Opfølgning på lokaludvalgets seminar den 25. maj 2024
Tidligere beslutninger
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter løsningsforslagene i lokaludvalgsmedlem Jep Lofts referat af lokaludvalgets seminar den 25. maj 2024. Se bilaget samt bemærkningerne i løsningsafsnittet nedenfor.
Problemstilling
Lokaludvalget havde seminar den 25. maj 2024 om lokaludvalgets virke. 10 lokaludvalgsmedlemmer deltog. Derudover deltog lokaludvalgets sekretær samt en indbudt ordstyrer.
Løsning
Forpersonskabet foreslår, at lokaludvalget drøfter de løsningsforslag, som Jep Loft har noteret jf. hans referat af seminaret, som ses i bilaget. Referatet er tiltrådt af Lars Wallenberg, Niels Kongshaug og ordstyreren.
Bemærkninger
Vedr. løsningsforslag 1.4 oplyste lokaludvalgets sekretær i seminaret, at lokaludvalget tidligere i år har vedtaget en kommunikationsplan: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Indre%20By%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-14032024/referat/punkt-23
Lokaludvalgets sekretær tager et foreløbig forbehold for Jep Lofts konklusion i løsningsforslag 3.2. om, at der var enighed om, at oprette en beslutningsprotokol (dvs. en oversigt over lokaludvalgets beslutninger, hvor man har overblik over udeståender). En ajourføring af status på gennemførelsen af lokaludvalgets beslutninger kan være nyttig, men kan også være ressourcekrævende.
Forpersonskabet kan ikke tiltræde Jep Lofts indledende bemærkning under punkt 4, om at forpersonskabet har modarbejdet flertalsbeslutninger i lokaludvalget.
Lokaludvalgets sekretær bemærker vedr. punkt 4.1., at statutterne, som Jep Loft henviser til, er "Kommissorium for lokaludvalg i Københavns Kommune", hvor der bl.a. står følgende om lokaludvalgets miljøopgave: "Arbejde for vedvarende forbedringer i det lokale miljø i samarbejde med lokale københavnere, miljøaktører i bydelen og på tværs af bydelene om fælles miljøtemaer, hvor lokaludvalgene finder det relevant."
Vedr. løsningsforslag 5.1. oplyste lokaludvalgets sekretær i seminaret, at lokaludvalget kan beslutte at delegere opgaver til arbejdsgrupper eller lokaludvalgsmedlemmer. Beslutningen kan indeholde et mandat for opgaveløsningen.
Økonomi
Udgifterne til seminaret betales af sekretariatets budget.
Videre proces
Afhænger af drøftelsen.
Beslutning
Lokaludvalget drøftede opfølgning på lokaludvalgets seminar den 25. maj 2024. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
- Spørgsmålet er, hvilke lokaludvalgsmedlemmer der vil hvad. Hvem vil tage ansvar? Hvilke forventninger har vi til hinanden? Hvad har vi overskud til?
- Ændringsforslag til dagsordenens punkter bør udsendes med mail om tirsdagen før et lokaludvalgsmøde om torsdagen.
- Lokaludvalgets medlemmer bør ikke fremlægge sager eller stille spørgsmål under "Åben spørgetid".
- Sager fra arbejdsgrupperne bør stå først på lokaludvalgets dagsorden.