Mødedato: 15.09.2022, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Det lokale miljøarbejde i 2023

Se alle bilag

Lokaludvalget skal drøfte, hvad det skal med i årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2023.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter, hvad der skal med årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2023.

 

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg skal senere i år vedtage en årsplan for det lokale miljøarbejde i 2023 i Indre By og på Christianshavn. 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter, hvad der skal med i årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2023. Der er tale om en indledende drøftelse, hvor lokaludvalgets medlemmer kan byde ind med forslag til indholdet i årsplanen.

I bilaget ses et oplæg til årsplan fra Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.

Årsplanen skal gennemføres af Miljøpunkt Indre By & Christianshavn jf. driftsstøtteaftalen, som lokaludvalget godkendte i mødet den 18. august 2022.

 

Økonomi

I 2022 har Københavns Kommune betalt 733.597 kr. til Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg for lokaludvalgenes varetagelse af den lokale miljøopgave i de to bydele. Derudover har Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg betalt hhv. 680.000 kr. og 135.000 kr. til den lokale miljøopgave i 2022. Pengene er overført til Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.

I henhold til driftsstøtteaftalen, der gælder for 2023 og 2024, skal støtten fra Københavns Kommune dækker basisudgifter i Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, mens støtten fra lokaludvalgene fastsættes år for år inden årets start og dækker udgifterne til konkrete projekter, der aftales i årsplanen for det lokale miljøarbejde.

Videre proces

På baggrund af drøftelsen i Indre By Lokaludvalg den 15. september og i Christianshavns Lokaludvalg den 28. september 2022 aftaler Miljøpunkt Indre By & Christianshavn et forslag til årsplan for det lokale miljøarbejde i 2023 med de to lokaludvalgs formandskaber. Forslaget forelægges lokaludvalgene til godkendelse. Lokaludvalgene skal senest i deres december-møder godkender årsplanen.

Beslutning

Lokaludvalget drøftede, hvad der skal med i årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2023. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:

  • Årsplanen kan stå for et økologisk grønt-marked på Højbro Plads.
  • Man kan ikke tage ud i naturen. Der er ikke natur på landet. Naturen er i byerne.
  • Årsplanen kan omfatte etablering af en grøn rute gennem byen for dyr.
  • Årsplanen kan omfatte fremme af grønne facader.
  • Årsplanen kan omfatte forureningsmålinger.
  • Årsplanen kan omfatte grønne aktiviteter med borgerinvolvering.
  • Årsplanen kan omfatte dokumentation af menneskeskabt støj, herunder støj fra ventilationsanlæg i restauranter mv.
  • Årsplanen kan omfatte temaerne sundhed, støj, luft og mobilitet.
  • Betalingerne af driftsstøtten til Miljøpunkt Indre By & Christianshavn skal aftales, så Miljøpunktet har sikkerhed for, at der er penge til husleje og lønninger.
Til top