Mødedato: 18.08.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Rammerne for udvikling af Indre Bys bydelsplan

Indre By Lokaludvalg skal beslutte rammerne for udvikling af Indre Bys bydelsplan.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender rammerne for bydelsplanprocessen, der fremgår af  løsningsafsnittet nedenfor.
  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger tovholdergruppen vedr. bydelsplanprocessen til at godkende aktiviteter i forbindelse med bydelsplanprocessen, herunder den økonomiske ramme for aktiviteterne. Bemyndigelsen giver tovholdergruppen ret til at bruge af lokaludvalgets pulje til borgerdialogkativiteter. Bemyndigelsen er kun gældende for den resterende del af 2016.
  3. at Indre By Lokaludvalg udpeger en formand for tovholdergruppen.

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg skal frem til foråret 2017 lave en bydelsplan, som skal fungere som en lokal bydelsstrategi. Det er den tredje runde af bydelsplaner, som lokaludvalget skal producere. Der er løbende blevet ændret i konceptet for bydelsplanerne. I denne runde er rammerne for bydelsplanen blevet mere frie for lokaludvalget, således at bydelsplanen i højere grad end tidligere kan udtrykke bydelens egenart samt tilpasses lokale ønsker og behov.

Den kommende bydelsplan skal berøre følgende:

  • Lokaludvalgets vision for bydelens udvikling

  • Bydelens egenart, udfordringer og potentialer

  • Virkeliggørelse af Københavns Kommunes målsætninger og politikker

  • Lokaludvalgets indsatser og arbejdsprogram

Vægtningen af emnerne, formidlingsform og omfang er op til lokaludvalget selv at beslutte. Borgerdialog ses som et centralt element i udformningen af bydelsplanen.

 

I mødet den 9. juni 2016 drøftede lokaludvalget processen for bydelsplanen. Der var følgende bemærkninger:

  • Lokaludvalget skal være åben over for borgerne.

  • Lokaludvalget skal med debatvognen tage temperaturen på bydelen.

  • Ressourceforbruget skal vurderes i forhold til udbyttet. De andre gange, hvor lokaludvalget har udarbejdet en bydelsplan, har udbyttet i form af gennemførte ideer og projekter været ringe.

  • Visionen i bydelsplanen skal udfordre kommuneplanen. Den skal ikke flugte med kommuneplanens rammer.

  • Lokaludvalget skal tjekke de gamle bydelsplaner for at se, hvad der kan bruges.

  • Er der nogle gennemgående temaer i Indre By? Er der temaer specifikt for de enkelte kvarterer?

  • I bydelsplanen skal formuleres det, der skal stå i den næste kommuneplan.

  • Der er ikke en trafikplan for Indre By.

  • Lokaludvalget skal afgøre kvartersinddelingen. Bydelsplanen skal indeholde et kort over kvartererne.

  • Debatvognen bør ud i hvert kvarter.

  • Der bør være en vision for hvert kvarter.

  • Det er nemt at finde relevante målsætninger, som er vedtaget af kommunen.

  • Bydelsplanen bør indeholde statistik, der beskriver egenarten for de forskellige kvarterer i Indre By.

  • Beskrivelsen bør også omfatte den arkitektoniske egenart

Løsning

I mødet den 9. juni 2016 udpegede lokaludvalget Henrik Anton Svendsen, Bent Lohmann, Niels Jarler og Kjeld A. Larsen til tovholdere på bydelsplanprocessen. Gruppen har endnu ikke holdt møde, men lokaludvalgets formand mener, at lokaludvalget skal lægge ressourcer i udviklingen af bydelsplanen under hensyntagen til,, at lokaludvalget har andre opgaver ved siden af. Her tænkes særligt på borgerdialog om de høringssager, som lokaludvalget løbende modtager. 

Men lokaludvalget bør have et mål om at stå for borgerdialog i hvert af bydelens kvarterer om de emner og temaer, som beboerne i de forskellige kvarterer via lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse i juni 2016 har prioriteret. Dermed også sagt, at arbejdet med bydelsplanen bør tage udgangspunkt i resultaterne i borgerpanelundersøgelsen om Indre By.

