B-sag: Høringssvar om forslag til ændret regulativ for erhvervsaffald
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om forslag til ændret regulativ for erhvervsaffald, der ses i løsningsafsnittet.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til regulativ for erhvervsaffald er i offentlig høring på Bliv Hørt-portalen i perioden 19. april-17. maj 2024.
Baggrunden er, at Borgerrepræsentationen har besluttet, at affaldsindsamlingen fra kommunens egne institutioner og virksomheder skal kompetenceoverdrages til I/S Amager Ressourcecenter (ARC). En kompetenceoverdragelse af indsamlingen af dette affald forudsætter en ændring af Københavns Kommunes regulativ for erhvervsaffald.
Det gældende regulativ indeholder ikke indsamlingsordninger for affald fra kommunens egne institutioner og virksomheder, da dette affald i dag ikke indsamles af kommunen, men håndteres i henhold til en kontrakt mellem Økonomiforvaltningen og en privat virksomhed om indsamling af affaldet. Denne aftale udløber den 1. september 2024.
Når indsamlingen af affaldet hjemtages og kompetenceoverdrages til ARC, skal Københavns Kommunes regulativ for erhvervsaffald ændres som konsekvens heraf, så indsamlingsordninger for affald fra kommunens institutioner og virksomheder indføres i regulativet. Kompetenceoverdragelsen til ARC medfører bæredygtige fordele, da indsamlingsopgaven primært vil blive udført ved brug af elbiler.
Derudover forslår forvaltningen, at regulativet for erhvervsaffald ændres, så der fra 1. januar 2025, stilles krav om anvendelse af klare plastsække for følgende typer af affald, hvis det afleveres i affaldssække:
- Private virksomheder i den kommunale ordning: Restaffald (gælder allerede)
- Private virksomheder i den kommunale ordning: Plastaffald og mad- og drikkekartonaffald
- Kommunens egne institutioner og virksomheder: Plastaffald og mad- og drikkekartonaffald
- Kommunens egne institutioner og virksomheder: Restaffald
Kravet om klare sække forventes at øge sorteringen af virksomhedernes og institutionernes genanvendelige affald, at give virksomhederne og institutionerne bedre mulighed for selv at rette op på fejlsortering og at gøre tilsynene mere effektive.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget indsender følgende høringssvar:
"Indre By Lokaludvalg opfordrer til, at indsamling af alt erhvervsaffald fra Indre By kompetenceoverdrages til I/S Amager Ressourcecenter (ARC) med henblik på at få en bæredygtig, effektiv og koordineret indsamling af affald fra beboelse og erhverv i Indre By, der bl.a. vil medføre færre ture.
I øjeblikket foretages indsamlingen af erhvervsaffald fra fx. restaurationer i mindre lastbiler, der så vidt vi ved, ikke er el-drevne. Indsamlingen af erhvervsaffald foretages typisk om natten eller i de tidlige morgentimer med støjgener for beboerne til følge.
Indsamling af husholdningsaffald og erhvervsaffald i Indre By skal ske efter kl. 9 og gerne i tidsrummet kl. 18-20.30, hvor støjgenerne ikke opleves så voldsomme som om natten og tidligt om morgenen.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
forperson i Indre By Lokaludvalg"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Lokaludvalgets høringssvar lægges på Bliv Hørt-portalen.