Startredegørelsen for "Postgrunden"
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg beslutter at få foretræde for Teknik- og Miljøudvalget den 22. august 2016 om startredegørelsen for "Postgrunden".
- at Indre By Lokaludvalg beslutter et mandat for foretrædet. Mandatet skal tage udgangspunkt i debatten på Indre By Lokaludvalg og Vesterbro Lokaludvalgs borgermøde den 15. august 2016 om Postgrunden.
- at Indre By Lokaludvalg udpeger max. tre medlemmer af lokaludvalget til at repræsentere sig i foretrædet.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget skal den 22. august 2016 tage stilling til forvaltningens forslag til startredegørelse for "Postgrunden". Forslaget offentliggøres senest den 15 august 2016.
Indre By Lokaludvalg og Vesterbro Lokaludvalg står for et borgermøde om startredegørelsen den 15. august 2016 i Postgården på Tietgensgade. På borgermødet vil bygherre og arkitekterne fortælle om byggeprojektet, som udgør baggrunden for startredegørelsen, idet der er ændret på projektet siden seneste borgermøde. Derudover vil der være kommenterende oplæg fra de to lokaludvalg samt fra en beboer i Bernstorffsgade. Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen deltager i mødet og er parate til at besvare spørgsmål. I skrivende stund er det ikke besluttet, om forvaltningerne skal holde et oplæg om startredegørelsen.
Hensigten med borgermødet er at give borgerne og lokaludvalgene mulighed for at sætte sig ind i startredegørelsen, så man på et kvalificeret grundlag kan kommentere sagen overfor politikerne i Teknik- og Miljøudvalget inden udvalgets møde den 22. august 2016.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget beslutter at få foretræde for Teknik- og Miljøudvalget den 22. august 2016 om startredegørelsen for "Postgrunden" samt et mandat for foretrædet. Mandatet skal tage udgangspunkt i debatten på borgermødet den 15. august 2016. Endvidere foreslår han, at lokaludvalget udpeger max. tre medlemmer af lokaludvalget til at repræsentere sig i foretrædet.
Startredegørelsen eftersendes til lokaludvalget
Økonomi
Lokaludvalget har afsat en ramme på 20.000 kr. til borgermødet. Formanden for Vesterbro Lokaludvalg har tilkendegivet, at Vesterbro Lokaludvalg vil være med til at betale for annoncering og forplejning.
Videre proces
Lokaludvalget har foretræde for Teknik- og Miljøudvalget den 22. august 2016.
1. Startredegørelsen for Postgrunden offentliggøres med dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. august 2016 på denne hjemmeside:
http://www.kk.dk/dagsordener-og-referater?nm_extag=et%2Clink%2CFLB
Beslutning
- Lokaludvalget besluttede at få foretræde for Teknik- og Miljøudvalget den 22. august 2016 om startredegørelsen for "Postgrunden".
- Lokaludvalget havde følgende bemærkninger til startredegørelsen, som sammen med borgernes bemærkninger under punktet "Åben spørgetid" udgør mandatet for foretrædet:
-
De høje huse i projektet vil dominere postgården på hjørnet af Bernstorffsgade og Tietgensgade
- Antal parkeringspladser bør holdes på et minimum, når der er gode tog-, metro- og busforbindelser tæt ved grunden. Parkering bør forbeholdes handicappede, service og håndværkere. Der bør ikke være pendlerparkering.
- Byg almindelige familieboliger på grunden. De er fleksible og kan bruges af både ældre og studerende.
- En glasvæg i Bernstorffsgade vil kaste støj over til genboerne.
- Reelt er der i projektet en højere bebyggelsesprocent end 450, da plinten kun delvist tæller med.
- Byg på grunden, så grunden bliver en del af byen. Byggeriet skal rumme beboelse, som kan give liv i området.
- Virksomheden, som man regner med flytter ind, kommer fra et andet sted i Indre By. Byggeriet giver derfor ikke nye arbejdspladser i Indre By. Der bliver blot flyttet rundt på dem.
- Der er i forvejen mange domiciler i området. De er årsag til, at området er dødt.
- Teknik- og Miljøudvalget bør bede om en undersøgelse af vindturbulensforholdene ved eksisterende højhuse i kommunen.
- Postgården kan anvendes til hotel.
-
- Lokaludvalget udpegede Bent Lohmann og Henrik Anton Svendsen til at repræsentere sig i foretrædet.