Byrums- og trafikplanen indeholder fire temaer: 1) Byrum der fortæller, 2) Bedre balance i bylivet, 3) En grønnere Middelalderby og 4) Mere plads til fodgængere og cyklister. Hvert tema indeholder tre til fire principper med i alt 47 generelle tiltag til at opnå de ønskede effekter for Middelalderbyens byrum og trafik. Eksempelvis er princippet ’Bedre fodgængerforhold’ blandt andet udmøntet i tiltag som ’Bredere fortov’, ’Prioritering af fodgængere i signalanlæg’ og ’Nye gågader med cykling tilladt’. Nedlæggelse af parkeringspladser er det grundlæggende greb i byrums- og trafikplanen til at opnå mindre biltrafik i Middelalderbyen.

Medlemsforslag fra Kjeld A. Larsen

”Byudviklingsgruppen har foreslået at bruge vort borgerpanel i forbindelse med udarbejdelse af et høringssvar til forvaltningens udkast til projekt Middelalderbyen, som blev behandlet af politikerne i Teknik- og Miljøudvalget den 20. juni. I den forbindelse blev der foreslået og vedtaget nogle ændringer til forslaget.

Jeg kunne forestille mig, at det ville være en god ide at invitere et par af politikerne fra Teknik- og Miljøudvalget til vort første møde i august for at få lidt forskellige synspunkter på det nu foreslåede projekt. Vil det være muligt at gennemføre et sådan arrangement på lokaludvalgsmødet den 11. august? En fornuftig politiker duo kunne være Venstre og Enhedslisten.”

Løsning

Drøftelse af forslaget til Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter forslaget til Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen. Drøftelsen skal give en pejling af, hvad lokaludvalgets høringssvar skal indeholde og hvad der skal lægges vægt på i høringssvaret. 

Når lokaludvalget drøfter forslaget til Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen, vil formanden bede lokaludvalgets medlemmer om at formulere deres kommentarer som ændringsforslag til teksten i forslaget til Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen. Lokaludvalgets medlemmer bør nævne hvilket princip, tiltag, tværgående projekt eller flagskibsprojekt, deres kommentar eller ændringsforslag angår og også gerne nævne hvilken side kommentaren eller ændringsforslaget angår.

Borgerpanelundersøgelse

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og beslutter, om det skal gennemføre en borgerpanelundersøgelse om forslaget til Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen .

I drøftelsen kan lokaludvalget komme ind på,

  • om resultaterne af en borgerpanelundersøgelse vil give ny viden, eftersom forvaltningen har gennemført forskellige former for borgerdialog om forslaget
  • om en borgerpanelunderundersøgelse skal omfatte enkelte delelementer af forslaget; i givet fald hvilke
  • om undersøgelsen skal sendes til hele Indre By Borgerpanel eller kun til dem, der bor i Middelalderbyen.

Drøftelse med politikere

Formanden spørger gerne medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget, om de vil mødes med lokaludvalget om forslaget til Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen inden lokaludvalgsmødet den 15. september 2022.

Alternativt kan lokaludvalget stå for en offentlig byvandring i Middelalderbyen, som politikere inviteres til at deltage i. På vandringen kan man få en fælles forståelse af forskellige aspekter og konsekvenser af Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen. Vandringen kan afsluttes med et møde, hvor det, man har oplevet på vandringen, drøftes med politikerne. Vandringen vil skulle foregå inden lokaludvalgsmødet den 15. september 2022.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Der er borgermøde om byrums- og trafikplanen onsdag den 24. august 2022 kl. 18-21 på rådhuset.

Lokaludvalget skal vedtage sit høringssvar om forslag i lokaludvalgsmødet den 15. september 2022.

Bilag

0. Link til den offentlige høring på Bliv Hørt-portalen om forslaget til Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen:

https://blivhoert.kk.dk/hoering/byrums-og-trafikplan-middelalderbyen

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede forslaget til Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Festen i Middelalderbyen om natten skal tænkes ind i planen.
    • Kun nødvendig trafik skal køre i Middelalderbyen.
    • Der skal være en max.-grænse for vægten af køretøjer, der må køre i Middelalderbyen.
    • Der bliver plads til affaldsafhentning i Middelalderbyen på andre tidspunkter af dagen end tidligt om morgenen, hvis der er færre biler.
    • Offentlige arealer skal ikke privatiseres til udeserveringer.
    • Gammel Strand, Kultorvet og Strædet er i dag et gedemarked pga. udeserveringer. Udeserveringerne æder det offentlige rum. Derfor bør der mærkes på overfladen, hvor udeserveringerne må være.
    • Hvad skal byrummene anvendes til?
    • Anlægsprojektet i Vendersgade skal have ros.
    • Betalingen for parkering bør differentieres, så det bliver dyrere, jo længere tid man parkerer.
    • Middelalderbyen er præget af en skilteskov.
    • Reglerne skal håndhæves. Det bør lokaludvalget til stadighed nævne.
    • De regler for udeservering, der er i dag, er fornuftige, men de skal håndhæves. Hvad gør vi for at få folk til at følge reglerne?
    • Byrums- og trafikplanen mangler en indledende formålsbeskrivelse.
    • Erhvervene bruger parkeringspladserne som lager. De parkerer deres køretøj ved deres forretning og har varer i køretøjet. Der skal i stedet skabes plads til beboerparkering.
    • Hvis byrums- og trafikplanen gennemføres, bliver Ny Adelgade en festgade.
    • Der er ingen dokumentation for, at man får mindre trafik ved at fjerne parkeringspladser. Søgetrafikken vil stige.
    • Det skal ikke være gratis for udefrakommende at parkere gratis i Indre By i weekenden.
    • Det skal afklares, hvad der menes med "brede fortov" og hvad det koster at anlægge brede fortov. Spørgsmålet er, om prisen for at få brede fortov er for høj i forhold til nytteværdien.
    • Flagskibsprojekterne skal afgrænses.
    • Der skal ses på designet af fortov.
    • Det er mærkeligt, at udefrakommende el-biler kan parkere gratis i Indre By.
    • Hvis man reducerer antallet af parkeringspladser, giver det mindre trafik, viser undersøgelser.
    • Lokaludvalget skal foreslå, hvad byrummene skal bruges til, fx cykelparkering, cykelsti og cykelbaner.
    • Der vil med byrums- og trafikplanen fortsat være trafik om natten, herunder muskelbiler.
    • Der skal være en bestemmelse om i hvilket tidsrum på dagen, varer kan leveres ad Nørregade.
    • Byrummene skal bruges til cykelparkering for ladcykler. Sådanne ladcykelparkeringspladser kan indrettes på de nuværende bilparkeringspladser.
    • Der vil være et behov for offentlig transport i området i form af små el-busser.

  2. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om, at det gennemfører en borgerpanelundersøgelse om forslaget til Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen og at hele Indre By Borgerpanel spørges. 
Til top