Status på nattelivet
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter eventuelle initiativer i forhold til Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutninger hhv. den 19. og 21. juni 2017 i sagen "Restaurations- og Nattelivsplan", som Økonomiudvalget tager stilling til den 15. august og som det forventes, at Borgerrepræsentationen skal tage stilling til i sit møde den 24. august 2017.
- at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter eventuelle initiativer i forhold til Bevillingsnævnets tilladelse til, at en pub på Gråbrødretorv kan holde åbent til kl. 2 på hverdage og til kl. 5 i weekenden.
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til at bede Kultur- og Fritidsforvaltningen holde et oplæg for lokaludvalget på lokaludvalgsmødet den 14. september 2017 om indholdet i Restaurationsloven og om, hvordan forvaltningen og Bevillingsnævnet bruger loven i forbindelse med behandling af ansøgninger om bevillinger i Indre By samt i forbindelse med klager over bevillingshavere i Indre By.
Problemstilling
1. Sagen "Restaurations- og Nattelivsplan"
Udkast til "Restaurations- og nattelivsplan 2017" var i offentlig høring på bliv hørt-portalen i perioden 28. april-1. juni 2017; dog blev høringsfristen udskudt nogle dage, da der var tekniske problemer med at lægge høringssvar på bliv hørt-portalen. Kommunen modtog 122 høringssvar. Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen har forholdt sig til høringssvarene (se bilaget).
Teknik- og Miljøudvalget
I sit møde den 19. juni 2017 besluttede Teknik- og Miljøudvalget
- at anbefale Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at godkende, at Københavns Kommunes Restaurations- og Nattelivsplan 2017 (se bilaget) godkendes.
- at anbefale Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at godkende, at Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med tiltagene i scenarie 2 jf. handleplanen (se bilaget) og som beskrevet i et budgetnotat (se bilaget) og at finansieringen henvises til forhandlingerne om Budget 2018.
- at anbefale Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at godkende, at Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med at finde en egnet beliggenhed til en festivalplads, såfremt der findes finansiering til en foranalyse som beskrevet i budgetnotat (se bilaget) ved forhandlingerne om Budget 2018.
- at anbefale Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at man på baggrund af forvaltningernes juridiske notater ("Kommunens juridiske muligheder for at skærpe praksis" og "Bevillingsnævnets muligheder i forbindelse med at træffe afgørelser om alkoholbevillinger og nattilladelser" - se bilagene) beslutter, at forvaltningerne skal præsentere forslag til, hvordan praksis på nattelivsområdet kan strammes yderligere med henblik på at mindske generne.
Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi finder, at alle aktører må tage ansvar for en renere og bedre by. Kommunen bør snarest styrke renholdelsen og støjvagten.”
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre bakker op om forslagene skitseret i scenarie 2. Vi mener dog ikke, at ordlyden i handleplanen stemmer overens med vores ønske om at komme generne til livs igennem de nævnte tiltag, men i stedet virker forvirrende for både beboere, arrangører og branche. Vi mener også det er uhensigtsmæssigt, at man fremlægger en plan med en række forslag, som skal komme generne til livs og skabe bedre rammer for at udvikle byen, men samtidig fremlægger fjerde at, som uden sammenhæng selvstændigt fokuserer på stramning og nedskæring af arrangementer. Vi mener således, at der skabes unødig tvivl om hvad der er hjemmel til ift. at regulere bevillingerne.”
Kultur- og Fritidsudvalget
Kultur- og Fritidsudvalget traf i sit møde den 21. juni 2017 samme beslutninger som Teknik- og Miljøudvalget. Derudover besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at godkende en vejledning for opnåelse af alkoholbevilling (se bilaget).
Udvalgsmedlemmerne Rune Dybvad, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Carl Christian Ebbesen, Jens-Kristian Lütken, Andreas Pourkamali, Michael Gatten og Maria Frej ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:
"Det er partiernes opfattelse, at rammen for fremtidige stramninger af praksis på nattelivsområdet, jf. 4. at-punkt, skal tage udgangspunkt i Borgerrepræsentationens fælles protokolbemærkning fra alle partier, hvoraf fremgår, at målet er færre gener, ikke færre arrangementer."
