Mødedato: 17.08.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Opfølgning på netværksmøde med kulturinstitutioner

Indre By Lokaludvalg skal tage konklusionerne på lokaludvalgets offentlige netværksmøde den 26. juni 2017 med kulturinstitutioner i Indre By til efterretning samt afsætte penge til det videre arbejde i netværket.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager konklusionerne på lokaludvalgets offentlige netværksmøde den 26. juni 2017 med kulturinstitutioner i Indre By, der fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning.
  2. at Indre By Lokaludvalg beslutter hvilke temaer, det skal foreslå til næste netværksmøde.
  3. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 10.000 kr. til næste netværksmøde. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

 

Problemstilling

Lokaludvalget har fokus på kulturtilbuddene i Indre By og på vilkårene for kulturinstitutionerne i bydelen. Lokaludvalget inviterede derfor kulturinstitutionerne i Indre By til et offentligt netværksmøde den 26. juni 2017 med henblik på en erfaringsudveksling om kulturlivet i Indre By og om hvordan kulturlivet målrettes Indre Bys borgere. Erfaringsudvekslingen skulle tillige omhandle det forhold, at nogle kulturinstitutioner får kommunal støtte, mens andre ikke gør.

I mødet fortalte institutionerne om, hvordan de ser sig selv som en del af Indre By. I den efterfølgende workshop drøftede de, hvordan de arbejder for at få støtte til deres virke, bl.a. fra Københavns Kommune og sponsorer, samt hvordan de kan bruge hinanden til at fremme kulturtilbud i Indre By.

Repræsentanter for følgende kulturinstitutioner mv. deltog:

Copenhagen Half Marathon

Copenhagen Summer Festival

Cph Operafestival

CPH STAGE

Dansk Jødisk Museum

De Københavnske Filmfestivaler mm.

Det Lille Musikhus

DIT:KBH - Huset-Kbh og Kulturhuset Indre By

Folketeatret

Frost Festival

Kbh K – Commerce and Culture

Kultur- og Fritidsforvaltningen

Kulturhavn

Mojo Blues Bar

Poesiens Hus

Rundetaarn

Teater Får302

Tivoli

Zangenbergs Teater

Posthus Teatret

Jødisk Kulturfestival

Følgende kulturinstitutioner var forhindret i at deltage, men ønsker at deltage i det videre arbejde:

Copenhagen Pride
Grønnegård Teater
Det Lille Teater & Marionet Teatret
Statens Museum for Kunst
Medicinsk Museion

Løsning

På baggrund af drøftelsen på netværksmødet konkluderer formanden,

  • at det for kulturinstitutionerne ikke giver mening at fokusere på Indre Bys beboere som en særskilt målgruppe. De har ikke en lokal identitet.
  • at kulturinstitutionerne er åbne overfor at samarbejde med hinanden og at stille faciliteter til rådighed for hinanden
  • at kulturinstitutionerne er åbne overfor at samarbejde om publikum, fx via et fælles billettilbud
  • at kulturinstitutionerne er åbne overfor at samarbejde om at skaffe sponsorater til deres aktiviteter
  • at kulturinstitutionerne gerne samarbejder med det lokale erhvervslivet om kulturtilbud og kultursponsorater. Kulturinstitutionerne er åbne overfor, at erhvervslivet deltager i netværket.
  • at kulturinstitutionerne er interesseret i at danne et uformelt netværk, der mødes 1-2 gange om året.

På mødet blev det aftalt at holde et netværksmøde i efteråret 2017. To tovholdere blev udpeget til at planlægge mødet, nemlig repræsentanten for Copenhagen Summer Festival og repræsentanten for Jødisk Kulturfestival. Efter mødet har en repræsentant fra Poesiens Hus tilkendegivet, at hun ønsker at deltage i planlægningen.

Formanden foreslår, at lokaludvalget beslutter hvilke temaer, det ønsker taget op på næste netværksmøde. Nok har institutionerne ikke en bydelsidentitet, men deres ønsker om samarbejde og dialog giver ikke desto mindre lokaludvalget og bydelens borgere gode muligheder for at påvirke institutionernes tilbud så de matcher de kulturelle behov, der er i bydelen.

 

Økonomi

Det foreslås, at lokaludvalget afsætter 10.000 kr. til endnu et netværksmøde i 2017. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter, jf. en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 17. august 2017 "Ændringer i lokaludvalgets Budget 2017."

Der vil være udgifter til annoncering, lokaleleje og forplejning.

Videre proces

I samarbejde med sekretariatet og med tovholderne fra kulturinstitutionerne planlægger Bent Lohmann og Louise Hansen et offentligt netværksmøde, der afholdes i efteråret 2017.

Lokaludvalgets rolle på nuværende tidspunkt er at koordinere netværket og at fianansiere møder. På længere sigt skal netværket kunne stå på egne ben.

 

Beslutning

Vedr. afsnittet "Problemstilling": Kjeld A. Larsen oplyste, at Mojo Blues Bar ikke deltog i netværksmødet.

 

  1. Lokaludvalget tog konklusionerne på lokaludvalgets offentlige netværksmøde den 26. juni 2017 med kulturinstitutioner i Indre By, der fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning.  
  2. På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget at foreslå tovholderne ideer, værdier og problemstillinger vedrørende turismen som tema for næste netværksmøde.
    På forslag fra Kirsten Sloth besluttede lokaludvalget at foreslå tovholderne, at netværksmødet drøfter muligheden for et samarbejde om ruter for turisterne mellem kulturinstitutionerne.
    På forslag fra Louise Hansen besluttede lokaludvalget at foreslå tovholderne, at netværksmødet evaluerer turistsæsonen.
    På forslag fra Marietta Bonnet besluttede lokaludvalget at foreslå tovholderne, at netværksmødet drøfter hvordan kulturinstitutionernes cafeer og lignende kan integreres i bylivet og hvordan de kan tilgodese turisternes behov.
  3. Lokaludvalget besluttede at afsætte en ramme på 10.000 kr. til næste netværksmøde. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  4. Lokaludvalget udpegede Kjeld A. Larsen, Anton Skovle, Bent Lohmann og Louise Hansen til at planlægge det næste netværksmøde sammen med de tovholdere fra kulturinstitutionerne, der meldte sig på netværksmødet den 26. juni 2017.
Til top