Mødedato: 17.05.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Østre Anlæg

Indre By Lokaludvalg skal godkende en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om Østre Anlæg.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen om Østre Anlæg, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

En borger skrev den 23. april 2018 til lokaludvalget:

"Vi henvender os til Indre By Lokaludvalg, med et problem vi mener kalder på handling fra politisk hold.

Sagen kort: I forbindelse med beslutningen om at Kgs. Have ikke længere må anvendes til lukkede arrangementer, og med bekæmpelsen af rotteplagen på stedet, har man samtidig gjort en kraftig indsats for at få smidt de unge med trådløse højtalere ud af haven. De har gennem de seneste år udgjort et stærkt stigende problem både i og omkring haven.

Parkbetjentene er blevet kimet ned af både havens gæster og af de omkringboende pga. larm og svineri.

Uheldigvis kom en parkbetjent til at henvise de unge til Østre Anlæg. Vi har talt med vagten i haven, som kan bedyre, at det ikke sker mere. Men nu har de mange unge altså forlagt residensen til Østre Anlæg, og vi beboere i Stockholmsgade sidder nu midt i festen!

Vi er taget som gidsler i eget hjem og kan ikke holde ud at være i vores egne boliger.

Vi er på skift ovre i anlægget for at bede dem skrue ned, gøre opmærksom på, at det slet ikke er tilladt at bruge udstyret i anlægget, osv., men bliver i stigende grad mødt af truende adfærd.

Politiet er forstående, men har ikke ressourcer til at følge det op hele tiden.

Man forstår, at det er et stort problem i alle byens grønne områder og at problemet er voksende. Rigtig mange lider under den stress det giver at være tvangsindlagt til at høre på musikken i egne boliger. Og mange bliver tvunget ud af de grønne områder, som skulle være rekreative, fordi de ikke kan holde larmen og svineriet ud.

I Østre Anlæg ser vi desuden ødelæggelser af børnenes legeplads som endnu en effekt af festen i det offentlige.

Der bør ske noget. Vi kan ikke leve med, at det er acceptabelt at hærge på den måde, at intet bliver gjort.

Skiltning? Parkbetjente? Bøder? Konfiskering?

Det skal lige bemærkes, at der er fredningsbestemmelse på Østre Anlæg (fra 1969).

Med venlig hilsen

Pva. Støjalarm København en del af KBN (Københavns Beboernetværk)"

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Indre By Lokaludvalg mener, at Østre Anlæg udvikler sig i en forkert retning. Vi er især opmærksomme på, at anlægget i stigende grad anvendes til uorganiserede fester med støj og affald til følge,samt at anlæggets faciliteter for børn og unge fremstår nedslidte.

Lokaludvalget beder derfor om en orientering om, hvordan den nuværende anvendelse af anlægget harmonerer med fredningsbestemmelserne.

Lokaludvalget beder desuden om en orientering om hvilke mål og visioner forvaltningen har for Østre Anlæg, fx vedr.

  • Anlæggets profil
  • Plejen af anlægget
  • Brugergrupper
  • Rammerne for anvendelse af anlægget
  • Håndhævelse af regler
  • Anlæggets samspil med omgivelserne,

og om hvordan forvaltningens mål og visioner harmonerer med fredningsbestemmelserne.

 

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøforvaltningen.

I et senere møde kan lokaludvalget drøfte forvaltningens orientering.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget i henvendelsen bemærker, at det ønsker Stokhusbroen mellem Øster Voldgade og Østre Anlæg tilbage.

Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen om Østre Anlæg, der fremgår af løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.

Til top