B-sag: Bymiljøpolitik via kommuneplanen og bevarende lokalplaner

Indstilling

Formanden foreslår,

1. at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og teknik- og miljøborgmesteren om bymiljøpolitik via kommuneplanen og bevarende lokalplaner, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Medlemsforslag fra Jep Loft:

"Indre Bys Lokaludvalg foreslår, at udmøntningen af Københavns arkitekturpolitik i højere grad afpasses efter de enkelte bydeles særegne kvaliteter. Det hedder, at nybyggeri skal tage afsæt i byens egenart. For Middelalderbyen bør dette bl.a. betyde, at nybyggeri ikke skal fremstå som moderne, men derimod holde sig i den (tidløse) klassicistiske stil, som er bydelens egenart og historiske fundament. I andre bykvarterer kan moderne byggeri naturligvis være velkomment.

I forlængelse af en differentiering af arkitekturpolitikken foreslås det, at der for hvert af de gamle bykvarterer i Middelalderbyen udarbejdes en bevarende lokalplan på overordnet niveau. Vi forestiller os ikke et stort, detaljeret arbejde, men derimod enkle lokalplaner med overordnede retningslinjer om bevaring, der forhindrer nedrivning af huse, som på harmonisk vis indgår i den større sammenhæng - uanset om de isoleret set ikke kan betragtes som bevaringsværdige. Endvidere bør lokalplanerne stille krav om, at nybyggeri indordner sig efter kvarterets egenart. Udarbejdelsen af de nye lokalplaner bør ikke være nogen stor belastning af forvaltningen. Alle planer skal nemlig følge samme skabelon, og forskellen fra kvarter til kvarter vil hovedsageligt bestå i at udpege de (heldigvis få) bygninger, som ikke skal beskyttes.

Der redegøres nærmere for baggrunden for forslaget i det følgende.

De gamle bykerner er vores vigtigste kulturarv

Bykernerne i danske middelalderkøbstæder er vor vigtigste kulturarv. Kirker, slotte, herregårde og museer er umistelige aktiver, men det er i byerne, vi færdes. Vi påvirkes af vore omgivelser. Dansk byggeskik har haft en egenart, som har udviklet sig gennem århundreder. Ser man et gammelt foto af en bygade, vil man straks kunne se, om det fra er en dansk by. Ser man et gammelt billede fra en svensk eller tysk by, kan man umiddelbart se, at den ikke er dansk. Men de nye bydeles moderne arkitektur ligner det, man ser overalt i verden. Denne udvikling bør stoppes i Københavns middelalderby. Vi skal værne om det bymiljø, vi har arvet.

Der er ingen modsætning mellem bybevaring og udvikling - tværtimod

Københavns Kommune har for længst indset værdien af bygningsarven. I Arkitekturpolitikken citeres Realdania for følgende:

"Bygningsarven er penge værd for boligejere over hele landet. Bygningsarv betyder blandt andet 30 % højere salgspriser for bevaringsværdige enfamilieshuse, og 13% højere priser for boliger i områder, der har mere end 15% bevaringsværdige bygninger. Ikke kun boligejerne får værdi af bygningsarven. Med kulturhistorie og arkitektur tiltrækker bygningsarven turister og nye beboere til et område. Det smitter af på erhvervslivets omsætning og skaber job, hvilket har en positiv effekt på kommunernes økonomi".

Dette bør suppleres med en erkendelse af, at et enkelt utilpasset hus kan ødelægge harmonien på et helt torv eller i en hel gade. Derfor bør der ikke gennemføres arkitektoniske eksperimenter med avanceret in-fill-byggeri i Middelalderbyen.

De 76 danske middelalderkøbstæder

De gode bymiljøer findes primært i de områder, der lå inden for byportene i de 76 danske middelalderkøbstæder. Bykernernes areal er ca 0,4 kvadratkilometer i gennemsnit eller ca. 30 kvadratkilometer i alt. I København findes de værdifulde bymiljøer i Indre By samt i brokvartererne inden for et område på ca. 20 kvadratkilometer. Der er i hele Danmark således i alt tale om et område på ca. 50 kvadratkilometer eller godt 1 promille af Danmarks areal. Middelalderbyen i København er ca. 2,5 kvadratkilometer. Dette skal ses i forhold til Region Hovedstadens areal på 2.568 kvadratkilometer, hvoraf 340 er bebygget.

