Høringssvar om Københavns Kommunes Budget 2017
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen om forslag til Københavns Kommunes Budget 2017, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Økonomiforvaltningen har oplyst, at bl.a. Indre By Lokaludvalg har mulighed for at fremsætte bemærkninger til Budgetforslag 2017. Processen er:
Onsdag d. 24. august 2016 behandler Økonomiudvalget Københavns Kommune ”Forslag til budget 2017”, før det oversendes til Borgerrepræsentationens videre behandling d. 1. september samt d. 6. oktober 2016.
De politiske forhandlinger om budget 2017 starter formentlig umiddelbart efter Borgerrepræsentationens 1. behandling af budgetforslaget d. 1. september 2016. Der er frist for indgåelse af en budgetaftale d. 19. september 2016.
Økonomiforvaltningen forventer at kunne fremsende budgetforslaget til lokaludvalget d. 18. august 2016 med frist for høringssvar d. 5. september 2016.
Lokaludvalget kan på nuværende tidspunkt orientere sig i Indkaldelsescirkulære 2017, som er de første spadestik til udarbejdelsen af Budgetforslag 2017, samt i Økonomiudvalgets beslutning herom den 27. januar 2016. Se bilagene.
Løsning
Formanden foreslår følgende høringssvar:
"Indre By Lokaludvalg har desværre ikke mulighed for at tage stilling til forslag til Københavns Kommunes Budget 2017, da det er sendt i høring efter lokaludvalgets august-møde med en meget kort svarfrist.
Lokaludvalget beder om, at der i Budget 2017 afsættes puljer til hver bydel i kommunen til borgerbudgetter, som hvert lokaludvalg kan råde over. En sådan uddelegering af beslutninger til lokaludvalgene og til borgerne bør afprøves, så vi kan få testet lokaludvalgenes og borgernes interesse for at deltage i og tage ansvar for en politisk proces på et reelt grundlag. Puljerne bør være så store, at der er mulighed for at beslutte og gennemføre brugbare anlægsprojekter af en vis størrelse og samtidig så små, at lokaludvalgene og borgerne tvinges til prioritere mellem flere projekter. Endvidere bør borgerbudgettet omfatte mindre driftsopgaver i et kvarter som fx Nyboder/Borgergade/Adelgade-kvarteret. Det kunne være den daglige drift og vedligehold af gader og veje. Et sådant borgerbudget-projekt kan ses som en fortsættelse af lokaludvalgenes bydelsplaner, der skal være vedtaget i april 2017.
På Gribskov Kommunes hjemmeside kan man skal se, hvad ens skat går til. Den kunne være en inspiration til Københavns Kommune for at skabe dialog med borgerne om prioriteringerne. Se hjemmesiden her:
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har besluttet høringsvaret, sender sekretariatet det til Økonomiforvaltningen. Tidsplanen for vedtagelsen af Budget 2017 fremgår ovenfor.
1. Indkaldelsescirkulæret vedr. Københavns Kommunes Budget 2017 (Ikke på papir):
2. Gribskov Kommunes hjemmeside om skat: http://www.gribskov.dk/beregn-din-kommune-skat/ (ikke på papir)
Beslutning
Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Økonomiforvaltningen om forslag til Københavns Kommunes Budget 2017, der fremgår af løsningsafsnittet.