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om et notat, der beskriver Bevillingsnævnets rolle og sammenhæng til nattelivsplanen.
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at udarbejde et budgetnotat om Kløverparken som festivalplads, med udgangspunkt i en screening, som forvaltningen udarbejder.
Indsatsområder
Restaurations- og nattelivsplanen indeholder en vision og fire indsatsområder:
- Begrænsning af gener fra nattelivet
- Et trygt og inkluderende natteliv
- Udvikling af Københavns bydele
- Service og partnerskaber omkring by- og nattelivet
Scenarie 2 i handleplanen
Scenarie 2 i handleplanen indeholder følgende initiativer:
Styring af nattelivsarbejde på tværs af København
- Ny bevillingspraksis
- Udvidelse af støjvagt
- Nattelivskoordinator
- Frivilligt tryghedskorps
- Øget renhold og spuling
- Affaldskurve, øget kapacitet
- Festzone
- Stramning af eksisterende praksis
Scenarie 3, som Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget fravalgte at anbefale overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, indeholdte følgende initiativer, som ikke er med i scenarie 2:
- Udvidelse af støjvagt (udvidet indsats)
- Kommunale natteværter
- Flere toiletter
Scenarie 1, som Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget også fravalgte at anbefale overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, indeholdte ikke følgende initiativer, som indgår i scenarie 2:
- Udvidelse af støjvagt (dvs. at det nuværende niveau for støjvagt fastholdes)
- Nattelivskoordinator
- Frivilligt tryghedskorps
- Øget renhold og spuling (dvs. at det nuværende niveau for renhold og spuling fastholdes)
- Affaldskurve, øget kapacitet (dvs. at det nuværende kapacitetsniveau fastholdes)
- Festzone
Festivalplads
I budgetnotatet om en festivalplads skriver forvaltningerne:
"Der er to målsætninger med etablering af en ny festivalplads. Målet er dels, at så få som muligt oplever gener fra store arrangementer i byen ved at afholde dem på steder uden nærtliggende beboelse, dels at imødekomme politiske målsætninger om København som en storby med kant og plads til begivenheder af international karakter – også når det gælder udendørs koncerter. Endvidere kan en velfungerende festivalplads være med til at tiltrække flere store arrangementer til København. Initiativet understøtter indsatsen i Fællesskab København om en bedre hverdag i byrummet samt målsætningen om, at et flertal af københavnerne oplever, at byen har kant."
Kommunens juridiske muligheder for at skærpe praksis
I notatet om kommunens juridiske muligheder for at skærpe praksis skriver forvaltningerne, at Kommunen ikke har mulighed for på vejareal generelt at forbyde udeserveringer, cykeltaxier og/eller arrangementer. Omvendt kan sådanne forbud etableres i byens parker.
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer i notatet, at hvis der skal ske en begrænsning af generne fra udeservering med hjemmel i vejlovgivningen, er det mest oplagte at se på åbningstiderne. Det skyldes, at de andre greb, såsom ansøgningsrunder og reduktion af arealer begrundet i støjhensyn, vil være vanskeligere at gennemføre, kræver flere ressourcer rent sagsbehandlingsmæssigt, og at generne typisk ikke relaterer sig til brug af udeservering i dagtimerne.
En generel begrænsning af lukketid for at nedbringe støjgener fra nattelivet vurderes umiddelbart til at være et stort indgreb med lille effekt. Det er dog værd at overveje i de få, konkrete områder, hvor der opleves gener fra udeserveringer.
Om cykeltaxaer skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i notatet, at Teknik- og Miljøudvalget i 2017 og frem har prioriteret således, at der er afsat flere ressourcer til tilsyn og opfølgende sagsabehandling på dette område. Forvaltningen vurderer, at med hjemmel i vejloven er vanskeligt at skærpe vilkårene vedrørende støj for cykeltaxier yderligere. Forvaltningen gør opmærksom på, at der – om ønsket – må søges gennemført en lovændring, der kan give kommunen flere muligheder for at regulere området og eventuelt helt gennemføre et forbud. Der bør i givet fald samtidig arbejdes for, at politiet tilføres de nødvendige ressourcer til at kunne håndhæve et sådant.