Kvaliteten af de københavnske bymiljøer er i særklasse sammenlignet med dem, der findes i resten af landet, jfr. nedenfor.

København: Nyklassicisme i verdensklasse

Den vestlige del af Middelalderbyen (d.v.s. vest for Købmagergade) er nok den mest værdifulde kulturarv, som Danmark råder over. Den internationalt anerkendte (nu afdøde) arkitekturhistoriker, Giles Worsley, skriver i bogen "Klassicisme i København", 1998: "At vandre gennem Københavns gader er at opleve en af de største glæder i Europa: åbenbaringen af endeløse panoramaer i en uspoleret by fra begyndelsen af det 19. århundrede. Kombinationen af hastig vækst og ødelæggende ildebrande – for ikke at tale om det ulyksalige britiske bombardement i 1807 – betød, at en stor del af byen blev bygget eller genopbygget i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede. Siden har en heldig blanding af forskellige komponenter – som for eksempel at bycentret er rykket længere vestpå, at det lykkedes byen at undgå at blive offer for krigsødelæggelser i det 20. århundrede, og at fornuftig planlægning har skånet den for alt for megen hovedløs sanering – bevirket, at byens udseende fra begyndelsen af det 19. århundrede og inden for de gamle volde er blevet bevaret i bemærkelsesværdigt omfang. Der er således tale om et roligt gadebillede (…). Der er intet af det selvglade skryderi, der kendetegnede samtidens London eller Paris."

Skønheden ligger i harmonien og sammenhængskraften. En enkelt, utilpasset bygning kan slå harmonien og roen i stykker. Det ser man desværre mange eksempler på i den østlige del af Middelalderbyen.

Kulturarven forvaltes ikke altid med omhu

Foreningen Æstetisk Raad udarbejdede i årene 2000-2003 en registrant over de skader, der er sket på de gamle danske købstadsbykerner. Arbejdet lå siden til grund for hjemmesiden "GodeByer.dk", som Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur varetog i årene 2015-2018. Her fremgik det, at bymiljøerne har været udsat for tre store angrebsbølger:

I 1960’erne begyndte bankerne at erstatte deres fine gamle bygninger med utilpassede, moderne betonhuse. Torve i f.eks. Helsingør, Køge, Roskilde, Slagelse, Odense, Svendborg, Faaborg og Aalborg vidner om bankernes nedrivningslyst. Kun få af nybygningerne anvendes i dag til deres oprindelige formål. Også Nationalbanken i København fik en nybygget og fejlplaceret bygning. I alt er der ca. 150 utilpassede bankbygninger i danske middelalderbykerner.

I 1970’erne tog kommunerne fat. Grenaa, Hjørring, Horsens, Fredericia og Nibe er blandt de værste eksempler på utilpasset rådhusbyggeri. Der er ca. 50 moderne kommunale bygninger i middelalderbykernerne.

I 1980’erne kom supermarkeder og stormagasiner for alvor i gang med ekspansionen. De værste eksempler er i København, Aalborg, Odense, Holstebro, Aarhus og Maribo. Der er ca. 70 i alt. Kontorbyggerier har også gjort stor skade med ødelæggelsen af Møntergade, Pilestræde og Landemærket i København som det værste eksempel i nyere tid.

I de seneste årtier har man forspildt chancen for at skabe nye bymiljøer på de havne, der ikke længere tjener deres oprindelige formål. Man kunne have bundet by og havn sammen og skabt attraktive miljøer som Nyhavn i København, Sønderborg, Allinge, Gudhjem og Svaneke (og som i mange små havne i Middelhavet). Her myldrer mennesker til for at nyde huse, kajer med butikker, caféer og restauranter, havnebassinet og skibene. I stedet har vi fået fantasiløse betonboligblokke i adskillige havnebyer med Nyborg som et af de værste skræmmebilleder. Vordingborg, Holbæk, Frederikssund, Korsør, Middelfart og Rudkøbing er andre eksempler på nybyggeri, der suger kraft fra omgivelserne og intet giver tilbage. I Svendborg skal der også opføres en stor blok på havnen i stedet for flere, mindre, forskellige, sammenbyggede huse, der kunne give liv og havnemiljø.

