Mødedato: 18.08.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.


Beslutning

Om sagen "Startredegørelsen for Postgrunden" på lokaludvalgets dagsorden for mødet den 18. august 2016

En borger sagde, at lokaludvalgets synspunkt er godt og fornuftigt. Han er bekymret over byggeprojektets volumen og massivitet. Endvidere synes han, at byggeriet vender ryggen til byen, selv om arkitekterne siger, at det åbner sig op mod byen. Han opfordrede lokaludvalget til at søge foretræde for Teknik- og Miljøudvalget og fremføre de synspunkter, lokaludvalget har givet udtryk for i andre sammenhænge.

En anden borger sagde, at byggeprojektet giver anledning til at spørge, hvordan man bygger i København for fremtiden og hvordan et byggeri på grunden giver noget tilbage til København. Hun havde en overordnet bekymring for højderne og bebyggelsesprocenten. Desuden havde hun noteret sig, at byggeprojektet ikke rummer almene boliger og at det ikke vil give liv til området. Hun gjorde opmærksom på, at der i forvejen er flere tomme kontorejendomme i området. Hun mente, at byggeriet ikke kun skal udformes ud fra hensynet til profit. Det skal leve op til det ry, som København har; At det er en by i øjenhøjde og at vi i København værner om en grøn by.

En tredje borger fortalte, at beboerne i området ikke er imod forslaget om en busterminal under plinten på Postgrunden, hvis terminalen bliver lavet på den rigtige måde. Dog kan man frygte, at den udvikler sig til et smudsigt og utrygt område. Han mente, at skal der stilles krav til bygherre og arktiekter med hensyn til, at byggeprojektet skal være i samspil med omgivende bygninger og aktiviteter. København skal have et flagskibsprojekt for en så høj bebyggelsesprocent.

_______________________________________________________________________________________________________________________________________

Om sagen "Tiltag i Nyboder-kvarteret"

En borger udtrykte ønske om, at man finder en afbalanceret løsning for Sankt Pauls Plads. Hun kunne se, at hundelufterpladsen er generende for omgivelserne, men at den også giver glæde for hundeejerne. Den har en social funktion, da folk taler sammen hen over deres hunde. Men hundelufterpladsen er også ekskluderende, da ikke alle kan være med. Derudover ligger den midt i et beboelsesområde og tæt ved en kirke. Hundeejerne viser ikke altid respekt over for de aktiviteter, der foregår ved kirken. Man må beslutte, hvor hundelufterpladsen ellers kan være eller afgrænse den nuværende hundelufterplads, så den ikke ses. Borgeren forklarede, at hun ikke tidligere havde været opmærksom på, at der er en eksklusion. Derfor var hun kommet i tvivl om sin holdning til hundelufterpladsen. Hun så gerne, at man finder et andet sted til hundelufterpladsen, så Sankt Pauls Plads kan udfoldes. Der er ikke tale om at eksportere problemstillingen.

En anden borger fortalte om problemerne med løsgående hunde på Sankt Pauls Plads og at det forhold, at der er en hundelufterplads på Sankt Pauls Plads, gør, at pladsen ikke kan bruges. Den mindsker kvarterets sammenhængskraft.

Til top