Bydelsplansarbejdet forankres i tovholdergruppen, som indenfor rammerne af lokaludvalgets beslutninger, får bydelsplanprocessen til at ske, mens det konkrete arbejde skal udføres af lokaludvalgets medlemmer og suppleanter.

Organisering

Tovholdergruppen får ansvar for at gennemføre bydelsplanprocessen, som lokaludvalget måtte beslutte. Tovholdergruppen vil kunne foretage justeringer undervejs, bare de ikke strider mod intentionerne i lokaludvalgets beslutninger. Tovholdergruppen skriver udkast til bydelsplan og er i kontakt med sekretariatet, forvaltningerne og lokaludvalgets medlemmer og suppleanter om gennemførelsen af bydelsplanprocessen. 

Tovholdergruppen mødes efter behov. Lokaludvalget skal vælge en formand blandt tovholdergruppens medlemmer, som har ansvar for indkaldelser, dagsordener og referater.

Udfordringer og potentialer

Fremfor med det samme at fokusere på ønsker og krav til kommunen, foreslår lokaludvalgets formand, at man ser på udfordringer og potentialer i bydelens kvarterer. Dette på baggrund af resultaterne i borgerpanelundersøgelsen i juni 2016 og på baggrund af den videre dialog med borgerne.

Umiddelbart kan man udlede følgende udfordringer og potentialer af undersøgelsen, som kan indgå i den videre borgerdialog samt i en beskrivelse af Indre Bys egenart:

Potentialer

  • Næsten alle trives i deres kvarter.
  • Næsten alle føler sig trygge i deres kvarter.
  • Næsten alle er stolte af at vise Indre By frem for turister.
  • Næsten alle synes, at bydelens parker og rekreative områder er smukke og attraktive.
  • Næsten alle synes, at  havnefronten og kanalerne i Indre By er attraktive at opholde sig ved.

Udfordringer

  • Der er ønske om mere grønt, f.eks. flere træer og blomster.
  • Der er ønske om renere gader og parker.
  • Aktuelle byggeplaner på Postgrunden og på Papirøen harmonerer ikke med ønsket om at bibeholde max. fem etager som normen i Indre By og heller ikke med ønsket om at tilpasse ny arkitektur til den arkitektur, der i forvejen er i Indre By.
  • Parkeringsforholdene i visse dele af Indre By matcher ikke forventningen om, at man som beboer i Indre By skal have mulighed for at parkere sin bil mindre end 500 meter fra sin bopæl.
  • Den gennemkørende trafik opleves af mange som værende et problem.
  • Støj om natten opleves af mange som et problem.
  • Forholdene for små erhvervsdrivende skal forbedres.
  • Mange ønsker ikke flere butikker, restauranter og caféer i deres kvarter. I visse dele af Indre By harmonerer det ikke med den udvikling, der er i gang.
  • Hjemløse og socialt udsatte er blevet mere synlige i gadebilledet de seneste par år.

Lokaludvalgets formand foreslår, at de nævnte potentialer og udfordringer tages op i borgerdialogen om bydelsplanen og at lokaludvalget tager stilling til dem, når bydelsplanen skal skrives.

 

Københavns Kommunes målsætninger og politikker

I den kommende bydelsplan skal lokaludvalget komme ind på, hvordan Københavns Kommunes målsætninger og politikker kan virkeliggøres i Indre By.

Lokaludvalgets formands overordnede konklusion på resultaterne af borgerpanelundersøgelsen er, at Indre By Borgerpanel især har fokus på bydelens grønne og blå områder, renhold af bydelens byrum og bydelens arkitektur. På den baggrund foreslår tovholdergruppen, at lokaludvalget særligt relaterer bydelsplanen til følgende af kommunens målsætninger, politikker og indsatsområder:

Arkitektur

Kommunens arkitekturpolitik fra 2010 indeholder fire hovedmålsætninger:

  1. Egenart: Vi skal styrke den københavnske egenart gennem både bevaring og udvikling.
  2. Arkitektur: Vi skal fremme bæredygtig arkitektur, der tilfører byens sammenhænge og helheder nye kvaliteter.
  3. Byrum: Vi skal skabe byrum og urbane landskaber af høj arkitektonisk kvalitet, der inviterer til et mangfoldigt byliv.
  4. Processer: Vi skal udvikle og fremme processer, der sikrer arkitektonisk kvalitet og bæredygtige løsninger.