Odense er en by, som ikke har været god ved sig selv. Et enigt byråd besluttede i 1952, at en delvist statsfinansieret motorgade skulle tromles gennem den gamle middelalderbykerne for et lette bilernes adgang til havn og værft. Motorgaden stod helt færdig i 1980 og er blevet diskuteret lige siden. Byrådet lukkede i 2014 gaden, og nu opføres nye bygninger på gadens brede tracé. De dengang nedrevne ældre bygninger kommer dog ikke tilbage. Også andre nedrivninger i Odense har medført kritik fra borgerne. Derfor besluttede By- og Kulturudvalget i 2011, at bygninger i bykernen ikke længere kunne nedrives ved en rent administrativ afgørelse. Alle planer om nedrivning i bykernen skal nu træffes af det politiske udvalg.

Aarhus var tæt på at lide samme skæbne som Odense, da byrådet i 1960’erne ville bygge en 45 meter bred motorgade tværs gennem Midtbyen. Borgmester Bernhardt Jensen kæmpede ene mand imod og fik det afværget. Af den grund er han senere blevet kåret til ’Alle Tiders Aarhusianer’.

Aalborg var den første by, der med store gadegennembrud ødelagde enestående bymiljøer. I dag falder navnlig det utilpassede byggeri på Budolfi Plads i øjnene.

I 1970’erne var det tæt på at gå galt i København igen, som det var sket før i Brøndstrædekvarteret (ved Gothersgade), i Bremerholm/Christian IX gade/Lille Kongensgade, og i Adelgade/Borgergade.

Pilestræde og Landemærket blev ødelagt, den fine, gamle Nationalbank og hele dens karré blev nedrevet, men også Gammel Mønt, Sværtegade og Møntergade var i farezonen. Borgerrepræsentant Børge Oløe er nok den person, vi primært kan takke for, at de tre sidstnævnte gader gik fri. Tankevækkende er det, at de historiske kvarterer i København, der har undgået sanering, men i stedet er blevet renoveret, i dag er nogle af de mest eftertragtede boligområder i hovedstaden. Det gælder ikke bare i den indre by, men også på Nørrebro og Vesterbro. I de fleste tilfælde var der oprindeligt tale om billigt byggeri for fattige tilflyttere, som i dag har langt mere atmosfære end de nye, eksklusive boligkvarterer.

Hvor galt, det kan gå, ser man også i Stockholm, hvor store dele af byen blev nedrevet i 1970’erne og nu nærmest er betonslum, og i London, hvor kræfternes frie spil har forvandlet flere gamle, smukke områder til et kaotisk rod. I kontrast hertil står det indre af Paris, som kun nåede at bygge én skyskraber (ved Montparnasse), før man sadlede om og enedes om at skabe en ny bydel, La Défense, hvor højhusene er samlet uden for bykernen.

Borgerrepræsentationens store ansvar

Det er nok de færreste kommunalpolitikere, der i deres daglige arbejde tænker over, at de sidder med et større ansvar for bevarelsen af kulturarven end nogen anden myndighed, politisk eller administrativ. Københavns Borgerrepræsentation har ansvaret for bymiljøer af et omfang, der næsten er lige så stort som hele resten af landets tilsammen, og som i kvalitet overstiger alt andet. Der er blevet passet godt på Middelalderbyens vestlige halvdel, mens der er sket megen skade på den østlige del; men bystyret har klogt fastholdt en begrænsning på byggehøjden, hvilket har betydet, at byen er harmonisk, og at byens karakteristiske tårne fortsat kommer til deres ret.

Bymiljø og arkitektur er to forskellige ting

København har en arkitekturpolitik, men vi burde hellere have en bymiljøpolitik. Man kan diskutere, hvad der er god eller dårlig arkitektur i timevis uden at nå til en brugbar konklusion – ganske som med moderne kunst. Det væsentlige er imidlertid, om et byområde er godt at være i, og det har ikke noget med arkitektur at gøre. God arkitektur er ikke nogen garant for et godt bymiljø; Nationalbanken er et eksempel på det. Byggeriet slog en smuk karré i stykker, og bygningen har taget alt liv ud af området. Bankens døde facader medfører, at ingen mennesker længere går ad Niels Juels Gade. Nationalbanken burde være opført et andet sted. God arkitektur er heller ikke en forudsætning for at godt bymiljø; Københavns bedste kvarterer er opført af bygmestre uden hjælp fra arkitekter.
 

