B-sag: Puljeansøgninger, august 2024
Indre By Lokaludvalg skal tage stilling til 5 ansøgninger om støtte.
Indstilling
Indstilling om,
- At Indre By Lokaludvalg giver Hugs & Food tilsagn om 7.000 kr. i støtte til en sommerfest samt 15.000 kr. i støtte til design af bænke foran værestedet på hjørnet af Nansensgade. Det delvise afslag på ansøgningen om 50.000 kr. i støtte til design, byggeri samt brugerinddragelse begrundes med, at lokaludvalget vil benytte sine midler til flest mulige projekter.
- At Indre By Lokaludvalg giver Kulturhuset Indre By tilsagn om 8.000 kr. i støtte til arrangementet Julemandens Værksted d. 30. november 2024 i Kulturhuset Indre By. Det delvise afslag på ansøgningen om 11.000 kr. begrundes med, at lokaludvalget vil benytte sine midler til flest mulige projekter. Lokaludvalget opfordrer ansøgeren til at servere æblejuice, børnegløgg og frugt, så mælkeallergikerne, veganere o. a. også kan være med.
- At Indre By Lokaludvalg giver en kunstner tilsagn om 15.000 kr. i støtte til en portrætudstilling af Migrantarbejdere i Danmark på Charlotte Ammundsens Plads d. 6.-22. september 2024. Det delvise afslag på ansøgningen om 25.000 kr. begrundes med, at lokaludvalget vil benytte sine midler til flest mulige projekter.
- At Indre By Lokaludvalg giver teatergruppen FÅR302 afslag på en ansøgning om 10.000 kr. i støtte til en scenografisk happening i Nyhavn d. 31. august 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at benytte sine midler til andre aktiviteter.
- At Indre By Lokaludvalg giver en billedkunstner tilsagn om 5.000 kr. i støtte til et kunstværk, der skal udstilles som en del af en gruppeudstilling på kunstfestivalen DEBUT FEST 2024 i Huset, Rådhusstræde 13 d. 7. september 2024.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget 7 puljeansøgninger.
Der er givet afslag på en ansøgning om støtte til et arrangement, der skulle holdes d. 7. august 2024 og 10. august 2024. Jf. lokaludvalgets retningslinjer for støtte kan lokaludvalget ikke give støtte til arrangementer, der er afholdt inden lokaludvalget har haft mulighed for at tage stilling til ansøgningen.
En anden ansøger har trukket sin ansøgning, da vedkommende har fundet fuld økonomisk støtte andetsteds.
Løsning
1. Venligbænk – et sted med plads til alle
Værestedet for hjemløse Hugs & Food ansøger om 50.000 kr. i støtte til to bænke, der skal opstilles foran værestedet på hjørnet af Nansensgade. Støtten vil gå til design, byggeri samt brugerinddragelse. Byggeriet af bænkene vil ske ultimo august 2024.
Bænkene skal bruges som indbydende og inkluderende pladser for samtaler og møder mellem værestedets brugere og gadens beboere og københavnere i al almindelighed. Formålet er at skabe viden om udsattes forhold i hovedstaden og bygge trygge og rumlige lokale relationer.
Design og udarbejdelse af bænkene sker i samarbejde mellem Hugs & Food, de hjemløse brugere og den humanistiske designplatform, Emergency Architecture & Human Rights.
Målgruppen er brugere, forretninger og beboere i området, og der forventes at deltage omkring 50-60 brugere i arrangementet samt til brug af bænkene efterfølgende. Det er gratis at deltage.
Projektet formidles igennem Hugs & Foods hjemmeside og sociale medier samt på Emergency Architecture & Human Rights’ kanaler.
Udgiftsbudgettet er på 50.000 kr., og ansøger har en egenfinansiering på 5.000 kr.
Sekretariatets bemærkninger
Ifølge lokaludvalgets retningslinjer støtter det ikke projekter, hvor der indgår anlæg.
Sekretariatet gør opmærksom på, at budgettet ikke stemmer, idet ansøgers egenfinansiering på 5.000 kr. ikke er modregnet det ansøgte beløb, der svarer til det fulde udgiftsbudget på 50.000 kr. Lokaludvalget vil derfor maksimum kunne støtte med 45.000 kr.
Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget kan støtte arrangementet med en underskudsgaranti.
Arbejdsgruppens anbefaling
Det er sikkert et fint projekt, men et par skitser havde været godt. Jeg synes, at det er mange penge for et par bænke med gratis arbejdskraft. Vi anbefaler 7.000 til sommerfest og 15.000 til design. Det er et godt hjørne.
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver Hugs & Food tilsagn om 7.000 kr. i støtte til en sommerfest samt 15.000 kr. i støtte til design af bænke foran værestedet på hjørnet af Nansensgade. Det delvise afslag på ansøgningen om 50.000 kr. i støtte til design, byggeri samt brugerinddragelse begrundes med, at lokaludvalget vil benytte sine midler til flest mulige projekter.