Fællesskab København

Kommunens vision for 2025 på teknik- og miljøområdet "Fælleskab København" omtaler følgende indsatsområder: 

En bedre hverdag i byrummet

Byrummet skal indrettes, så det kan bruges til flere af hverdagens gøremål på den samme plads. Byen skal være gæstfri og ren, og det skal være nemt at komme frem. Byrummet skal danne en tryg og funktionel ramme om så forskellige aktiviteter som transport, arbejde, afslapning, sport, møder, fordybelse, fejringer, markeder, kultur, debatter og meget andet. Når vi udvikler områder og faciliteter, skal vi altid prioritere hverdagslivet først. Vi skal være mere kreative i anvendelsen af den plads, vi har.

Mere bynatur

Byens grønne og blå områder skaber ro og balance i byen. I en by, der vokser, bliver det sværere at finde plads til flere store grønne områder. Vi skal derfor flette naturen ind i byen, hver gang vi har mulighed for det. Naturen skal pible frem på steder, hvor man ikke forventer det, så vi får mange flere små pletter af levende grønt og blåt.

Fleksibel og kreativ brug af byen

Byer, der ikke forandrer sig løbende, bliver med tiden ensformige og forudsigelige. Derfor skal vi skabe et mere fleksibelt og dynamisk København, så byen passer til det levede liv. Der skal være plads til eksperimenterende projekter, som måske har en begrænset levetid. Der skal være frihed til at iværksætte og afprøve nye ting. Bygninger og områder kan ændre funktion med tiden. Vi skal sammen have modet til at overraske og skabe nyt.

Unikke kvarterer i sammenhæng

Byens kontraster må aldrig blive så stærke, at vi skaber et opdelt København. Vi skal styrke sammenhængen mellem byens områder. Det skal være let at bevæge sig på tværs af byen, og turene gennem byen skal være trygge og inspirerende. En by med kant kan kun opstå, hvis dens indbyggere og virksomheder er forskellige. Derfor er det vigtigt, at alle typer af mennesker har mulighed for at bo i København. Byens kvarterer skal alle være grundlæggende attraktive, og boformerne skal give mulighed for individuelle valg og understøtte, at der opstår nye fællesskaber blandt københavnerne.

Tovholdergruppen vil sikre, at de kommunale målsætninger, politikker og indsatsområder, som lokaludvalget ønsker at gå videre med, bliver bragt i spil i den videre proces.

De gamle bydelsplaner

Tovholdergruppen vil gennemgå bydelsplanerne fra 2011 og 2013 med henblik på at vurdere, hvad der kan være relevant at inddrage i borgerdialogen om den kommende bydelsplan.

Kvarterer i Indre By

Der er lagt op til, at bydelsplanen og bydelsplanprocessen tager udgangspunkt i bydelens kvarterer.  I forbindelse med borgerpanelundersøgelsen i juni 2016 blev kvartersinddelingen af Indre By, som lokaludvalget har arbejdet med internt, anvendt.Tovholdergruppen foreslår, at lokaludvalget benytter denne kvartersinddeling i den videre bydelsplanproces. Se kortet i bilaget.

Borgerdialog

Lokaludvalgets formand foreslår, borgerdialogen vedrørende bydelsplanen kobles på borgerdialogen  om de høringssager, som lokaludvalget løbende skal tage stilling til, i det omfang det er muligt. Til  lokaludvalgsmødet den 18. august 2016 foreslås det eksempelvis, at borgerdialogen om udkast til forskrift for udendørs musikarrangementer og et åbent dialogmøde om Københavns Kulturkvarter tillige ses i relation til arbejdet med bydelsplanen. På samme måde vil udkastet til en revideret restaurations- og nattelivsplan kunne relateres til bydelsplanen, når den kommer i offentlig høring.