Bymiljø og Naturmiljø er begge vindersager

Naturmiljøsagen opstod omkring 1970 som følge af en folkelig modvilje mod forurening. Miljøministeriet blev oprettet i 1971. Her forvaltes planloven, hvis formål bl.a. er, at skabe og bevare værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. I de næsten 50 år, der er gået, er der skabt et stort administrativt apparat med lovgivning og regler, departement, styrelser, direktorater, klagenævn og fonde, der varetager naturmiljøet (landskaberne). Men der er intet sket for at bevare bymiljøerne. I Danmark findes ikke en særlig lovgivning eller et embedsværk, der passer på bymiljøerne. Fredningsloven varetager ikke opgaven. Hverken Miljøministeriet eller Kulturministeriet har forstået bymiljøsagen, og de enkelte kommuner er oftest dårligt rustet til opgaven og har ingen forbilleder inden for administration.

Naturmiljøsagen har gennemlevet en række faser - fra forureningsbekæmpelse til naturpleje og naturgenopretning. Nu er klimaet en væsentlig faktor.

Bymiljøsagen venter stadig på at komme i gang. Først og fremmest skal vi stoppe nedrivninger og dernæst skal vi bevare bygninger, der forfalder. En tredje fase er genopretning af skader ved at ændre på facader og tage, så utilpassede bygninger kommer til at passe til stedets ånd, eller afskærme "grimme" huse med beplantning eller facaderenoveringer. Byernes atmosfære har også et klimaperspektiv; man påvirkes af det miljø, man bor og færdes i, og et godt bymiljø giver tryghed.

I en Middelalderby er stål-, glas- og betonhuse invasive arter, mens bindingsværk og gamle murstenshuse er en truet art.

Der er en udbredt folkelig forståelse for bymiljøsagen på linje med naturmiljøsagen. Politisk er den langt bag efter naturmiljøsagen.

Årsagen til ødelæggelserne: Bevaringsfolk er deres egen værste fjende

Naturmiljøet har en naturlig fjende i landbruget, hvor der ofte er modstridende interesser. Bymiljøerne har ingen naturlig fjende. Den påståede modsætning mellem bymiljø og hensynet til udvikling og fremskridt er en misforståelse. De byer, der har ødelagt deres bykerner, oplever nu en forslumring og begyndende ghettodannelser. Der er lige så meget fremtid i at nedrive de gamle bykerner, som der var i at rette Skjern Aa ud.

Skaderne på bymiljøerne er sket som følge af uopmærksomhed og uvidenhed. Havde man på bymiljøområdet haft en organisation, svarende til Danmarks Naturfredningsforening, havde meget været anderledes. Desværre findes en sådan ikke. De foreninger, der findes, er ofte styret af arkitekter, som gerne vil bygge nyt og hellere vil tale om arkitektur end om bymiljøer. Ønsket om markante, moderne bygninger og frygten for pastiche har forhindret en målrettet bevaringsindsats.

Overordnede byplaner – inspireret af André Malraux’s franske lov

Værdien af de velbevarede franske middelalderbykerner kan ikke gøres op i penge. De er fundamentet for verdens største turistindustri, og uden dem ville mange af Frankrigs mindre byer henligge som spøgelsesbyer. Mens der i Danmark er 18 byer (hvoraf de fleste har bevarende lokalplaner) og 6 københavnske bykvarterer, som er velbevarede, er der i Frankrig måske 10-20.000. En stor del af æren for dette kan tilskrives en lov fra 1962 (vedlagt). Den går naturligvis ikke i detaljer, men begrænser sig til på få sider at fastlægge de overordnede rammer for beskyttelsen af bymiljøerne.

Vi ønsker på tilsvarende vis enkle, overordnede byplaner, hvis udarbejdelse ikke vil indebære en stor belastning af kommunens administration.

