Mødedato: 16.05.2024, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Tilhørere, der ønsker at komme med forslag eller stille spørgsmål til lokaludvalget, har hver op til 10 minutter til rådighed.

Beslutning

 Bygningsstilladser

En  borger orienterede om hans virke for at få byggepladser til at se bedre ud. Han fremhævede praksis i Paris, hvor byggepladser er fuldstændigt afdækket og hvor man på afdækningen kan se, hvordan bygningen vil se ud efter renovering. Han oplyste, at der nu er vedtaget en politik i Københavns Kommune for afdækning af stilladser, som i nogen grad lever op til den standard, han ønsker.

Bent Lohmann svarede, at det, som borgeren vil med afdækning af stilladser, svarer til det, som lokaludvalget ønsker. Han foreslog, at borgeren og lokaludvalget holder kontakt til hinanden om problemstillingen.

Gunna Starck svarede, at i Berlin skal afdækninger af stilladser vise, hvordan bygningen vil se ud efter renovering. Hun foreslog, at borgeren samler viden sammen om regler forskellige steder om afdækning af stilladser.

Niels Kongshaug svarede, at det ikke er dyrt at få produceret en afdækning, som viser, hvordan en bygning vil se ud efter renovering.

Café Bankeråt

En borger orienterede om hans korrespondance med Teknik- og Miljøforvaltningen om forhold vedr. Café Bankeråt, bl.a.

  • at der er mange arrangementer og at de holdes for åbne vinduer
  • at cafeens gæster står udenfor, hvilket har medført et øget støjniveau i gaden
  • at cafeen etablerede en udeservering uden tilladelse og i strid med servitutten for ejendommen, den ligger i. Han oplyste, at den 15. maj 2024 gav Teknik- og Miljøforvaltningen tilladelse til udeservering, men det er fortsat i strid med servitutten for ejendommen.

Han nævnte, at han ingen reaktion får fra Teknik- og Miljøforvaltningen på hans meldinger på Giv Et Praj om forholdene, ligesom hans anmeldelser til politiet og Støjvagten ikke fører til noget.

Han udtrykte frustration over at blive kørt rundt mellem forskellige instanser. Han oplyste, at han ikke har været i kontakt med Café Bankeråt om problemerne.

Bent Lohmann svarede, at borgeren har opbakning fra lokaludvalget, jf. punkt 16 på dagsordenen for lokaludvalgsmødet.

Gunna Starck svarede, at man skal være vedholdende og blive ved med at skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen om sådanne forhold.

Lars Vedel Jørgensen svarede, at beboere i kvarteret benytter Café Bankeråt og at det ikke kun er folk udefra, som kommer til arrangementerne. Han foreslog borgeren at tale med ejerne af cafeen.

Mads Aarup svarede, at man skal søge dialog, men at erfaringen er, at det kun virker i sjældne tilfælde. Han oplyste, at der er ved at blive indsamlet penge til at få undersøgt, om kommunen tilsidesætter miljøloven, når den træffer afgørelser om tilladelse til udeservering.

Niels Kongshaug svarede, at en del af problemet skyldes forbuddet mod rygning indendørs i restaurationer. Forbuddet gør, at folk opholder sig ude foran restaurationerne.

Forhold for handicappede

En borger orienterede kort om de vanskelige forhold for handicappede i gaderummet, særligt omkring vejarbejder. Det blev aftalt, at hun sender fotos til lokaludvalget af eksempler på indretning af vejarbejder, hvor der ikke er taget højde for, at handicappede færdes der.

Cykelfestival

En borger orienterede om en cykelfestival den 31.-august-1. september 2024, som han er ved at arrangere. En af aktiviteterne er at vise, hvordan Vendersgade kan indrettes til en moderne cykelgade.

En anden borger opfordrede til, at Håndcykelklubben inviteres til at deltage i festivalen.

Niels Kongshaug tilkendegav, at alle gader i Indre By bør fungere som cykelgade.

Omkørslen ved Børsen

Niels Kongshaug oplyste, at lyssignalerne i omkørslen ved Børsen ikke er omstillet til at passe til omkørselstrafikken.

Bent Lohmann oplyste, at han vil stille spørgsmål til Teknik- og Miljøforvaltningen om dette.

Stokhusbroen

Niels Kongshaug omtalte kort status på hans arbejde med et eksempel på en bro, som han vil fremvise i forbindelse med lokaludvalgets debatvognsarrangement om Stokhusbroen.

Udeserveringer

Mads Aarup oplyste, at stadig flere restaurationer i Middelalderbyen sætter borde og bænke-sæt op, som ikke lever op til kravene til, hvordan deres udeservering skal tage sig ud jf. restaurationens udeserveringstilladelse. Andre restaurationer har fine uderserveringsmøbler, som lever op til kravene.

Bent Lohmann foreslog, at lokaludvalget samler eksempler på udeserveringsmøbler, som ikke lever op til de stillede krav. Dette med henblik på at drøfte situationen med Teknik- og Miljøforvaltningen.

Gunna Starck oplyste, at blå udeserveringsmøbler på Gammeltorv-Nytorv aldrig fjernes, men det har ingen konsekvens.

Steen Juhl Olesen oplyste, at markeringerne på Gl. Strand af udeserveringsarealer ikke respekteres af gæsterne, og at restauratørerne ikke tager ansvar herfor.

Grønt marked på Gammelholm

Miljøpunkt Indre By & Christianshavn orienterede kort om, at der er etableret et grønt marked i Havnegade. Det er hver den første søndag i måneden. Initiativet er i overensstemmelse med Årsplan for Det Lokale Miljøarbejde i 2023-24.

Til top