Mødedato: 17.08.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

B-sag: Høringssvar og borgerdialog om lokalplansagen ”Ny Østergade”

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal tage formandens høringssvar vedr. lokalplansagen "Ny Østergade" til efterretning og beslutte borgerdialog om sagen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager formandens høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. lokalplansagen "Ny Østergade", der fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning.
  2. at Indre By Lokaludvalg afholder et debatvognsarrangement om lokalplansagen den 12. september 2017 i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen.
  3. at Indre By Lokaludvalg afsætter 12.000 kr. til debatvognsarrangementet. Pengene tages af puljen til borgerdialog aktiviteter.
  4. at lokaludvalget udpeger Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen, Kjeld A. Larsen og Ingolf Ibus til at planlægge og gennemføre debatvognsarrangementet i samarbejde med sekretariatet og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget anmodning om udarbejdelse af lokalplan for ejendommen Ny Østergade 24-30 og St. Regnegade 17.

Grundejeren ønsker at bygge en ejendom på den tomme grund, der i dag anvendes til parkering, med butikker i stueetagen, erhverv/ bolig på 1. sal og boliger på 2. til 4. etage. På det flade tag ønskes indrettet en fællestagetage med større buske og træer i en højde, som kan ses fra gaden, samt tagpavilloner til ophold og køkkener. Bruttoetagearealet vil udgøre ca. 3.400 m².

I lokalplansområdet medtages hele karreen, således at de bevaringsværdige bygninger og forbindelser gennem området sikres.

Teknik- og Miljøforvaltningen bad den 8. juni 2017 lokaludvalget om bemærkninger til sagen med svarfrist den 26. juni 2017.

I lokaludvalgsmødet den 8. juni 2017 bad lokaludvalget Bent Lohmann om at udarbejde et høringssvar sammen med Henrik Anton Svendsen, Kjeld A. Larsen og Ingolf Ibus, som lokaludvalget kunne tage til efterretning i mødet den 17. august 2017.

Løsning

Høringssvar

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager nedenstående høringssvar, som han sendte til Teknik- og Miljøforvaltningen den 26. juni 2017, til efterretning.


"Teknik- og Miljøforvaltningen har den 8. juni 2017 bedt Indre By Lokaludvalg om bemærkninger til lokalplansagen ”Ny Østergade” med svarfrist den 26. juni 2017.  

Borgerdialog
Lokaludvalget har overfor borgerne annonceret i et lokalt medie samt på lokaludvalgets hjemmeside og facebookside, at de har mulighed for at kommentere sagen. 19 borgere har benyttet sig af muligheden. Se bilaget.

Den korte svarfrist og høringsperiodens placering sent i den politiske forårssæson gjorde desværre, at lokaludvalget ikke kunne gennemføre en ordentlig borgerdialog om sagen. Det vil vi rette op på i forbindelse med kommende høringer.

Lokaludvalgets holdning
Nedenstående er med forbehold for lokaludvalgets stillingtagen til sagen i lokaludvalgets møde den 17. august 2017:

Lokaludvalget ser positivt på, at arealet bebygges. Det er fint med de foreslåede fire etager, men ikke højere – heller ikke med en tilbagetrukket tagetage eller med teknisk udstyr på taget. Fire etager alt inkl. er max.

Der skal tages hensyn til de omkringliggende fredede bygninger. Byggeriet skal passes ind i miljøet i kvarteret. Det skal være tro mod kvarterets atmosfære og byggestil. Dvs. at der skal anvendes rødt tegl, og dannebrogsvinduer; taget skal have hældning og der skal være kviste. Der bør ikke anvendes stål og glas som byggemateriale

Lokaludvalget tager forbehold for udformningen af facaden og for at der påtænkes indrettet en tagterrasse. Vi er med på, at der skal være friareal i byggeriet, men tagterrassen bør ikke tillades anvendt kommercielt.  Endvidere tager vi forbehold for skyggeforhold.

Lokaludvalget ønsker, at stueetagen anvendes til en eller flere butikker, der både henvender sig til de lokale og til gæsterne i bydelen; gerne specialbutikker. Der skal under ingen omstændigheder tillades barer, spillested, diskotek eller lignende i byggeriet, hvilket der bør tinglyses for.

Lokaludvalget forventer, at kravet om minimum 25 % almene boliger i nybyggeri overholdes.

Kravet om parkeringspladser bør fraviges, da bygningen ligger tæt på offentlig trafik, bl.a. metroen og busstoppestederne på Nørreport og Kongens Nytorv.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Debatvognsarrangement

Ejendommen Ny Østergade 24-30 og St. Regnegade 17 ligger centralt i Indre By og et byggeri på grunden er derfor interessant for såvel beboere og erhvervsdrivende i området som for de, der arbejder eller jævnligt besøger området. Det er tillige interessant for de, som følger udviklingen af København og har en holdning til den. Med et debatvognsarrangement rammer lokaludvalget alle målgrupper. Arrangementet holdes den 12. september 2017 kl. 16.30-19.00.

Lokaludvalgets tovholdere udarbejder et spørgeskema i samarbejde med sekretariatet, som kan besvares ved debatvognsarrangementet og på lokaludvalgets hjemmeside. Lokaludvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen får en opgørelse af besvarelserne, så hurtigt som muligt efter arrangementet. I lokaludvalgsmødet  den 12. oktober 2017 drøfter lokaludvalget besvarelserne.

Økonomi

Det foreslås, at lokaludvalget afsætter 12.000 kr. til debatvognsarrangementet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter, jf. sagen på lokaludvalgets dagsorden den 17. august 2017 "Ændringer i lokaludvalgets Budget 2017".

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog formandens høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. lokalplansagen "Ny Østergade", der fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning.
  2. Lokaludvalget afholder et debatvognsarrangement om lokalplansagen den 12. september 2017 i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen.
  3. Lokaludvalget besluttede at afsætte 12.000 kr. til debatvognsarrangementet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  4. Lokaludvalget udpegede Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen, Kjeld A. Larsen og Ingolf Ibus til at planlægge og gennemføre debatvognsarrangementet i samarbejde med sekretariatet og Teknik- og Miljøforvaltningen.
Til top