Lokaludvalgets forslag til kommuneplanen

Kommunens arkitekturpolitik peger allerede på det væsentlige i at bevare stedernes egenart. Vi ønsker, at den fremover i højere grad administreres under hensyntagen til bydelenes historie og karakteristika. Hvor det i et nyere kvarter kan være fint med en moderne bygning, bør arkitektoniske eksperimenter undgås i Middelalderbyen. Hvis der skal bygges nye huse, bør de bygges i den stil, der er bestemt af stedets ånd. Det vil der ikke være noget "forlorent" i. Dygtige arkitekter vil med glæde søge at skabe nye bygninger, der overholder spillereglerne i en Middelalderby. Det er en udfordring i sig selv. Man skal kunne se på et nyt hus, at det ligger i det indre København (og ikke i Los Angeles eller Frankfurt).

En bygning som BLOX er ikke i harmoni med Middelalderbyen; den kunne ligge hvor som helst i verden, og den slår omgivelsernes harmoni i stykker. I bogen ’Den danske enkelhed’ af Povl Abrahamsen (1994, s.16.) står om Kongens Bryghus: "Dets vældige korpus med det store tag er en af vor havns mest karakteristiske bygninger. Det burde være en selvfølge, at denne monumentalitet respekteres, når nye bygninger skal anlægges i dens nærhed". Det er ikke sket med byggeriet af BLOX. Den tidligere stadsarkitekt i København, som var en varm fortaler for byggeriet, har offentligt udtalt, at han fortryder bebyggelsen. Den slags næsten uoprettelige fejlskud bør undgås fremover.

I kommunens arkitekturpolitik hedder det: "Nye, større bebyggelser og højhuse, der bryder med byens overordnede skala, profil og landskabstræk, kræver en særlig opmærksomhed og omhu. Det er vigtigt, at de tilfører byen og det konkrete sted arkitektonisk merværdi – også i den nære menneskelige skala".

Vi mener som udgangspunkt ikke, at "nyere, større bebyggelser og højhuse" hører hjemme i Middelalderbyen. Skal der bygges større huse, bør de udadtil fremstå, som om de var opdelt i flere mindre huse i overensstemmelse med de oprindelige små matrikler. Dette ser man flere andre steder i byen.

Indre Bys Lokaludvalg foreslår, at den differentierede arkitekturpolitik udmøntes i bevarende lokalplaner for hvert af de 9 gamle kvarterer i Middelalderbyen samt Christianshavn, Frederiksstaden og Gammelholm. Disse lokalplaner bør blot overordnet fastslå, at hele kvarteret er bevaringsværdigt med få undtagelser, som nævnes specifikt. Der findes allerede flere bevarende lokalplaner. Men vi foreslår en skarpere holdning til nybyggeri. I planen for Nyhavn og Gammelholm står f.x:

"§6 stk. 4. Nybyggeri

Der skal udarbejdes supplerende lokalplan i forbindelse med nybyggeri til erstatning af bevaringsværdig bebyggelse herunder bygninger, som ikke vil kunne istandsættes p.g.a. brand eller lignende „force majeure"-situation".

Det bør fremover præciseres, at nybyggeri i videst muligt omfang skal være en genopførelse af det gamle hus, hvis det var bevaringsværdigt, og ellers holdes i den for kvarteret karakteristiske byggestil.

Nærmere om bevarende lokalplaner for hvert enkelt bykvarter i Middelalderbyen.

I Københavns centrum er de bedst bevarede bykvarterer Nørre -, Snarens -, Frimands -, Strand -, Vester -, Klædebo -, Skt. Annæ Øster Kvarter samt Gammelholm.

Nørre Kvarter: Alle huse er bevaringsværdige, på nær nogle få i Nørre Voldgade og Nørregade.

Snarens Kvarter: Alle huse er bevaringsværdige.

Frimands Kvarter: Alle huse er bevaringsværdige, på nær Niels Hemmingsens Gade 10-12

Strand Kvarter: Alle huse er bevaringsværdige, på nær Slotsholmsgade 12.

Vester Kvarter: Alle huse er bevaringsværdige, på nær Vester Voldgade 123.

Klædebo Kvarter: Alle huse er bevaringsværdige, på nær det tidligere Daells Varehus og nogle få huse i Nørre Voldgade.

Skt Annæ Øster Kvarter: Alle huse er bevaringsværdige, på nær nogle få huse i Bredgade, Amaliegade, Fredericiagade og Skt Annæ Plads.