Om arrangementer anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen i notatet, at der i forbindelse med evalueringen af forskrift for udendørs musikarrangement tages kontakt i til bl.a. beboerforeningerne i Indre By samt Indre By Lokaludvalg for at drøfte niveauet og ønskerne til prioriteringen af arrangementerne.
Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser i notatet, at støjvagtens opgave er at håndhæve Miljøbeskyttelsesloven med udgangspunkt i restaurationsforskriften. Miljøbeskyttelsesloven og restaurationsforskriften giver støjvagten hjemmel til at regulere virksomheder og de aktiviteter, der er direkte forbundet hermed. Støjvagten har ikke mulighed for at beordre etablissementet lukket eller for at slukke musikken. Såfremt de ansvarshavende ikke retter sig efter påbuddet, tilkalder støjvagten assistance fra politiet og/eller indstille virksomheden til et bødeforlæg.
Støjvagten har i følge forvaltningen heller ikke mulighed for at regulere "festen i gaden". Dette indbefatter:
- Restaurant- og bargæster, der står uden for virksomheden og ryger eller taler højlydt
- Støjende mennesker i gaden.
- Partybusser
- Cykeltaxaer
- Musik fra private medbragte musikanlæg i parker og på gader
- Piratfester eller spontane sammenkomster på offentligt areal
Støjvagten tilkalder politiet, hvis der er piratfester eller gadeuorden, hvor der er risiko for, at nogen kommer til skade.
Muligheder i forbindelse med at træffe afgørelser om alkoholbevillinger og nattilladelser
I notatet om Bevillingsnævnets muligheder i forbindelse med at træffe afgørelser om alkoholbevillinger og nattilladelser skriver Kultur- og Fritidsforvaltningen, at Bevillingsnævnets mulighed for at meddele afslag på bevillingsansøgninger generelt er større i forhold til nyetableringer og udvidelser end i fornyelses- og overførelsessager.
Forvaltningen skriver videre, at i vurderingen af, om alkoholbevilling vil kunne gives, skal bevillingsnævnet iagttage samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige og dermed sammenhængende hensyn, jf. restaurationslovens § 12. Der kan i den forbindelse navnlig lægges vægt på bl.a. serveringsstedets beliggenhed, og om der som følge af en for stærk lokal koncentration af restaurationer er risiko for uforsvarlig drift eller andre ædruelighedsmæssige- eller ordensmæssige problemer. Dette gælder også for nattilladelser, der kun må gives, såfremt det ud fra miljø- og samfundsmæssige samt ordens- og ædruelighedsmæssige hensyn sammenholdt med virksomhedens karakter og driftsform skønnes forsvarligt. De samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige, ordensmæssige og dermed sammenhængende hensyn, skal altid kunne dokumenteres og sagligt begrundes, såfremt en eventuel afvisning eller begrænsning af bevillingen foretages.
Forvaltninger oplyser i notatet, at gennem vedtagelse af en Restaurations- og Nattelivsplan gives en politisk retning for Bevillingsnævnets arbejde. Planen er ikke sig selv nok til at begrunde et afslag, men planen udstikker retning for byens udvikling.
Derudover er der en række faktuelle oplysninger i notatet vedrørende:
- Praksisændring (varsel)
- Koncepter
- Vilkår knyttet til bevillingen
- Varighed
- Alderskrav
- Økonomiske forhold
- Forretningsmæssige kvalifikationer
- Vandel
2. Gråbrødretorv
Den 16. juni 2017 blev debatvognen parkeret på Gråbrødretorv for at indsamle borgernes mening om en mulig 5-bevilling til en pub på torvet. Borgerne havde mulighed for at besvare et spørgeskema om sagen i forbindelse med arrangementet samt på lokaludvalgets hjemmeside. Besvarelserne viser, at borgerne ikke ønsker en 5-bevilling på torvet. Flere gav udtryk for, at torvet vil miste sin charme og sin specielle karakter som et åndehul i byens centrum, hvis bevillingen bliver givet. Derudover frygter beboerne på torvet, at en bevilling vil have negative konsekvenser for livet på torvet. I bilaget ses en opsamling på spørgeskemaundersøgelsen. Opsamlingen blev den 19. juni 2017 sendt til Kultur- og Fritidsforvaltningen og Bevillingsnævnet sammen med e-mails og Facebook-kommentarer fra borgerne samt med kommentarerne, som borgere havde lagt på lokaludvalgets hjemmeside.