2. Julemandens Værksted
Kulturhuset Indre By søger om 11.000 kr. til arrangementet Julemandens Værksted d. 30. november 2024 i Kulturhuset Indre By. Støtten vil gå til materialer og forplejning til arrangementet samt honorar til en julemand.
Formålet med arrangementet er at lære børn om genbrug ved at de kan finde gaver i Genbrugsstationen. Ud over besøg af julemanden vil der være småreparationer og udsmykning af legetøj, juleklip og gaveindpakning af genbrugsmaterialer samt godteposer, varm kakao og gløgg.
Det er gratis at deltage, og målgruppen er lokale børnefamilier. Arrangementet bliver formidlet igennem Kulturhuset Indre Bys egne kanaler, månedsplakat og infoskærme.
Udgiftsbudgettet er på 21.000 kr., og ansøger har en egenfinansiering på 10.000 kr.
Sekretariatets bemærkninger
Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at det som udgangspunkt ikke støtter kommunale institutioners aktiviteter. I særlige tilfælde vil lokaludvalget dog kunne støtte kommunale institutioners aktiviteter, hvis aktiviteten ikke ligger inden for rammerne af det, en forvaltning forventes at finansiere. Det kan f.eks. være udvikling af aktiviteter for borgere i Indre By.
Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter arrangementet.
Arbejdsgruppens anbefaling
Det er en kommunal, tilbagevendende begivenhed, og det støtter vi jo ikke. Der er et eller andet absurd - og indlysende - ved at kombinere genbrug og julen, som jo er forbrugsfesten over alle. Vi anbefaler at droppe det søde stads, som julen i forvejen er klistret ind i. Server æblejuice, børnegløgg og frugt, så kan mælkeallergikerne, veganere o. a. også være ned. Hvis man så vil have noget mere, må man købe det i caféen.
Forslag om 8.000.
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver Kulturhuset Indre By tilsagn om 8.000 kr. i støtte til arrangementet Julemandens Værksted d. 30. november 2024 i Kulturhuset Indre By. Det delvise afslag på ansøgningen om 11.000 kr. begrundes med, at lokaludvalget vil benytte sine midler til flest mulige projekter. Lokaludvalget opfordrer ansøgeren til at servere æblejuice, børnegløgg og frugt, så mælkeallergikerne, veganere o. a. også kan være med.
3. De Nye Nomader /CARGO
En kunstner søger om 25.000 kr. til en portrætudstilling af Migrantarbejdere i Danmark på Charlotte Ammundsens Plads d. 6.-22. september 2024. Støtten vil gå til transport og leje af container.
Portrætfotograf Søren Zeuth giver i udstillingen migrantarbejdere et ansigt og en identitet for at sætte fokus på de mange mennesker, der arbejder i Danmark uden dansk pas enten som bude, rengøringspersonale eller i metrobyggeri. Kunstnerens pointe er, at uden identitet bliver migrantarbejderen usynlig og kommer i værste fald til at fremstå som et truende fremmedelement.
Billederne bliver bygget op omkring en container, som symboliserer migrantarbejdernes bevægelse på tværs af grænser, og der vil være foredrag om migration i samarbejde med 'Madbudenes organisation', som er en faglig klub under fagforeningen 3F.
Arrangementet er en del af Golden Days Festival og formidles herigennem samt via Kulturhuset Indre Bys kanaler.
Målgruppen er Golden Days Festivals deltagere samt beboere i Nansensgade-kvarteret. Det er gratis at deltage.
Udgiftsbudgettet er på 130.000 kr., og ansøger har en egenfinansiering på 99.000 kr. samt støtte fra Kulturhuset Indre By på 6.000 kr.
Sekretariatets bemærkninger
Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at lokaludvalget som udgangspunkt ikke støtter aktiviteter, hvor løn eller honorar efter lokaludvalgets vurdering udgør en stor del af det ansøgte beløb. I dette tilfælde udgør løn til kunstneren 68,46% af det fulde budget, men 0 % af det ansøgte beløb.
Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget kan give støtte til udstillingen.
Arbejdsgruppens anbefaling
Er et fint projekt. De søger kun til containeren 25.000+moms. På nettet ser det ud til, at det kan gøres meget billigere. Vi foreslår 15.000+moms - så er containeren også betalt
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver en kunstner tilsagn om 15.000 kr. i støtte til en portrætudstilling af Migrantarbejdere i Danmark på Charlotte Ammundsens Plads d. 6.-22. september 2024. Det delvise afslag på ansøgningen om 25.000 kr. begrundes med, at lokaludvalget vil benytte sine midler til flest mulige projekter.
4. Snehvide på havnen
Teatergruppen FÅR302 søger om 10.000 kr. til en scenografisk happening i Nyhavn d. 31. august 2024. Støtten vil gå til scenografi og deltagerinddragelse.