Gammelholm: Alle huse er bevaringsværdige, på nær Det Kgl. Teaters nybygninger.

Christianshavn og Øster Kvarter har lidt megen skade, og Rosenborg, Købmager og Skt. Annæ Vester Kvarter har lidt voldsom skade. Planerne skal ikke beskytte det utilpassede nybyggeri."

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og teknik- og miljøborgmesteren:

"Som drøftet med teknik- og miljøborgmesteren i vores møde den 8. august 2018, idet vi er opmærksomme på Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 13. august vedrørende Enhedslistens forslag om balance mellem nye boliger og bevaring af bevaringsværdige bygninger og værdifulde kulturmiljøer:

Indre By Lokaludvalg foreslår, at udmøntningen af Københavns arkitekturpolitik afpasses efter de enkelte bydeles og kvarterers særegne kvaliteter. Det hedder i arkitekturpolitikken, at nybyggeri skal tage afsæt i byens egenart. For Middelalderbyen bør dette bl.a. betyde, at nybyggeri ikke skal fremstå som moderne, men derimod holde sig i den (tidløse) klassicistiske stil, som er bydelens egenart og historiske fundament. I andre bykvarterer kan moderne byggeri naturligvis være velkomment.

I forlængelse af en differentiering af arkitekturpolitikken foreslås det, at der for hvert af de gamle bykvarterer i Middelalderbyen udarbejdes en bevarende lokalplan på overordnet niveau. Vi forestiller os ikke et stort, detaljeret arbejde, men derimod enkle lokalplaner med overordnede retningslinjer om bevaring, der forhindrer nedrivning af huse, som på harmonisk vis indgår i den større sammenhæng - uanset om de isoleret set ikke kan betragtes som bevaringsværdige.

Endvidere bør lokalplanerne stille krav om, at nybyggeri indordner sig efter kvarterets egenart. Udarbejdelsen af de nye lokalplaner bør ikke være nogen stor belastning af forvaltningen. Alle planer skal nemlig følge samme skabelon, og forskellen fra kvarter til kvarter vil hovedsageligt bestå i at udpege de (heldigvis få) bygninger, som ikke skal beskyttes.

Der redegøres nærmere for baggrunden for forslaget i det følgende.

De gamle bykerner er vores vigtigste kulturarv

Bykernerne i danske middelalderkøbstæder er vor vigtigste kulturarv. Kirker, slotte, herregårde og museer er umistelige aktiver, men det er i byerne, vi færdes. Vi påvirkes af vore omgivelser. Dansk byggeskik har haft en egenart, som har udviklet sig gennem århundreder. Ser man et gammelt foto af en bygade, vil man straks kunne se, om det fra er en dansk by. Ser man et gammelt billede fra en svensk eller tysk by, kan man umiddelbart se, at den ikke er dansk. Men de nye bydeles moderne arkitektur ligner det, man ser overalt i verden. Denne udvikling bør stoppes i Københavns middelalderby. Vi skal værne om det bymiljø, vi har arvet.

Der er ingen modsætning mellem bybevaring og udvikling - tværtimod

Københavns Kommune har for længst indset værdien af bygningsarven. I Arkitekturpolitikken citeres Realdania for følgende:

"Bygningsarven er penge værd for boligejere over hele landet. Bygningsarv betyder blandt andet 30 % højere salgspriser for bevaringsværdige enfamilieshuse, og 13% højere priser for boliger i områder, der har mere end 15% bevaringsværdige bygninger. Ikke kun boligejerne får værdi af bygningsarven. Med kulturhistorie og arkitektur tiltrækker bygningsarven turister og nye beboere til et område. Det smitter af på erhvervslivets omsætning og skaber job, hvilket har en positiv effekt på kommunernes økonomi".

Dette bør suppleres med en erkendelse af, at et enkelt utilpasset hus kan ødelægge harmonien på et helt torv eller i en hel gade. Derfor bør der ikke gennemføres arkitektoniske eksperimenter med avanceret in-fill-byggeri i Middelalderbyen.

Der er blevet passet godt på Middelalderbyens vestlige halvdel, mens der er sket megen skade på den østlige del; men bystyret har klogt fastholdt en begrænsning på byggehøjden, hvilket har betydet, at byen er harmonisk, og at byens karakteristiske tårne fortsat kommer til deres ret.