Referatet af Bevillingsnævnets møde den 20. juni 2017, hvor ansøgningen om 5-bevilling på Gråbrødretorv skulle behandles, foreligger endnu ikke. Men ifølge Cityavisen den 9. august 2017 har Bevillingsnævnet tilladt, at pubben kan holde åbent til kl. 2 på hverdage og kl. 5 i weekenden.
Referaterne af Bevillingsnævnets møder kan ses her:
http://www.kk.dk/artikel/bevillingsn%C3%A6vnets-m%C3%B8deplan-og-referater
3. Oplæg for lokaludvalget om Restaurationsloven
Restaurationsloven er fornyelig blevet ændret.
Løsning
Ad.1. Sagen "Restaurations- og Nattelivsplan"
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og beslutter eventuelle initiativer i forhold til Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutninger hhv. den 19. og 21. juni 2017 i sagen "Restaurations- og Nattelivsplan", som Økonomiudvalget tager stilling til den 15. august og som det forventes, at Borgerrepræsentationen skal tage stilling til i sit møde den 24. august 2017.
Se indstillingen til Økonomiudvalgets møde den 15. august 2017 her:
http://www.kk.dk/indhold/okonomiudvalgets-modemateriale/15082017/edoc-agenda/f46f5899-81f7-4fe0-890e-7f476914ab07/e745b112-2465-4586-b703-bcae81674f17
Ad. 2. Gråbrødretorv
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og beslutter eventuelle initiativer i forhold til Bevillingsnævnets tilladelse til, at en pub på Gråbrødretorv kan holde åbent til kl. 2 på hverdage og til kl. 5 i weekenden.
Ad. 3. Oplæg for lokaludvalget om Restaurationsloven
Formanden foreslår, at Kultur- og Fritidsforvaltningen holder et oplæg for lokaludvalget i lokaludvalgsmødet den 14. september 2017 om indholdet i den nyligt ændrede restaiurationslov. Oplægget skal desuden omhandle en redegørelse om, hvordan forvaltningen og Bevillingsnævnet administerer loven og om hvordan man udnytter lovens muligheder for at stramme op i forhold til nattelivet.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Afhænger af drøftelsen.
Beslutning
- Bent Lohmann oplyste, at referatet af Bevillingsnævnets møde den 21. juni 2017, hvor ansøgningen om natbevilling på Gråbrødretorv blev afgjort, offentliggøres efter Bevillingsnævnets møde den 30. august 2017, når nævnet har godkendt referatet.
- Lokaludvalget drøftede Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutninger hhv. den 19. og 21. juni 2017 i sagen "Restaurations- og Nattelivsplan".
- Lokaludvalget bemyndigede formanden til at bede Kultur- og Fritidsforvaltningen holde et oplæg for lokaludvalget på lokaludvalgsmødet den 14. september 2017 om indholdet i Restaurationsloven og om, hvordan loven administeres i Københavns Kommune samt om hvilke muligheder loven giver Bevillingsnævnet for at administrere loven anderledes end nu.
- På forslag fra Kirsten Sloth bemyndigede lokaludvalget formanden til at invitere Bevillingsnævnets medlemmer til i lokaludvalgsmødet den 14. september 2017 til at orientere om deres holdning til, hvordan Bevillingsnævnet skal bruge Restaurationsloven.
- På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget at indhente tilbud på en undersøgelse af, hvad nattelivet og events giver byen. Lokaludvalget udpegede Steen Juhl Olesen, Marietta Bonnet og Bent Lohmann til i samarbejde med sekretariatet at udarbejde grundlaget for undersøgelsen, der ønskes tilbud på.
- På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget at bemyndige ham til at spørge gymnasiesammenslutningen i Hovedstadsregionen samt gymnasieelevernes interesseorganisation om, hvordan de arbejder med fest- og drukkultur.