B-sag: Toldbygningen, Havnegade 44
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkender, at brevet om udeområdet omkring toldbygningen, Havnegade 44, der ses i løsningsafsnittet, sendes til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen.
Problemstilling
Toldbygningen, Havnegade 44, er udpeget som bevaringsværdig med værdi 2.
I januar 2022 fremgik det af medierne, at bygningen skal anvendes til en eksklusiv medlemsklub.
Det fremgår af byggesagen for bygningen, som Gammelholm Beboerforening har fået aktindsigt i, at der er søgt om tilladelse til:
- Vedligeholdelse af pudset facade
- Ny belysning, højtalere og terrassevarmere
- Udskiftning af dug på markiser 1.sal
- Nye markiser med rulleafskærmning i front
- Opstilling af mobile plantekasser
- Maling af udvendige døre og vinduer.
Det fremgår af lokalplan nr. 512 "Nyhavn og Gammelholm" at toldbygningen kan anvendes til publikumsorienteret servicefunktion, såsom café, restaurant eller lignende.
I mødet den 9. juni 2022 godkendte lokaludvalget brevet til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen, der ses i bilaget. Teknik- og Miljøforvaltningen har meddelt sekretariatet, at teknik- og miljøborgmesteren vil svare i uge 32.
Gammelholm Beboerforening gjorde den 11. august 2022 formanden opmærksom på,
- at der er opstillet plantekasser rundt om bygningen, som er lænket sammen af wire og derfor ikke er flytbare.
- at plantekasserne overstiger 120 cm i højden.
- at møblerne i udeserveringen indenfor plantekasserækken er så tunge og massive, at de ikke kan stables og sættes til side.
- at parasollerne over udeserveringen er orange, men skal så vidt vides være hvide.
- at parasollerne er ikke slået ned om natten.
- at personalet i bygningen starter klokken 5:30 med at omrokere og skramle med de tunge møbler.
- at personalet i bygningen slutter dagen klokken 01 med at køre affald på larmende hjul til deres eksterne affaldsskur.
- at lokalplan 512 bliver overtrådt, idet man inddrager offentlig vej til privat serveringsområde og efterlader kun en smal passage langs med bolværket
Den 12. august 2022 gjorde Gammelholm Beboerforening formanden opmærksom på, at personalet i bygningen den forgangne nat sluttede med at køre med affald kl. 04:02 på larmende hjul til det eksterne affaldsskur.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen:
"I fortsættelse af lokaludvalgets brev den 29. juni 2022 om toldbygningen, Havnegade 44:
Lokaludvalget beder om, at få oplyst, om forvaltningen har givet tilladelse til,
- at der er opstillet plantekasser rundt om bygningen, som er lænket sammen af wire og derfor ikke er flytbare.
- at plantekasserne overstiger 120 cm i højden.
- at møblerne i udeserveringen indenfor plantekasserækken er så tunge og massive, at de ikke kan stables og sættes til side.
- at parasollerne over udeserveringen er orange.
- at parasollerne ikke er slået ned om natten.
- at personalet i bygningen kan starte klokken 5:30 med at omrokere og skramle med de tunge møbler.
-
at personalet i bygningen slutter dagen klokken 04:02 med at køre affald på larmende hjul til deres eksterne affaldsskur.
- at opstillingen af plantekasser og indretning af udeservering indenfor plantekasserækken til privat serveringsområde efterlader en smal passage langs med bolværket.
Hvis ikke forvaltningen har tilladt ovenstående, beder lokaludvalget om, at forvaltningen straks sørger for, at udeområdet omkring bygningen indrettes i overensstemmelse med, hvad der er tilladt.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt brevet, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen.
Bilag
0. Link til lokalplan nr. 512 med tillæg 1 "Nyhavn og Gammelholm"
https://dokument.plandata.dk/20_2925556_1604999384032.pdf
Beslutning
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at sidste afsnit formuleres: "Vi anmoder om, at forvaltningen sørger for, at udeområdet omkring bygningen indrettes i overensstemmelse med de gældende regler i lokalplanen mv."
Lokaludvalget godkendte, at brevet om udeområdet omkring toldbygningen, Havnegade 44, der ses i løsningsafsnittet, sendes til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen, med det tiltrådte ændringsforslag.