Bymiljø og arkitektur er to forskellige ting

København har en arkitekturpolitik, men vi burde hellere have en bymiljøpolitik. Man kan diskutere, hvad der er god eller dårlig arkitektur i timevis uden at nå til en brugbar konklusion – ganske som med moderne kunst. Det væsentlige er imidlertid, om et byområde er godt at være i, og det har ikke noget med arkitektur at gøre. God arkitektur er ikke nogen garant for et godt bymiljø; Nationalbanken er et eksempel på det. Byggeriet slog en smuk karré i stykker, og bygningen har taget alt liv ud af området. Bankens døde facader medfører, at ingen mennesker længere går ad Niels Juels Gade. Nationalbanken burde være opført et andet sted. God arkitektur er heller ikke en forudsætning for at godt bymiljø; Københavns bedste kvarterer er opført af bygmestre uden hjælp fra arkitekter.

Bymiljøsagen venter stadig på at komme i gang. Først og fremmest skal vi stoppe nedrivninger og dernæst skal vi bevare bygninger, der forfalder. En tredje fase er genopretning af skader ved at ændre på facader og tage, så utilpassede bygninger kommer til at passe til stedets ånd, eller afskærme "grimme" huse med beplantning eller facaderenoveringer. Byernes atmosfære har også et klimaperspektiv; man påvirkes af det miljø, man bor og færdes i, og et godt bymiljø giver tryghed.

I en Middelalderby er stål-, glas- og betonhuse invasive arter, mens bindingsværk og gamle murstenshuse er en truet art.

Der er en udbredt folkelig forståelse for bymiljøsagen på linje med naturmiljøsagen. Politisk er den langt bag efter naturmiljøsagen.

Overordnede byplaner – inspireret af André Malraux’s franske lov

Værdien af de velbevarede franske middelalderbykerner kan ikke gøres op i penge. De er fundamentet for verdens største turistindustri, og uden dem ville mange af Frankrigs mindre byer henligge som spøgelsesbyer. Mens der i Danmark er 18 byer (hvoraf de fleste har bevarende lokalplaner) og 6 københavnske bykvarterer, som er velbevarede, er der i Frankrig måske 10-20.000. En stor del af æren for dette kan tilskrives en lov fra 1962 (vedlagt). Den går naturligvis ikke i detaljer, men begrænser sig til på få sider at fastlægge de overordnede rammer for beskyttelsen af bymiljøerne.

Vi ønsker på tilsvarende vis enkle, overordnede byplaner, hvis udarbejdelse ikke vil indebære en stor belastning af kommunens administration.

Lokaludvalgets forslag til kommuneplanen

Kommunens arkitekturpolitik peger allerede på det væsentlige i at bevare stedernes egenart. Vi ønsker, at den fremover i højere grad administreres under hensyntagen til bydelenes historie og karakteristika. Hvor det i et nyere kvarter kan være fint med en moderne bygning, bør arkitektoniske eksperimenter undgås i Middelalderbyen. Hvis der skal bygges nye huse, bør de bygges i den stil, der er bestemt af stedets ånd. Det vil der ikke være noget "forlorent" i. Dygtige arkitekter vil med glæde søge at skabe nye bygninger, der overholder spillereglerne i en Middelalderby. Det er en udfordring i sig selv. Man skal kunne se på et nyt hus, at det ligger i det indre København (og ikke i Los Angeles eller Frankfurt).

I kommunens arkitekturpolitik hedder det: "Nye, større bebyggelser og højhuse, der bryder med byens overordnede skala, profil og landskabstræk, kræver en særlig opmærksomhed og omhu. Det er vigtigt, at de tilfører byen og det konkrete sted arkitektonisk merværdi – også i den nære menneskelige skala".

Vi mener som udgangspunkt ikke, at "nyere, større bebyggelser og højhuse" hører hjemme i Middelalderbyen. Skal der bygges større huse, bør de udadtil fremstå, som om de var opdelt i flere mindre huse i overensstemmelse med de oprindelige små matrikler. Dette ser man flere andre steder i byen.