Teateret er lokalt i Nyhavn og arrangementet tager udgangspunkt i en aktuel opsætning af teaterstykket ”Mordforsøg på Snehvide”, som er en nyfortolkning af eventyret med fokus på materialisering af mennesket. Der vil være del af scenografien fra stykket på havnen samt fotovægge, hvor publikum kan stikke ansigtet ind og ligne en karakter fra forestillingen, og på den måde blive en del af kunsten. Teateret ønsker med arrangementet at sætte fokus på Nyhavns og Indre Bys rige kulturliv.
Det er gratis at deltage for både børn og voksne, og der forventes omkring 70-100 deltagere. Arrangementet formidles på teaterets hjemmeside og via sociale medier.
Udgiftsbudgettet er på 17.000 kr., og ansøger har en egenfinansiering på 5.000 kr. og frivillig arbejdskraft til værdi af 2.000 kr.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget kan give støtte til arrangementet.
Arbejdsgruppens anbefaling
Vi synes, at det er en uheldigt valgt lokation. Der er ingen beboere i Indre By, der kommer i Nyhavn, hvis de kan slippe. Og hvad er Nyhavns kultur? Er det ølkultur?
Projektet er jo en reklame for et kommende teaterstykke, som ingen turister vil gå til. Hvad det med Snehvide går ud på, fatter vi ikke. Så det bliver et nej.
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver teatergruppen FÅR302 afslag på en ansøgning om 10.000 kr. i støtte til en scenografisk happening i Nyhavn d. 31. august 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at benytte sine midler til andre aktiviteter.
5. Nocturna
En billedkunstner søger om 5.000 kr. i støtte til et kunstværk, der skal udstilles som en del af en gruppeudstilling på kunstfestivalen DEBUT FEST 2024 i Huset, Rådhusstræde 13, d. 7. september 2024. Støtten vil gå til indkøb af materialer og lys.
Værket består af bannere i bemalet tekstil, som alle indebærer en form for maske, som tilskuere kan bruge til at blive en del af værket. Formålet med værket er at starte en samtale om at være anonym i offentlige samtaler og vilkårene for en empatisk forbindelse.
Endagsfestivalen DEBUT FEST 2024 afholdes af Huset og Snabslanten, og entré er gratis. Målgruppen af de besøgende på festivalen, hvor der forventes ca. 200 besøgende. Festivalen er formidlet igennem Københavns Kommunes hjemmeside og SoMe-kanaler.
Udgiftsbudgettet er på 5.000 kr. og ansøger har ingen øvrig medfinansiering.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget kan give støtte til arrangementet.
Arbejdsgruppens anbefaling
O k til de 5.000-
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver en billedkunstner tilsagn om 5.000 kr. i støtte til et kunstværk, der skal udstilles som en del af en gruppeudstilling på kunstfestivalen DEBUT FEST 2024 i Huset, Rådhusstræde 13, d. 7. september 2024.
Økonomi
Lokaludvalget har afsat en ramme på 340.000 kr. af 2024-puljen til puljeansøgninger. Hidtil er der disponeret for 366.408 kr. af rammen. Hvis lokaludvalget følger indstillingerne, vil der være disponeret for yderligere 50.000 kr. af 2024-puljen.
Videre proces
Sekretariatet orienterer ansøgerne om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.
Beslutning
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Hugs & Food tilsagn om 7.000 kr. i støtte til en sommerfest samt 15.000 kr. i støtte til design af bænke foran værestedet på hjørnet af Nansensgade. Det delvise afslag på ansøgningen om 50.000 kr. i støtte til design, byggeri samt brugerinddragelse begrundes med, at lokaludvalget vil benytte sine midler til flest mulige projekter.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Kulturhuset Indre By tilsagn om 8.000 kr. i støtte til arrangementet Julemandens Værksted d. 30. november 2024 i Kulturhuset Indre By. Det delvise afslag på ansøgningen om 11.000 kr. begrundes med, at lokaludvalget vil benytte sine midler til flest mulige projekter. Lokaludvalget opfordrer ansøgeren til at servere æblejuice, børnegløgg og frugt, så mælkeallergikerne, veganere o. a. også kan være med.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give en kunstner tilsagn om 15.000 kr. i støtte til en portrætudstilling af Migrantarbejdere i Danmark på Charlotte Ammundsens Plads d. 6.-22. september 2024. Det delvise afslag på ansøgningen om 25.000 kr. begrundes med, at lokaludvalget vil benytte sine midler til flest mulige projekter.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give teatergruppen FÅR302 afslag på en ansøgning om 10.000 kr. i støtte til en scenografisk happening i Nyhavn d. 31. august 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at benytte sine midler til andre aktiviteter.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give en billedkunstner tilsagn om 5.000 kr. i støtte til et kunstværk, der skal udstilles som en del af en gruppeudstilling på kunstfestivalen DEBUT FEST 2024 i Huset, Rådhusstræde 13, d. 7. september 2024.