Mødedato: 17.05.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Seminar for lokaludvalget

Indre By Lokaludvalg skal beslutte at holde et internt seminar om forkuspunkter for lokaludvalgets arbejde i valgperioden.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg har et internet seminar den 2. juni 2018 kl. 10-16 for lokaludvalgsmedlemmer og -suppleanter i Bethesda, Rømersgade 17.
  2. at Indre By Lokaludvalg godkender, at seminaret handler om fokuspunkter for lokaludvalgets arbejde i valgperioden, der slutter i marts 2022 med udgangspunkt i
    • Indre Bydelsplan 2017 
    • forslaget til kommuneplanstrategi 2018, som lokaludvalget har i høring i øjeblikket.
    • problemstillinger, der relaterer sig til den stigende turisme i Indre By
  3. at Indre By Lokaludvalg udpeger to lokaludvalgsmedlemmer til sammen med formandskabet og sekretariatet at planlægge og gennemføre seminaret.

Problemstilling

Det nyvalgte lokaludvalg skal aftale en retning for lokaludvalgets arbejde i valgperioden.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget har et internt seminar den 2. juni 2018 kl. 10-16 for lokaludvalgsmedlemmer og -suppleanter i Bethesda, Rømersgade 17.

I lokaludvalgsmødet den 12. april 2018 var der ønske om at holde seminaret i en sal i St. Kongensgade og at man undervejs i seminaret besigtiger Østre Landsret i Fredericiagade. Imidlertid rækker sekretariatets ressourcer i øjeblikket kun til at bestille en mødepakke hos en udlejer af mødelokaler. Mødelokalet i Bethesda er valgt, fordi sekretariatet har gode erfaringer med betjeningen, ligesom det fungerede godt som ramme for lokaludvalgsseminaret i 2014.

Hensigten med seminaret er at lokaludvalgets medlemmer og suppleanter får en fælles opfattelse af problemstillinger i Indre By og mulige løsninger på de problemstillinger, der måtte være.

Endelig er det hensigten, at drøftelserne på seminaret skal bruges til formulering af lokaludvalgets høringssvar vedr. forslaget til kommuneplanstrategi 2018, som lokaludvalget har i høring. Lokaludvalget skal beslutte sit høringssvar i lokaludvalgsmødet i juni.

Det foreslås, at seminaret tager udgangspunkt i

  • Indre Bydelsplan 2017: Bydelsplanen omtaler en række initiaitver, som lokaludvalget vil tage. På seminaret kan man drøfte hvordan.  
  • Forslaget til kommuneplanstrategi 2018: På seminaret kan man drøfte, hvordan lokaludvalget skal forholde sig til de forskellige temaer i forslaget, og hvilke temaer man vil arbejde med i valgperioden.
  • Problemstillinger, der relaterer sig til den stigende turisme i Indre By: På seminaret kan man aftale en ramme for lokaludvalgets drøftelse med borgerne og særlige interessenter om, hvordan man nærmer sig visionen i Indre By Bydelsplan 2017 om kvalitetsturisme i Indre By.

Seminaret planlægges af formandskabet og yderligere to lokaludvalgsmedlemmer samt sekretariatet. Undervejes er der frokost, kage, kaffe, te og vand.

 

Økonomi

Seminaret betales af sekretariatsmidler.

Videre proces

Frist for tilmelding til seminaret er den 29. maj 2018. Planlægningsgruppen sender et program til lokaludvalgets medlemmer og suppleanter senest den 25. maj 2018.

Beslutning

  1. Efter flertal tilkendegav, at det kunne tilslutte sig Bent Lohmanns forslag om, at lokaludvalget har et internt seminar for lokaludvalgsmedlemmer og -suppleanter den 2. juni 2018 kl. 10-14 i Bethesda, Rømersgade 17.
  2. Lokaludvalget godkendte, at seminaret primært handler om forslaget til kommuneplanstrategi 2018, som lokaludvalget har i høring i øjeblikket.
  3. Lokaludvalget udpegede formandskabet og sekretariatet til at planlægge og gennemføre seminaret.
Til top