B-sag: Køb af to københavnerbænke til afprøvning forskellige steder
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 30.000 kr. til køb af to københavnerbænke samt til transport og montering. Pengene tages puljen "Egne aktiviteter".
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger sekretariatet til at søge Teknik- og Miljøforvaltningen om tilladelse til at placere to københavnerbænke i Strædet. Placeringen aftales med Teknik- og Miljøforvaltningen, lokaludvalgets forpersonskab og Stræderne og Strøgets Beboerforening.
Problemstilling
Med implementeringen i år af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen, vil der blive nedlagte bilparkeringspladser. Dermed opstår der arealer, som i udgangspunktet ikke skal anvendes til noget.
I mødet den 11. april 2024 bemyndigede lokaludvalget forperson Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen,
- at lokaludvalget støtter forslaget fra Stræderne og Strøgets Beboerforening om at placere blomsterkummer på steder i Strædet, hvor der nedlægges parkeringspladser; dvs. i Kompagnistræde og Læderstræde (parallelstrøget med væg-til-væg-belægning) fra Gåsegade til Højbro Plads
- at lokaludvalget tillige foreslår, at der placeres flytbare bænke i Strædet, hvor der nedlægges parkeringspladser, som kan afprøves forskellige steder.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget køber to flytbare københavnerbænke, som til en start kan placeres på arealer i Strædet, hvor der nedlægges parkeringspladser. Senere vil københavnerbænkene kunne afprøves andre steder i Indre By, hvor lokaludvalget måtte have ønske om at se, hvordan placeringen fungerer.
Hensigten er at få et grundlag for ønsker til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget om, hvor kommunen med fordel kan placere københavnerbænke.
Et eksempel på en københavnerbænk:
- Ydre dimension: 681 x 844 x 1800 mm (BxHxL)
- Plankemål: 145 x 28 mm og 180 x 34 mm
- Støbejern
- Malet grøn
- 115 kg
Bænken er forberedt til påboltning på terræn eller betonfundament.
Økonomi
Ovennævnte eksempel på en bænk koster 8.395 kr. ex. moms. Dertil kommer udgifter til transport og montering. Senere kan der komme udgifter til leje af lagerrum, hvor bænkene opbevares, når de ikke er i brug.
Det foreslås, at lokaludvalget afsætter en ramme på 30.000 kr. til køb af to københavnerbænke, samt transport og montering. Pengene tages puljen "Egne aktiviteter".
Videre proces
Når der efter aftale med Teknik- og Miljøforvaltningen, lokaludvalgets forpersonskab og Stræderne og Strøgets Beboerforening er fundet placeringer i Strædet til de to bænke, søger sekretariatet om en tilladelse til at placere bænkene de valgte steder. Når tilladelsen foreligger, køber sekretariatet bænkene og får dem transporteret og monteret.
Beslutning
- Lokaludvalget afsatte en ramme på 30.000 kr. til køb af to københavnerbænke samt til transport og montering. Pengene tages puljen "Egne aktiviteter".
- Lokaludvalget bemyndigede sekretariatet til at søge Teknik- og Miljøforvaltningen om tilladelse til at placere to københavnerbænke i Strædet. Placeringen aftales med Teknik- og Miljøforvaltningen, lokaludvalgets forpersonskab og Stræderne og Strøgets Beboerforening.