Hjemløshed i Indre By
Indre By Lokaludvalg skal drøfte, hvordan hjemløsheden opleves i Indre By og hvordan man i Indre By kan være med til at bekæmpe hjemløsheden i København. Dette med henblik på at sende lokaludvalgets bemærkninger til socialborgmesteren med anmodning om, at de indgår i den videre politiske behandling af planen for bekæmpelse af hjemløsheden i København.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter, hvordan hjemløsheden opleves i Indre By og hvordan man i Indre By kan være med til at bekæmpe hjemløsheden i København.
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til at sende de bemærkninger, som lokaludvalget måtte have til sagen i lokaludvalgsmødet den 18. august 2022, til socialborgmesteren med anmodning om, at bemærkningerne indgår i den videre politiske behandling af planen for bekæmpelse af hjemløsheden i København.
Problemstilling
Folketinget forventes inden sommerferien at vedtage et lovforslag, som udmønter dele af regeringsaftalen om ”Fonden for blandede byer – flere billige boliger og en vej ud af hjemløshed”. Lovforslaget åbner mulighed for, at kommunen kan søge om statslige tilskudsmidler til midlertidigt og varigt at nedsætte huslejen i almene familieboliger, så flere almene boliger bliver tilgængelige for hjemløsemålgruppen. Det er en betingelse for at få del i de statslige tilskudsmidler, at kommunerne udarbejder en plan for bekæmpelse af hjemløshed og indgår en aftale om kommunal anvisning til relevante familieboliger.
Socialudvalget vedtog den 22. juni 2022 planen for bekæmpelse af hjemløshed i København, der ses i bilaget. Planen skal godkendes endeligt af Borgerrepræsentationen den 25. august 2022.
Byudviklingsgruppen oplever, at mange hjemløse samles i Indre By. Det kan være ved stationer eller i parker. For nogle år tilbage var der små lejre, af udenlandske hjemløse, hvilket blev meget debatteret. Det har også været debatteret, at biblioteker tiltrækker hjemløse. Det er forhold, som ikke nævnes i planen for bekæmpelse af hjemløshed i København.
Byudviklingsgruppen ønsker derfor, at lokaludvalget drøfter, hvordan hjemløshed opleves i Indre By med henblik på at kvalificere planen.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter, hvordan hjemløsheden opleves i Indre By og hvordan man i Indre By kan være med til at bekæmpe hjemløsheden i København.
Han vil sende de bemærkninger, som lokaludvalget måtte have til sagen i lokaludvalgsmødet den 18. august 2022, til socialborgmesteren med anmodning om, at bemærkningerne indgår i den videre politiske behandling af planen for bekæmpelse af hjemløsheden i København.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Se ovenfor.