Mødedato: 16.08.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Udkast til principper for kunst i Indre Bys byrum

Indre By Lokaludvalg skal beslutte at sende et sæt principper for kunst i Indre Bys byrum i høring hos relevante interesseorganisationer mv. samt give borgerne mulighed for at kommentere dem på lokaludvalgets hjemmeside.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender udkast til princippern for kunst i Indre Bys byrum, der fremgår af løsningsafsnittet
  2. at Indre By Lokaludvalg sender principperne i høring hos relevante organisationer mv. ligesom de lægges på lokaludvalgets hjemmeside, så Indre Bys borgere kan kommentere dem.
  3. at Indre By Lokaludvalg vedtager principperne for kunst i Indre Bys byrum i sit møde den 11. oktober 2018. Kommentarerne fra organisationerne mv. og borgerne indgår i beslutningsgrundlaget.
  4. at Indre By Lokaludvalg afsætter 3.000 kr. til annoncering af muligheden for at kommentere principperne for kunst i byrummet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Problemstilling

Den åbne arbejdsgruppe om kunst i Indre Bys byrum har arbejdet videre med en strategi for kunst i Indre Bys byrum på grundlag af arbejdsgruppens hidtidige arbejde og på grundlag af lokaludvalgets bemærkninger i mødet den 15. marts 2018 samt på grundlag af Kultur- og Fritidsforvaltningens plan for visuel kunst jf. en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 16. august 2018.

Løsning

På baggrund af den åbne arbejdsgruppes arbejde foreslår formanden følgende principper for  kunst i Indre Bys byrum:

  • Indre By har mange permanente kunstværker. I en situation, hvor der både er kamp om pladsen og om folks opmærksomhed i Indre Bys byrum, er der ikke plads til flere permanente kunstværker.   
  • I Indre By er der plads til alle former for midlertidig kunst med kvalitet: Monumenter, biokunst, lysinstallationer, lydbilleder, musik osv.
  • Kunst i Indre Bys byrum skal involvere til samtale og eftertanke.
  • Kunstfestivaller af en vis varighed beriger Indre By.
  • I Indre By vil vi gerne give rum til anderledes kunstneriske udtryksformer, så vi ser gerne, at der etableres festivaller af en vis varighed for biokunst, happenings, gavlmalerier, lydkunst og scenekunst i byrummet.
  • I Indre By ønsker vi, at byggepladshegn og inddækning af stilladser på bygninger udsmykket kunstnerisk.
  • Kunst og design skal være en tydeligere del af udtrykket i det offentlige rum og integreres i byudvikling og design af byrumsinventar; dette med respekt for byrumsinventarets funktion.
  • I Indre By ser vi gerne små buster, monteret på husmurene, af folk med tilknytning til steder (f.x. Constance Mozart, Lenin, Søren Kierkegaard, Herman Bang, Nina Bang, Georg Brandes etc).
  • Det er altafgørende, at de lokale beboere og erhverv samt lokaludvalget inddrages, når der er ønske om at placere kunst i Indre Bys byrum.

Principperne skal være styrende for, hvordan lokaludvalget forholder sig til

1. ønsker om at placere kunst i Indre Bys byrum

2. ansøgninger til lokaludvalget om støtte til at vise kunst i Indre Bys byrum.

 

Økonomi

Det foreslås, at der afsættes 3.000 kr. til annoncering af muligheden for at kommentere principperne for kunst i byrummet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Principperne sendes i høring hos relevante organisationer mv. ligesom de lægges på lokaludvalgets hjemmeside, så Indre Bys borgere kan kommentere dem.

Lokaludvalget vedtager principperne for kunst i Indre Bys byrum i sit møde den 11. oktober 2018. Kommentarerne fra organisationerne mv. og borgerne indgår i beslutningsgrundlaget.

 

Bilag

Indre By Lokaludvalgs beslutning den 15. marts 2018 om udkast til strategi for kunst i byrummet (ikke på papir):

https://www.kk.dk/indhold/indre-lokaludvalgs-modemateriale/15032018/edoc-agenda/4af1b901-78ef-4b19-9fa6-b544660aa562/31baecd5-faec-4441-a12b-32d8e81761b6

Beslutning

Udsat til lokaludvalgsmødet den 13. september 2018.
Til top