Mødedato: 17.08.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Høringssvar om forslag til budget 2024

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Økonomiforvaltningen om forslaget til kommunens budget for 2024.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen, der ses i løsningsafsnittet, om forslaget til kommunens budget for 2024.

Problemstilling

Det forventes, at Økonomiforvaltningen sender forslaget til kommunens budget for 2024 i høring den 17. august med svarfrist den 4. september 2023. Høringsmaterialet eftersendes.

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget sender nedenstående høringssvar til Økonomiforvaltningen:

"Ud over ønskerne, som lokaludvalget vedtog i sit møde den 8. juni 2023, og som blev sendt til Økonomiforvaltningen den 23. juni 2023 (se bilaget), har lokaludvalget følgende ønsker:

  • Køb af parkeringspladser i parkeringsanlæg til brug for beboere i Indre By med beboerparkeringslicens
  • Ressourcer til forvaltningernes tilsyns- og myndighedsarbejde. Lokaludvalget har i andre sammenhænge peget på dette behov i forhold til udeserveringer, natteliv og events. Vi kan nu se, at behovet også er der i forhold til vejarbejder. Det er derfor vores vurdering, at behovet er generelt i Københavns Kommune.

    Forslaget skal også ses som et ønske om, at forvaltningerne i højere grad end nu lærer af det, som tilsyns- og myndighedsmedarbejderne får viden om, og tager en konsekvens af det. Eksempel: Hvis en tilsynsmedarbejder gentagende gange må påpege overfor en restauratør, at udeservering placeret på en ledelinje ikke er i overensstemmelse med reglerne, må det føre til en overvejelse i forvaltningen om at trække restauratørens udeserveringstilladelse tilbage.

Budgetnotater

Overordnet har lokaludvalget et ønske om, at budgetnotaterne, som forvaltningerne udarbejder, offentliggøres løbende, så lokaludvalgene kan have borgerdialog om det, som budgetnotaterne indeholder. "Fredeliggørelse af Toldbodgade" er et eksempel på et projekt, der er gået fra at være et budgetnotat til en politisk beslutning, uden at hverken lokaludvalget eller borgerne er blevet hørt om formålet med projektet.  Lokaludvalget mener, at en borgerdialog inden en politisk beslutning kunne have vist, om ideen med projektet kunne forankres lokalt. 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet sender lokaludvalgets høringssvar til Økonomiforvaltningen, som sender det videre til medlemmerne af Borgerrepræsentationen.

Borgerrepræsentationen vedtager kommunens budget for 2024 den 5. oktober 2023.

Beslutning

1. Indre By Lokaludvalg godkendte høringssvar vedr. Budget 2024 med enkelte tilføjelser, vedr. ressourcer til håndhævelse, affald og renhold samt byggetilladelser.
Til top