Bevarende lokalplaner

Indre Bys Lokaludvalg foreslår, at den differentierede arkitekturpolitik udmøntes i bevarende lokalplaner for hvert af de 9 gamle kvarterer i Middelalderbyen samt Christianshavn, Frederiksstaden og Gammelholm. Disse lokalplaner bør blot overordnet fastslå, at hele kvarteret er bevaringsværdigt med få undtagelser, som nævnes specifikt. Der findes allerede flere bevarende lokalplaner. Men vi foreslår en skarpere holdning til nybyggeri. I planen for Nyhavn og Gammelholm står f.x:

"§6 stk. 4. Nybyggeri

Der skal udarbejdes supplerende lokalplan i forbindelse med nybyggeri til erstatning af bevaringsværdig bebyggelse herunder bygninger, som ikke vil kunne istandsættes p.g.a. brand eller lignende „force majeure"-situation".

Det bør fremover præciseres, at nybyggeri i videst muligt omfang skal være en genopførelse af det gamle hus, hvis det var bevaringsværdigt, og ellers holdes i den for kvarteret karakteristiske byggestil.

Nærmere om bevarende lokalplaner for hvert enkelt bykvarter i Middelalderbyen.

I Københavns centrum er de bedst bevarede bykvarterer Nørre -, Snarens -, Frimands -, Strand -, Vester -, Klædebo -, Skt. Annæ Øster Kvarter samt Gammelholm.

Nørre Kvarter: Alle huse er bevaringsværdige, på nær nogle få i Nørre Voldgade og Nørregade.

Snarens Kvarter: Alle huse er bevaringsværdige.

Frimands Kvarter: Alle huse er bevaringsværdige, på nær Niels Hemmingsens Gade 10-12

Strand Kvarter: Alle huse er bevaringsværdige, på nær Slotsholmsgade 12.

Vester Kvarter: Alle huse er bevaringsværdige, på nær Vester Voldgade 123.

Klædebo Kvarter: Alle huse er bevaringsværdige, på nær det tidligere Daells Varehus og nogle få huse i Nørre Voldgade.

Skt Annæ Øster Kvarter: Alle huse er bevaringsværdige, på nær nogle få huse i Bredgade, Amaliegade, Fredericiagade og Skt Annæ Plads.

Gammelholm: Alle huse er bevaringsværdige, på nær Det Kgl. Teaters nybygninger.

Christianshavn og Øster Kvarter har lidt megen skade, og Rosenborg, Købmager og Skt. Annæ Vester Kvarter har lidt voldsom skade. Planerne skal ikke beskytte det utilpassede nybyggeri.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt henvendelsen, sender sekretariatet den til Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og teknik- og miljøborgmesteren.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lise Smørum om, at 2. afsnit i henvendelsen formuleres:

"Indre By Lokaludvalg foreslår, at udmøntningen af Københavns arkitekturpolitik afpasses efter de enkelte bydeles og kvarterers særegne kvaliteter. Det hedder i arkitekturpolitikken, at nybyggeri skal tage afsæt i byens egenart. For Middelalderbyen bør dette bl.a. betyde, at nybyggeri skal tilpasses bydelens egenart og historiske fundament."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jep Loft om, at afsnittet "Nærmere om bevarende lokalplaner for hvert enkelt bykvarter i Middelalderbyen" formuleres:

"I Københavns centrum er de­­­­ bedst bevarede bykvarterer Nørre -, Snarens -, Frimands -, Strand -, Vester -, Klædebo -, Skt. Annæ Øster Kvarter samt Gammelholm. I disse kvarterer er der kun ganske få huse, som ikke bør beskyttes af lokalplanerne.

Christianshavn og Øster Kvarter har lidt megen skade, og Rosenborg-, Købmager- og Skt. Annæ Vester Kvarter har lidt stor skade. Planerne bør undtage det utilpassede nybyggeri fra bevaringskravet."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at det af henvendelsen skal fremgå, at lokaludvalget ønsker bevarende lokalplaner håndhævet.

Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og teknik- og miljøborgmesteren om bymiljøpolitik via kommuneplanen og bevarende lokalplaner, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag, idet formanden blev bemyndiget til at foretage redaktionelle ændringer.

På forslag fra Kjeld A. Larsen bad lokaludvalget formanden om at arrangere en bydelsvandring for lokaludvalget.