Driftsstøtteaftalen om det lokale miljøarbejde
Tidligere beslutninger
Indre By Lokaludvalgs drøftelse og beslutning den 13. juni 2024
- Lokaludvalget drøftede, om driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om det lokale miljøarbejde skal forlænges. I drøftelsen var der følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer:
- Miljøarbejdet kan lægges i lokaludvalgets sekretariat og organiseres projektorienteret.
- Hvis det lokale miljøarbejde skal hjemtages, skal sekretariatet have miljøfaglige kompetencer.
- Miljøpunktet kan søge fondsstøtte. Det kan lokaludvalget og lokaludvalgets sekretariat ikke.
- Lokaludvalgets sekretariat er ikke gearet til at håndtere det lokale miljøarbejde.
- Miljøpunktet mangler præcision i sine beskrivelser af, hvad det har lavet og af hvad det laver.
- Miljøpunktets fondsansøgninger har ikke betydet meget for det lokale miljøarbejde.
- Det lokale miljøarbejde skal fokuseres. Lokaludvalget skal støtte mindre og opnå mere.
- Det, der foregår, er forvirrende. Det er tilfældigt, hvad der sker.
- Forlæng driftsstøtteaftalen med ét år. Så kan det lokale miljøarbejde fokuseres og dokumenteres.
- Lokaludvalget kan oprette et miljøunderudvalg under Byudviklingsgruppen.
- Der bør arbejdes med ét projekt ad gangen.
- Hvad kan lokaludvalget gøre bedre? Fundamentet skal justeres.
- Pengene, der om året afsættes til det lokale miljøarbejde, række til 3-4 projekter.
- Driftsstøtteaftalen kan bringes til ophør den 30. juni 2025.
- Man skal se på effekten af det lokale miljøarbejde.
- Der skal være et grundlag for beslutningen, herunder for hvordan det lokale miljøarbejde skal håndteres, hvis opgaven hjemtages.
- Pengene til det lokale miljøarbejde er så små, at projekterne ikke har en miljømæssig effekt. Der kan være tale om små, byforskønnende projekter. Man kan bede eksterne om at lave sådanne projekter mod betaling.
- Vi skal passe på den viden, der er. Den skal ikke smides væk.
- Miljøpunktet kan arbejde projektorienteret med ét projekt ad gangen.
- Lokaludvalget besluttede at udsætte beslutningen om, hvorvidt driftsstøtteaftalen skal forlænges, til lokaludvalgets møde den 15. august. 2024.
- Lokaludvalget valgte Rasmus Fehrmann, Bent Lohmann og Niels Kongshaug til at skrive et oplæg til lokaludvalgets møde den 15. august 2024 om, hvordan lokaludvalget skal håndtere det lokale miljøarbejde, hvis lokaludvalget beslutter at hjemtage miljøopgaven.
- Lokaludvalget tog til efterretning, at driftsstøtteaftalen dermed er forlænget til den 15. februar 2025, idet aftalen skal opsiges med mindst seks måneders varsel.
Christianshavns Lokaludvalgs beslutning den 19. juni 2024
Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Henrik Vilsbøll om, at lokaludvalget tilkendegiver overfor Indre By Lokaludvalg og Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, at Christianshavns Lokaludvalg er indstillet på at forlænge driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om det lokale miljøarbejde med to år, idet Christianshavns Lokaludvalg tager forbehold for vilkår og andre forhold, som måtte have betydning for en sådan forlængelse.
Lokaludvalget godkendte et forslag fra Lars Josephsen om, at forretningsudvalget kontakter Indre By Lokaludvalgs forpersonskab om Indre By Lokaludvalgs overvejelser om en forlængelse af driftsstøtteaftalen.
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter, om driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om det lokale miljøarbejde skal forlænges.
Problemstilling
Lokaludvalgene har ansvaret for Københavns Kommunes lokale miljøarbejde. Miljøpunkt Indre By & Christianshavn har siden 2011 udført opgaven for Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg. Grundlaget for samarbejdet er en driftsstøtteaftale.
Rasmus Fehrmann, Bent Lohmann og Niels Kongshaug har endnu ikke skrevet et oplæg til lokaludvalget om, hvordan lokaludvalget skal håndtere det lokale miljøarbejde, hvis lokaludvalget beslutter at hjemtage miljøopgaven.
Løsning
Lokaludvalget drøfter, om driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om det lokale miljøarbejde skal forlænges.
I bilaget ses Input fra Miljøpunkt Indre By & Christianshavn til lokaludvalgets behandling af sagen om driftsstøtteaftale.
I bilaget ses også tilkendegivelser fra beboerforeninger.
Økonomi
Indre By Lokaludvalg har afsat 680.000 kr. til det lokale miljøarbejde i 2024, mens Christianshavns Lokaludvalg har afsat 150.000 kr. Kommunen har afsat 822.804 kr.
Videre proces
Hvis Indre By Lokaludvalg beslutter ikke at forlænge driftsstøtteaftalen, vil sekretariatet undersøge, hvordan ophøret af samarbejdet formelt set skal foregå. Sekretariatet vil på det grundlag aftale med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, hvordan det konkret skal gribes an.
Hvis lokaludvalget beslutter at forlænge driftsstøtteaftalen, vil der eventuelt være behov for at aftale ændringer i driftsstøtteaftalen. I givet fald skal et ændret indhold i driftsstøtteaftalen vedtages af lokaludvalget; med fordel senest i oktober 2024. Driftsstøtteaftalen vil da være grundlaget for en kommende årsplan for det lokale miljøarbejde, som bør vedtages af lokaludvalget senest i november 2024.
Beslutning
Hans-Henrik T. Ohlsen, Marietta Bonnet, Michael Thorup og Kjeld A. Larsen deltog ikke i behandlingen af dette punkt pga. inhabilitet.
- Lokaludvalget drøftede, om driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om det lokale miljøarbejde skal forlænges.
- Lokaludvalget ønsker at tilkendegive overfor Christianshavns Lokaludvalg og Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, at det tidligst i mødet den 14. november 2024 træffer beslutning om, hvorvidt driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om det lokale miljøarbejde skal forlænges.
Protokolbemærkning fra Gunna Starck: Jeg mener, at det er problematisk, at medlemmer af lokaludvalget, som sidder i Miljøpunktets bestyrelse, ikke kan deltage i behandlingen af denne sag."