Dette forhindrer dog ikke lokaludvalgets arbejdsgrupper, medlemmer og suppleanter at byde ind med forslag til borgerdialog om emner og temaer, som de måtte finde relevante. Det skal blot aftales med tovholdergruppen. 

Endvidere foreslås det, at tovholdergruppen kan beslutte at aktivere Indre By Borgerpanel eller dele heraf, når den måtte skønne, at der er behov for det og gerne på forslag fra lokaludvalgets arbejdsgrupper, medlemmer og suppleanter. Dette indebærer, at tovholdergruppen i samarbejde med sekretariatet udformer spørgsmål og konkluderer på borgerpanelundersøgelserne, der måtte blive gennemført i bydelsplanprocessen.

Når tovholdergruppen mener, at det er relevant, vil sekretariatet aftale med embedsmænd fra forvaltningerne, at de deltager i borgerdialogen.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat 150.000 kr. til borgerdialogaktiviteter i 2016, herunder aktiviteter i bydelsplanprocessen. Der er foreløbig brugt 17.989 kr. af puljen. Lokaludvalgets formand foreslår, at Tovholdergruppen får bemyndigelse til at bruge af puljen til aktiviteter, der har med bydelsplanen at gøre. Dvs. at det bliver tovholdergruppen, som skal godkende brug af penge på aktiviteter i forbindelse med bydelsplanprocessen. Det giver en mere fleksibel beslutningsproces i forhold til ønsker fra lokaludvalgets medlemmer og suppleanter samt fra tovholdergruppen selv om borgerdialog i forhold til bydelsplanen.

Videre proces

Tovholdergruppen foreslår følgende overordnede tidsplan:

Hvornår

Hvem

Hvad

18. august

Lokaludvalget

Beslutter rammer for bydelsplanprocessen

 

     2.    

 

 18. august  Lokaludvalget Beslutter hvilke KK-målsætninger og politikker, der skal arbejdes med
3.

August-november

Lokaludvalgets arbejdsgrupper, medlemmer og suppleanter

          

Gennemfører borgerdialog

4.

 

December-februar

 

Tovholdergruppen

 

           

Sammenfatter resultaterne af borgerdialogen og skriver på den baggrund vision for bydelens udvikling.

5.

Februar-marts

Lokaludvalgets arbejdsgrupper, medlemmer og suppleanter

           

Afprøver udkast til bydelens udvikling på borgerne med borgerdialog.

 

6.

Primo april

Tovholdergruppen

 

Skriver udkast til bydelsplan

 

7.            

April

 

Lokaludvalget

Beslutter bydelsplanen

 

 

.

 

 

 

 

 

BILAG

1. Kommunens arkitekturpolitik (2010):
http://kk.sites.itera.dk/apps/kk_pub2/pdf/694_q7n9dsehOS.pdf (Ikke på papir)

 

2. Fælleskab København:
.kk.dk/sites/default/files/F%C3%86LLESSKAB%20K%C3%98BENHAVN.pdf

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte rammerne for bydelsplanprocessen, der fremgår af  løsningsafsnittet, idet projektet Øjenstens-kampagnen indgår i bydelsplanprocessen som tidligere besluttet af lokaludvalget
  2. Lokaludvalget bemyndigede tovholdergruppen vedr. bydelsplanprocessen til at godkende aktiviteter i forbindelse med bydelsplanprocessen, herunder den økonomiske ramme for aktiviteterne. Bemyndigelsen giver tovholdergruppen ret til at bruge af lokaludvalgets pulje til borgerdialogkativiteter. Bemyndigelsen er kun gældende for den resterende del af 2016.
  3. Lokaludvalget bemyndigede tovholdergruppen til selv at vurdere behovet for at udnævne en formand.
Til top