Mødedato: 17.05.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Formel 1-løb i Indre By

Indre By Lokaludvalg skal godkende en henvendelse til Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen med en række spørgsmål vedr. planerne om Formel 1-løb i Indre By.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender medlemsforslaget, der fremgår af afsnittet "Problemstilling", om en henvendelse til kommunen med en række spørgsmål vedr. planerne om Formel 1-løb i Indre By.
  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til at tilkendegive overfor Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen, at lokaludvalget ønsker at blive inddraget i planlægningen af den hørings- og dialogproces vedr. planlægningen af Formel 1-løb i Indre By, der har været omtalt i medierne.

Problemstilling

Medlemsforslag fra Hannibal C. Holt:

"Jeg forestiller mig at det vil være relevant at nedenstående spørgsmål sendes til Københavns Kommune, til opklaring.

  1. Hvilke konkrete betingelser skal arrangørerne af Formel 1 opfylde for at der kan give tilladelse til afvikling af det ønskede arrangement? Hvilket frist er der sat ifht at sikre at disse betingelser kan efterleves?
  2. Hvor langvarig og hvor omfattende bliver afspærring af kommunens område før, under og efter løbet?
  3. Er der en øvre grænse for hvor længe man synes at det er rimeligt at afspærre, og besværliggøre københavnernes mobilitet?
  4. Hvilke anlægsarbejder skal gennemføres, forud for løbet - f.eks. fjernelse af lyskryds, træer, midterheller og lign.?
  5. Hvordan er økonomien tænkt i arrangementet - hvem skal betale for arrangementet?
  6. Findes der et estimat på hvad et F1-arrangement i København vil give af afkast til / bidrage med til kommunens økonomi?
  7. Hvor mange år fremover skal løbet gennemføres? Det forlyder, at der er tale om foreløbig i hvertfald tre år."

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget godkender medlemsforslaget, idet han ønsker lokaludvalgets bemyndigelse til at formulere spørgsmål nr. 2, 3 og 4, så de relaterer sig til Indre By. Spørgsmålene vil blive sendt til Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Formanden foreslår desuden, at lokaludvalget tilkendegiver, at det ønsker at blive inddraget i planlægningen af den hørings- og dialogproces vedr. planlægningen af Formel 1-løb i Indre By, der har været omtalt i medierne.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Formanden sender spørgsmålene til Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Beslutning

 

  1. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ingolf Ibus om, at lokaludvalget foreslår en rapport om de sundhedsmæssige virkninger for Indre Bys borgere bør være en del af grundlaget for beslutningen om Formel 1-løb  Indre By.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at lokaludvalget spørger om, hvorvidt der er planer om fester og events i Indre Bys byrum i forbindelse med Formel 1-løb.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget forudsætter, at Formel 1-løb og arrangementer i Indre By med tilknytning til Formel 1-løb er lokalt forankret.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Hans-Henrik T. Ohlsen om, at lokaludvalget bemærker, at Formel 1-løbet bør placeres et sted, hvor det generer færre.

    Lokaludvalget godkendte medlemsforslaget, der fremgår af afsnittet "Problemstilling", om en henvendelse til kommunen med en række spørgsmål vedr. planerne om Formel 1-løb i Indre By, med de tiltrådte ændringsforslag.
  2. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at tilkendegive overfor Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen, at lokaludvalget ønsker at blive inddraget i planlægningen af den hørings- og dialogproces vedr. planlægningen af Formel 1-løb i Indre By, der har været omtalt i medierne.
Til top