Mødedato: 15.09.2022, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

B-sag: Høringssvar om kommunens Budget for 2023

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal tage formandens høringssvar om forslag til kommunens budget for 2023 til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. Indre By Lokaludvalg tager hans høringssvar om forslag til kommunens budget for 2023 til efterretning. Se løsningsafsnittet.

 

Problemstilling

Lokaludvalgene er blandt høringsparterne vedr. Økonomiforvaltningens forslag til det kommende års budget.

I år er der to høringsrunder for høringsparterne; en høringsrunde i juni og en høringsrunde i august. 

Begge høringsrunder var med en kort høringsfrist på 15-18 dage inkl. weekender, idet de to høringsrunder er styret af, hvornår Økonomiudvalget modtager materiale/indstillinger til årets budget, og i forhold til at Borgerrepræsentationens medlemmer kan modtage høringssvarene, så svarene kan indgå i partiernes drøftelse af årets budget.

I forbindelse med 2. høringsrunde kunne høringsparterne sende eventuelle yderligere budgetønsker og bemærkninger til budgettet. Høringen startede den 18. august og sluttede den 5. september 2022.

Sagen var på en tillægsdagsorden for lokaludvalgets møde den 18. august 2022, men blev ikke behandlet.

Christianshavns Lokaludvalg vedtog i sit møde den 31. august 2022 sit 2. runde-høringssvar om Budget 2023 og vedtog herunder ønsket om en pulje til initiativer til fremme af grønne facader og biodiversitet, som er om talte i høringssvaret fra Indre By Lokaludvalgs formand, jf. løsningsafsnittet.

Løsning

Formandens høringssvar den 5. september 2022 til Økonomiforvaltningen:

"Økonomiforvaltningen sendte den 18. august 2022 budgetforslaget til budget 2023 (augustindstillingen) i høring hos bl.a. Indre By Lokaludvalg.

Med forbehold for lokaludvalgets behandling af sagen i sit møde den 15. september 2022 henviser jeg til det vedlagte høringssvar fra lokaludvalget i juni 2022.

Derudover har jeg følgende forslag, som lokaludvalget er vidende om, men som det først tager stilling til den 15. september 2022:

I forbindelse med lokale indsatser for et bedre klima, mere grønt, natur og biodiversitet i byen er der behov for kvalificeret vejledning af borgerne om valg af egnede planter til etablering af grønne husfacader samt pasning og pleje af planterne.

Miljøpunkt Indre By & Christianshavn har erfaring med at vejlede om grønne husfacader. Jeg foreslår derfor, at der oprettes en pulje til fremme af grønne facader, som lægges under Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.

I første omgang skal puljen primært forbeholdes områder i Københavns Kommune med etagebebyggelse for at få igangsat beplantning på de større facader først. Dette er dog ikke til hinder for, at borgere i åben og lav boligbebyggelse kan få del i puljen.

Puljen tænkes anvendt til on line-kurser for beboere og ekspertrådgivning på stedet i etablering af grønne facader. Beboerne skal selv købe, plante og hæfte facadeplanterne på husfacaden.

Miljøpunkt Indre By & Christianshavn samarbejder med de tre andre miljøpunkter i kommunen og med lokaludvalgenes sekretariater om kommunikation om puljen.

Jeg foreslår, at der afsættes 500.000 kr. til puljen i Budget 2023 og eventuelt også i hvert af overslagsårene 2024, 2025 og 2026.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Københavns Kommunes budget for 2023 vedtages af Borgerrepræsentationen den 6. oktober 2022.

Beslutning

 

  1. Lokaludvalget tog formandens høringssvar om forslag til kommunens budget for 2023 til efterretning.

 

Til top